I de mange valgtaler, der prægede dette forår, skortede det ikke på løfter om at forbedre forholdene for børnefamilier, for de ældre osv. Men knap var den sidste valgtale forstummet og det sidste kryds sat i den sidste afstemning, før piben fik en anden lyd.

I stedet for at indfri valgløfterne har regeringen lavet en aftale med kommunerne, der opfordrer dem til at spare penge ved at sætte flere børn i skoleklasserne, hæve brugerbetalingen i skolefritidsordningerne, forringe overenskomsterne for de offentligt ansatte og forringe tilskudsordningerne i folkeoplysningsloven.

Der er ingen tvivl om, at kommunerne vil følge regeringens spareiver. I løbet af sommeren har Viborg kommune frataget hjemmehjælpen for 250 ældre, og den socialdemokratiske formand for Kommunernes Landsforening udtalte, at Viborg var et eksempel til efterfølgelse. Og i en række kommuner med Farum i spidsen har man tyet til en form for kommunal selskabstømning gennem salget af kommunale bygninger og anlæg.

I stedet for at bruge penge på velfærd ønsker regeringen at bruge det økonomiske råderum til at betale den offentlige gæld og sænke skattetrykket, hvilket er traditionel borgerlig politik. Samtidig har regeringen lovet kommunerne, at den vil holde op med at skabe forventninger til, at den offentlige service kan forbedres. Skuffede forventninger kunne nemlig føre til et pres fra brugere og ansatte i den offentlige sektor.

Hvis der i de næste fire år skal ske forbedringer i den offentlige service, kan det ifølge regeringen og Kommunernes Landsforening kun ske igennem effektivisering af driften, hvilket på godt gammeldags dansk betyder, at de offentlige ansatte skal løbe stærkere for den samme løn. At det er tilfældet, står direkte at læse i debatten om skolelærerne. Frem til år 2005 vil elevtallet stige med 20 pct. For at matche det ønsker regeringen at skære ressourceforbruget pr. elev ned. “Forudsætningen er, at lønudgifterne pr. elev nedbringes.” Klassekvotienterne skal op og lærernes overenskomst skal forringes, så de kommer til at undervise noget mere.

Brudte valgløfter er på ingen måde noget nyt historisk fænomen, men kløften mellem løfterne og den faktisk førte politik er denne gang bemærkelsesværdig stor. For på den ene side er folk trætte af, at regeringen taler arbejdsgivernes sprog om konkurrenceevne, nedskæringer og løntilbageholdenhed. Da regeringen ville vælges, måtte den i stedet love det, folk gerne ville høre om: øget velfærd.

På den anden side er regeringens økonomiske råderum meget snævert, fordi det økonomiske opsving udelukkende går til voksende profitter og aktieudbytte.

Regeringen kunne vælge at angribe profitten for at øge velfærden, men ikke uden at angribe de eksisterende magtforhold i samfundet. Så længe den socialdemokratisk ledede regering fastholder, at velfærdsstaten skal finansieres af en velfungerende kapitalistisk økonomi, vil den i krisetider være tvunget til at fjerne de velfærdsreformer, som arbejderklassen har fået gennemtrumfet i opgangstider. Så forsøget på gradvist at forbedre levevilkårene under kapitalismen er et arbejde uden ende og med jævnlige tilbageslag.

I perioder med økonomisk krise bliver gennemførelsen af selv de mindste reformer til et spørgsmål om at acceptere den kapitalistiske økonomi eller ej.

Så spørgsmålet, om det kapitalistiske samfund skal forandres gennem reformer eller gennem revolution, handler ikke kun om, hvad der skal ske på længere sigt, men også om man her og nu er parat til at slås for, at de ældre får en ordentlig hjemmehjælp, eller om børnene skal have en anstændig skolegang.

Men hvis kapitalismen ikke levner plads til, at regeringen kan gennemføre velfærdsreformer, så giver den heller ikke venstrefløjen i og uden for Socialdemokratiet ret store muligheder for at trække regeringens politik til venstre. Venstrefløjens deltagelse i pinsepakken viser, hvor lille muligheden er for at angribe de få riges privilegier inden for kapitalismens rammer. De, der kommer til at betale for pakken, er ikke de virkeligt rige, der har råd til at købe deres huse kontant, men derimod de dele af arbejderklassen, der har forsøgt at løse deres boligproblemer ved at gældsætte sig hos banker og kreditforeninger.

Det betyder, at venstrefløjen må omdefinere sin opgave. Størstedelen af venstrefløjen begrænser sig til i hverdagen at rykke regeringen lidt i frakkeskøderne og på kongresserne at fremlægge luftige visioner om et samfund langt ude i fremtiden. Men det er ikke nok. Hvis venstrefløjen vil leve op til sit navn, så starter kampen nu med at organisere en kamp fra neden. En kamp for at få indfriet de mange løfter uden at bøje sig for hensynet til arbejdergivernes profit, konkurrenceevne og betalingsbalance. Det kræver en politisk kamp for at udfordre den herskende klasses magt og for et revolutionært, socialistisk perspektiv for fremtiden.