“Situationen er ret så alvorlig,” indrømmede en højtstående embedsmand i det japanske finansministerium.

Dette er en underdrivelse. Japan, verdens næststørste økonomi, er officielt i krise. Dets økonomi havde for første gang i 20 år negativ vækst. Nationalindkomsten faldt med en årlig rate på 5,3 pct. i de første tre måneder af 1998.

John Llewellyn, international cheføkonom i det britiske investeringsfirma Lehman Brothers sagde: “Investorerne kan ikke se nogen klar bundgrænse for yen’ens fald. Det er på tide at skalke lugerne.”

Peter Morgan, økonom hos HSBC Securities Japan, sagde: “Japan er enten på kanten af en deflations-spiral eller allerede inde i den.” “Den grundlæggende opfattelse er, at situationen ikke vil blive bedre,” sagde Kiichi Murashima, økonom ved Nomura Research Institute.

Firmaer som Nissan har problemer. Firmaet er blevet sat i højrisiko-gruppen af Standard and Poor’s vurderingsbureau, som bankfolk bruger til at vurdere kreditværdighed. Mindst 90 andre firmaer er i samme båd, deriblandt All Nippon Airways, Sumitomo Real Estate, 22 banker og ni af de største forsikringsselskaber. I virkeligheden har Japan ligget stille i det meste af 1990’erne.

Årsagerne til Japans tilbagegang skal søges i bobleøkonomien i slutningen af 1980’erne. Et lettilgængeligt lånemarked virkede som brændstof i et opsving, der spredte sig fra industrien til spekulation i ejendomme og aktier. I USA blev der bygget en fabrik, som kunne producere 450.000 køretøjer om året.

Da økonomien begyndte at vende nedad i begyndelsen af 1990’erne, kunne bankerne konstatere, at de sad med massive lån, de ikke kune gøre sig håb om at få betalt tilbage, mens store selskaber var tynget af en enorm gældsbyrde. Problemet med dårlige lån kan have et omfang på 100 trillioner yen, svarende til 5000 milliarder kroner.

De fallerede selskabers nettoforpligtelser er højere i forhold til nationalindkomsten, end de var i USA under den store depression i 1930’erne.

Under Japans sidste store økonomiske krise i 1970’erne var problemet inflation. Nu er det deflation.

Økonomien er så presset, at engros-priserne falder. Forbrugerne sparer på pengene i stedet for at bruge dem.

Denne deflations-spiral har lammet magthaverne i Japan. Sidste år hævede den japanske regering skatterne i jagten på den “finanspolitiske ansvarlighed”, som finansministre holder så meget af. Dette medvirkede til at standse en begyndende økonomisk genrejsning.

Nu er regeringens idé at pumpe milliarder ind i økonomien for at få gang i inflationen og tilskynde folk til at forbruge og derved kickstarte økonomien.

Men det er et farligt spil. Inflation kan måske få yen’en til at gå ind i et frit fald på aktiemarkederne. Allerede nu har den nået den laveste kurs i 7 år i forhold til dollaren. Bankerne er under pres for at kræve deres lån indfriet. Dette har allerede ført til en bølge af fallitter i Thailand og Indonesien.

Japans økonomiske krise har antaget et omfang, der truer stabiliteten i hele verdensøkonomien. Den thailandske vicepremierminister advarede i begyndelsen af juni om, at den kunne fremskynde endnu en asiatisk krise og, som resultat heraf, en global økonomisk nedtur.

OECD har beregnet, at sammenbruddet på de asiatiske markeder og den billigere eksport vil forøge USA’s balanceunderskud med 100 milliarder dollars i 1997-99.

I USA har aktiemarkedet været inde i sin egen spekulative boble gennem de seneste år. Indtil nu har de amerikanske og europæiske banker og finansministre indtaget den selvtilfredse holdning, at den østasiatiske krise kun har haft en ubetydelig virkning på deres egne økonomier.

Men boblen kan være ved at briste, og de japanske lidelser kan vise sig at være starten på en global sygdom.

Oversat fra Socialist Worker, 20. juni 1998