“USA minder måske endnu ikke om Frankrig, som hvert eller hvert andet år lammes af en strejke, men pludselig er de amerikanske fagforeninger gået på gaden på en måde, der ikke er set i årtier.” – New York Times

9.200 arbejdere på 2 fabrikker hos General Motors (GM) i USA afsluttede i slutningen af juli en 2 måneder lang strejke. Kort før strejken sluttede, forberedte arbejderne på 5 andre fabrikker sig på at tilslutte sig strejken.

GM menes at have tabt 2,2 milliarder dollars i løbet af de to måneder. Da strejken sluttede, lå 27 ud af GM’s 29 samlefabrikker stille, og 190.000 timelønnede var sendt hjem. Som vi så i mindre målestok under forårets strejke i Danmark, betyder “Just-in-Time”-produktion, at selv få tusinde arbejdere kan trække hundredtusindvis af arbejdere med ind i en konflikt.

USA er ikke det middelklassesamfund, vi ser på TV. Arbejderklassen er ved at genvinde sin styrke

Strejken skyldes en bevidst strategi fra GM om at flytte produktionen til bl.a. Mexico og Brasilien for at slippe for overenskomster med fagforeningen og for regler om arbejdstid og mindsteløn.

GM-strejken kom mindre end et år efter, at 185.000 transportarbejdere hos United Parcel Service (UPS) sidste sommer vandt en klar sejr efter at have strejket i 16 dage. UPS-arbejdernes sejr har været en opmuntring til andre arbejdere og har betydet en genoplivning af den amerikanske fagbevægelse. Flere steder er der stadig større strejker i gang i USA.

I starten af juli demonstrerede over 20.000 bygningsarbejdere i New York imod, at bystyret havde givet arbejdet med en større udvidelse af undergrundsbanen til et firma uden overenskomst med fagforeningen. “Hvis først man lader folk uden for fagforeningen få en fod indenfor, er de næsten umulige at få ud igen,” sagde en af bygningsarbejderne.

Demonstrationen udviklede sig til et større slagsmål med politiet. Men selv om medier og politikere forsøgte at skyde skylden på “udefrakommende ballademagere”, kan de ikke skjule, at flere og flere amerikanske arbejdere er villige til at bruge radikale midler i kampen for deres rettigheder.

Strejkerne udtrykker en meget modsætningsfyldt situation i det amerikanske samfund. I 70’erne og 80’erne var arbejdsløsheden høj. Reallønen faldt, og arbejdstiden steg – langt mere end i Europa. I dag er arbejdsløsheden faldet i hvert fald i nogle brancher, og arbejderne er ikke så bange for at gå til modstand. Når der samtidig tjenes enorme profitter – GM’s tab under strejken kan tjenes ind på godt 3 måneder – kan det ikke undre, at arbejderne slås for at få deres andel.

Men opsvinget i USA’s økonomi betyder ikke, at konkurrencen er væk. Trods de enorme profitter foregår der en kamp på liv og død mellem de enkelte virksomheder – såvel nationalt som internationalt. Af de tre store bilfabrikker i USA har GM et langt mere forældet produktionsapparat end Chrysler og Ford. Selv en gigant som GM – verdens største selskab – er ikke usårlig over for konkurrencen fra andre store selskaber.

For bosserne i GM, UPS, Caterpillar og alle de andre er det en kamp om magt og privilegier, som de vil bruge alle midler for at bevare. Omkostninger har de tænkt sig, at deres arbejdere skal bære – i form af fyringer og øget arbejdstempo. GM har fyret 38.000 arbejdere siden 1993 og ønsker at fyre 50.000 mere – samtidig med, at produktiviteten er steget med 14 pct. siden 1994.

USA har aldrig været det middelklasse-samfund, som utallige TV-serier fortæller os. I en situation med opsving samtidig med skærpet konkurrence er det næppe sidste gang, vi har set arbejdere i USA slås i tusindvis for deres rettigheder.