“Hvad er sammenhængen mellem krise og revolution?” Dette spørgsmål bliver stillet igen og igen på socialistiske møder. Det er blevet et aktuelt spørgsmål, efter at krisen i Østasien medvirkede til, at Indonesiens Suharto pludselig gik af.

Der har længe eksisteret to modsatte og lige forkerte holdninger til det spørgsmål.

Den første hævder, at kriser automatisk fører til revolution. Således mente fx de tidlige British Marxists of the Social Demokratic Federation i 1886, at den stigende arbejdsløshed ville føre til en britisk revolution udsprunget af gadeprotester ligesom dem, der havde spillet en væsentlig rolle i den franske revolution i 1789-94. Ligeledes troede mange revolutionære, at den stigende arbejdsløshed i 1920-21 kunne afskaffe den vestlige kapitalisme, der i forvejen var rystet af de kampe, der fulgte den russiske revolution.

Denne holdning varede ved til op i 1950’erne, hvor man, mens efterkrigstidens økonomiske boom var på sit højeste, kunne høre nogle socialister sige, at arbejderne havde brug for tilbagegang for at gøre en ende på deres ‘apati’.

Men revolutionen kom ikke som et automatisk resultat af kriserne i 1880’erne eller 1920-21 og heller ikke, da det store opsving sluttede i 1973-75. Og det endelige resultat af 1930’ernes elendighed var fascisme over det meste af Europa, ikke revolutionær socialisme.

Den anden holdning konkluderer ud fra de samme erfaringer, at økonomiske kriser aldrig kan øge chancen for revolution. Men heller ikke denne holdning passer med de historiske erfaringer.

Krisen i 1920-21 førte ikke umiddelbart til revolution, men den blev efterfulgt af sociale rystelser i Tyskland og Bulgarien i 1921, samt af generalstrejken i Storbritannien i 1926. I 1930’erne så vi Hitlers sejr i Tyskland, men også revolutionære opstande i Spanien, fabriksbesættelser i Frankrig i 1936 og fabriksbesættelserne i USA, der førte til en markant stigning i antallet af fagforeningsmedlemmer.

Der er faktisk en sammenhæng mellem økonomiske kriser og social revolution – og det har der været lige siden klassesamfundets oprindelse for omkring 5000 år siden. Men det er ikke en mekanisk, automatisk sammenhæng.

For at forstå hvorfor, må man se på, hvordan ethvert klassesamfund fungerer under ‘normale’ omstændigheder. Den herskende klasse fastholder sin magt med en blanding af magt og ideologisk dominans. Men ingen af disse ting ville være effektive, hvis ikke det var for noget andet – følelsen hos hovedparten af befolkningen af, at den eksisterende måde at gøre tingene på er den eneste, og at det med en smule held vil gå godt for dem.

Det betyder dog ikke, at folk generelt er lykkelige. Livet er for mange stadig, som bibelen siger det “en jammerdal”, og selv de, der er i stand til at opretholde en tålelig tilværelse, går næppe rundt og smiler hele tiden. Det betyder heller ikke, at der ikke er nogen klassekamp. Der har altid været en eller anden form for modstand – slave mod slaveejer, bonde mod godsejer eller arbejdere imod arbejdsgivere. Men modstanden bliver normalt ikke samlet i en bevægelse, der kan give folk følelsen af, at tingene kan ændres. Derfor kan den herskende klasse isolere og slå ned på de individer, der prøver at organisere en bredere modstand.

Økonomiske kriser kan hurtigt ændre tingene på to måder. Fra den ene dag til den anden mister de fleste mennesker selv de små ting, der hidtil har gjort livet udholdeligt, og driver enormt mange til randen af desperationen. Krisen skaber også dybe splittelser inden for den herskende klasse. Når de opdager, at deres hidtidige måde at styre tingene på ikke fungerer længere, begynder de en desperat indbyrdes kamp.

De institutioner, de har brugt til den ideologiske kontrol af befolkningen – kirkerne, templerne og moskeerne i gamle dage og massemedierne i dag – begynder at rakke ned på hinanden. Politikere, erhvervschefer og generaler bekæmper hinanden. Selv det hemmelige politi ved ikke længere, hvem fjenden er. I ekstreme tilfælde vil en del af den herskende klasse prøve at beskytte deres positioner ved at mobilisere en gruppe af befolkningen bag sig.

Der foregår en dialektisk vekselvirkning mellem skænderierne inden for den herskende klasse i samfundets top og massernes bitterhed i samfundets bund. Splittelserne i den herskende klasse giver for første gang arbejderklassen en oplevelse af, at der er en mulighed for, at de kan udtrykke deres egen vrede. Og dette forstærker igen forvirringen hos de herskende om, hvordan de skal komme videre.

Det er præcis dette mønster, vi så i Indonesien – ligesom vi så det i Frankrig i 1848, i Rusland i 1917, i Tyskland i 1918-19 og 1923, i Frankrig i midten af 1930’erne, eller tættere på, i Øst-europa i 1956, 1968, 1980-81 og 1989. Lenin opsummerede denne proces ved at nævne som to af betingelserne for en revolution, at hverken den herskende klasse eller flertallet af befolkningen synes, at samfundet kan fortsætte som hidtil.

Dette er imidlertid ikke enden på den historie. Når krisen ødelægger folks liv kan det få vreden til at blive til fortvivlelse, når problemet med blot at holde sig selv i live dræner folks tro på, at det kan lade sig gøre at ændre tingene ved kollektiv aktion. Når dette først er sket, kan dele af den herskende klasse med den mest drastiske og barbariske holdning se en mulighed for at løse krisen til fordel for deres egen klasse på bekostning af alle andre.

Dette var selvfølgelig, hvad der skete i 1930’erne, men det er ikke et uundgåeligt resultat af alle store kriser.

Der er en anden mulighed, der afhænger af, om kampens dynamik opbygges til det punkt, hvor krisen får den herskende klasse til at blive forvirret og befolkningens bitterhed bliver frigjort. Men der opstår altid politiske kræfter, som prædiker det modsatte, dødsensfarlige budskab. De siger, at folk skal tage det roligt, at de skal stole på, at de etablerede politikere vil løse deres problemer for dem og ikke skabe mere ‘kaos’ ved at fortsætte kampen. De retfærdiggør sig selv ved at tale om ‘realisme’. Men det er en vej, der kun kan føre til demoralisering og nederlag.

Det var derfor, Lenin holdt fast ved, at der er endnu en betingelse for en vellykket revolution – tilstedeværelsen af et revolutionært parti, der er indstillet på at kæmpe imod enhver snak om forsoning med den del af klassefjenden, der har et ‘liberalt’ skær over sin politik.