En af grundlæggerne af IS-tendensen, Tony Cliff udviklede teorien om statskapitalisme efter den anden verdenskrig for at forklare, hvorfor Sovjet og de østeuropæiske satelitstater ikke var socialistiske.
Her argumenterer han for, at historien har eftervist hans teori.

Det er næsten 10 år siden, at Berlinmuren faldt. Kort tid efter fulgte de stalinistiske regimer i Østeuropa og Rusland efter.

I 1947, for 51 år siden, kom jeg til den konklusion, at de stalinistiske regimer var statskapitalistiske. Jeg skrev et par bøger for at udvikle teorien. Men man kan selvfølgelig aldrig være sikker på sine egne ideer, førend virkeligheden bekræfter dem.

De stalinistiske regimers sammenbrud gør en obduktion mulig. Hvis Rusland var et socialistisk land, eller hvis det stalinistiske regime var en arbejderstat, selv om den var degenereret eller deform, så ville stalinismens kollaps have betydet, at en kontrarevolution havde fundet sted. Under sådanne omstændigheder ville arbejdere have forsvaret en arbejderstat, ligesom arbejdere altid forsvarer deres fagforeninger, hvor højreorienterede og bureaukratiske disse end måtte være. Arbejdere ved fra deres egne daglige erfaringer, at hvor svag fagforeningen end er, så er den arbejdernes forsvarsorganisation mod arbejdsgiverne. Arbejdere på en organiseret arbejdsplads får højere løn og har bedre arbejdsforhold end på arbejdspladser, hvor der ikke er nogen fagforening.

Forsvarede arbejderne i Rusland og Østeuropa regimet i 1989-91? Selvfølgelig ikke. Arbejdere i disse lande var fuldstændigt passive. Der var mindre vold på det tidspunkt end under minearbejderstrejken i Storbritannien i 1984-85. Det eneste land, hvor regimet blev forsvaret, og med vold, var Rumænien; men det blev ikke forsvaret af arbejdere, men af Securitate, det hemmelige politi.

Hvis der havde været en kontrarevolution, ville folk på samfundets top være blevet fjernet. Men det var karakteristisk for de stalinistiske regimers sammenbrud, at de samme personer, som havde styret økonomi, samfund og politik under stalinismen, fortsatte med at sidde på toppen. Årene 1989-91 betød ikke et skridt tilbage for folk på samfundets top, men blot et skridt til siden.

Det er derfor tydeligt, at der ikke var en kvalitativ forskel på de stalinistiske regimer og det, der eksisterer i dag i Rusland og Østeuropa. Når ingen i dag benægter, at regimet er kapitalistisk, så følger det, at det også var kapitalistisk før.

Oktoberrevolutionen i 1917 bragte arbejderklassen til magten i Rusland. Revolutionen fik enorm betydning internationalt. Arbejderrevolutioner fandt sted i Tyskland, Østrig og Ungarn, mens kommunistiske massepartier voksede frem i Frankrig, Italien og andre steder. Lenin og Trotskij var fuldstændigt overbeviste om, at den russiske revolutions skæbne afhang af den tyske revolutions sejr.

Men tragisk nok endte den tyske revolution med nederlag. Fraværet af et revolutionært parti med erfarne kadrer, som var i stand til at lede de mest avancerede arbejdere, dømte revolutionen til undergang. Siden da har vi gang på gang set proletariske revolutioner, som ikke endte med sejr på grund af manglen på et revolutionært parti: Spanien og Frankrig i 1936; Italien og Frankrig i 1944-45; Ungarn i 1956; Frankrig i 1968; Portugal i 1974-75; Iran i 1979 og Polen i 1980-81.

Den tyske revolutions nederlag i 1923 havde enorme konsekvenser for Rusland. Det førte til en drejning imod pessimisme og tilpasning til højrefløjen. Stalin førte åbent et felttog mod Trotskij i 1923. Han blev hjulpet af det faktum, at Lenin lå på sit dødsleje og derfor var uden for indflydelse i omkring et år før sin død. Trotskijs forklaring på stalinismens opståen som produktet af den russiske revolutions isolation og presset fra verdenskapitalismen var helt korrekt. Derfor var hans beskrivelse på det tidspunkt af det stalinistiske regime som en degenereret arbejderstat passende.

Under besættelsesårene og borgerkrigen, som fulgte den russiske revolution, blev Sovjetstyret angrebet af væbnede styrker fra Tyskland, Storbritannien, USA, Frankrig, Italien, Japan, Rumænien, Finland, Letland, Litauen og Tyrkiet. Det lykkedes ikke disse hære sammen med de hvide russiske hære at slå den røde hær. På den anden side lykkedes det ikke Ruslands revolutionære regering at slå verdens kapitalistiske regeringer. Så til sidst tvang presset fra verdenskapitalismen det stalinistiske regime til at blive mere og mere identisk med verdenskapitalismen.

Da Stalin i 1928 erklærede, at Rusland ville indhente de udviklede industrielle lande inden for 15 eller 20 år, betød det, at Rusland i løbet af en generation ville opnå, hvad der tog Storbritannien over 100 år i den industrielle revolution. I Storbritannien tog det tre århundreder at ekspropriere bondestanden og lette kapitalismens udvikling. I Rusland blev bønderne eksproprieret på tre år under den såkaldte "kollektivisering".

Da Stalin byggede sin industrielle-militære maskine, måtte han starte på et meget svagere fundament end de lande, han konkurrerede med. Hvis Nazityskland havde tanks og flyvemaskiner, kunne den militære maskine, Stalin byggede, ikke afspejle Ruslands sande produktivkræfter (bønderne havde ingen traktorer i 1928, men brugte stadig træplove), men måtte i stedet afspejle Tysklands.

Ruslands industrialisering var i høj grad rettet imod at opbygge sværindustri som fundamentet for våbenindustrien. En undersøgelse jeg lavede, var at sammenligne de forskellige femårsplaners produktion. Jeg fandt målene for den første, anden, tredje, fjerde og femte femårsplan og sammenlignede dem (i Rusland under Stalin ville ingen havde vovet at gøre dette).

For sværindustriens vedkommende var målet for stål i den første femårsplan 10,4 mio. tons; i den anden 17 mio., den tredje 28 mio., den fjerde (på grund af krigen) 25,4 mio. og den femte 44,2 mio. Det var tydeligt, at kurven gik stejlt opad. Det samme gjaldt for elektricitet, kul og jern. For forbrugsgodernes vedkommende var billedet fuldstændigt anderledes. For eksempel var målet for bomuldsvarer i den første femårsplan 4,7 mia. meter; den anden 5,1; den tredje 4,9 den fjerde 4,7. Over 20 år steg målet således slet ikke. For uldvarer var billedet endnu mere dystert. Den første femårsplan satte som mål at hæve produktionen til 270 mio. meter; den anden til 227; den tredje til 177; den fjerde til 159. Målene skar produktionen ned med næsten 40 procent over 20 år.

Rusland var god til at producere Sputnikker, men ikke til at producere sko.

Kapitalismen er domineret af behovet for kapitalakkumulation. Ford er nødt til at investere hele tiden, ellers vil virksomheden blive slået af General Motors. Konkurrencen mellem kapitalistiske virksomheder tvinger hver eneste af dem til at investere mere og mere, til at akkumulere mere og mere kapital. Konkurrencen mellem kapitalisterne tvinger dem også til at øge udbytningen af arbejderne. Kapitalens tyranni over arbejderne er den anden side af konkurrencen mellem kapitaler.

Det samme gælder for det stalinistiske tyranni over for arbejdere og bønder. Den hårde udbytning, inklusiv arbejdslejrene, var biproduktet af konkurrencen mellem Rusland og andre kapitalistiske magter, først og fremmest Nazityskland.

Tre hovedargumenter bliver brugt for at modgå statskapitalismeteorien. For det første hævdes det, at kapitalisme er synonymt med privatejendom. I Rusland var produktionsmidlerne statsejede, ikke privatejede, så derfor kunne det ikke være kapitalistisk. For det andet er kapitalisme ikke foreneligt med planlægning. Den russiske økonomi var en planøkonomi. For det tredje behøvede det stalinistiske Rusland kun en politisk revolution for at ændre styreformen, mens det under kapitalismen er nødvendigt at gennemføre ikke bare en politisk revolution, men også en social revolution.

Jeg vil behandle hvert af argumenterne et efter et.

I 1847 skrev Proudhon, en forvirret fransk socialist, i sin bog Elendighedens filosofi, at kapitalisme er lig med privatejendom. Marx skrev i en skarp kritik med titlen Filosofiens elendighed: "Privatejendom er en juridisk abstraktion." Hvis privatejendom er lig med kapitalisme, så havde vi kapitalisme under slaveriet, fordi der var privatejendom; under feudalismen havde vi kapitalisme, fordi der var privatejendom. Ejendomsformen er kun en form, den fortæller intet om indholdet. Der kan eksistere privatejendom sammen med slaveri, med livegenskab og med lønarbejde. Hvis en eller anden siger: "Jeg har en flaske fuld af noget," så fortæller det ikke, hvad dette 'noget' er. Det kan være vin, det kan være vand, det kan være hvad som helst. Beholder og indhold er ikke det samme, så det samme indhold kan puttes i forskellige beholdere. Vandet kan hældes i en flaske eller i et glas eller i en kop. Hvis privatejendom kan indeholde slaveri, livegenskab og lønarbejde, så kan slaveri selvfølgelig eksistere sammen med privatejendom og med statsejendom. I middelalderen gik det vigtigste skel mellem livegne i landsbyen og feudalherren på godset. Men der var en anden slags livegenskab – livegne, som arbejdede på kirkens ejendom. Selvom kirken ikke var ejet af individer, lettede det ikke byrden for de livegne, som arbejdede på kirkens land.

Hvad med det andet argument, at det stalinistiske Rusland var en planøkonomi, mens der ingen plan er under kapitalismen? Dette er ikke korrekt. Kapitalismens kendetegn er, at der er en plan for den enkelte enhed, men ingen planlægning mellem enhederne. På en Ford-fabrik er der en plan. Fabrikken producerer ikke halvanden motor pr. bil, eller to hjul pr. bil. Der er en plan, men mellem Ford og General Motors er der anarki. I det stalinistiske Rusland var der en plan for den russiske økonomi, men der var ingen planlægning mellem den russiske økonomi og for eksempel den tyske økonomi.

Det tredje argument om adskillelse mellem en politisk og en social revolution falder til jorden i en situation, hvor staten er indehaver af rigdommen. I Frankrig i 1830 var der en politisk revolution. Monarkiet blev væltet og et konstitutionelt monarki etableret. Dette ændrede ikke den sociale scene, fordi ejerne af rigdommen var kapitalisterne, ikke staten. Men hvor staten er indehaver af rigdommen, er det at tage den politiske magt også at tage den økonomiske magt. Der er ingen adskillelse mellem politisk og social revolution.

I over 60 år havde stalinismen massiv støtte inden for den internationale arbejderbevægelse. Den skubbede den revolutionære socialisme, trotskismen, ud på sidelinjen. Stalinismens tiltrækningskræft var ekstrem betydningsfuld. Nu, med sammenbruddet i det stalinistiske Rusland, har tingene ændret sig. I februar 1990 blev historikeren Eric Hobsbawm, det britiske kommunistpartis guru, spurgt: "I Sovjetunionen ser det ud som om arbejderne er ved at vælte arbejderstaten." Hobsbawm svarede: "Det var tydeligvis ikke en arbejderstat, ingen i Sovjetunionen troede nogensinde på, at det var en arbejderstat, og arbejderne vidste, at det ikke var en arbejderstat." Hvorfor fortalte Hobsbawm os ikke dette for 50 eller bare 20 år siden?

Generalsekretæren for det britiske kommunistparti, Nina Temple, udtalte nogenlunde samtidig: "Jeg mener SWP (Socialist Workers Party, den britiske gren af IS-tendensen) havde ret, trotskisterne havde ret, der var ikke socialisme i Østeuropa. Og jeg mener, vi skulle have sagt det for længe siden."

Når man læser Nina Temples udtalelse, kan man ikke lade være med at spekulere på, hvad der ville ske, hvis paven erklærede, at gud ikke fandtes. Hvordan ville den katolske kirke så overleve? Forvirringen blandt de stalinistiske partier verden over er overvældende. De af os, som kaldte Rusland statskapitalistisk lang tid før det stalinistiske regimes sammenbrud, etablerede et brohoved til fremtiden og bevarede den ægte marxistiske tradition – socialisme fra neden.