Historien gentager sig i Latinamerika. I juni måned afslørede New York Times og Washington Post de uhyrligheder, som er begået i endnu en USA-støttet krig for at understøtte et korrupt regime.

Denne gang i Colombia, hvor mere end 35.000 civile er dræbt og en million drevet på flugt gennem de sidste ti år. Indtil juni måned vidste meget få mennesker uden for Pentagon, at USA gennem ti år har understøttet den colombianske regerings krig mod en venstreorienteret guerillabevægelse.

USA’s militære hjælp til Colombia er tredoblet siden 1995 – til 95,9 millioner dollars sidste år. Alligevel har guerillaen vundet terræn og kontrollerer nu næsten halvdelen af landet. Ligesom under borgerkrigen i El Salvador har USA brugt næsten en milliard dollars og optrænet colombianske militærenheder – både på USA’s egen “School of the Americas” i Georgia (hvor også Roberto D’Aubuisson, leder af El Salvadors dødspatruljer, blev uddannet) og i selve Colombia, hvor amerikanske elitesoldater gennemfører ‘øvelser’.

De amerikanske generaler og politikere, som overvåger krigen i Colombia, hævder, at de forsvarer den vestlige halvkugles næstældste demokrati mod at blive overtaget af en bevægelse af ‘narko-guerillaer’ – en indbildt forsamling af narkobaroner og frihedskæmpere. Lederen af Det Hvide Hus’ afdeling for narko-politik (også en general), Barry R. McCaffrey, hævdede: “De bevogter narko, de transporterer narko, de dyrker narko. De er en narko-guerilla. Punktum.” Et republikansk medlem af Kongressen, Benjamin Gilman, udtalte for nylig: “Vi kan ikke længere lukke øjnene for den skræmmende mulighed, at der opstår en narkostat blot tre timers flyvning fra Miami.” General Charles Wilhelm, øverstkommanderende for USA’s militære enheder i Latinamerika og Caraibien, udlagde sin analyse af situationen således: “Truslen er overhængende. Vi står over for en underminering af regeringsmagten på græsrodsplan. I en vis forstand er nationen delt.”

Men der er kun ringe beviser på en forbindelse mellem guerillaen og det colombianske narkokartel. Selv amerikanske efterretningsfolk indrømmer dette. En talsmand for en af de to største guerillabevægelser, Colombias Revolutionære Væbnede Styrker (FARC), har sagt, at guerillaen har opbakning fra mange bønder, herunder mange som dyrker coca-planten. Han sagde desuden, at USA har opdigtet anklagerne om, at der er en forbindelse mellem oprørerne og narkokartellet: “Ideen er ganske enkelt at fremstille os som kriminelle, at afvise at vi kæmper en politisk kamp. Det er en metode til at retfærdiggøre en militær intervention.”

På den anden side er der veldokumenterede beviser på forbindelser mellem narkohandlerne og den colombianske regering. Narkohandlere holder sig ikke ude af politik. Dette understregede New York Times: “I mange tilfælde har narkohandlere ... bevæbnet paramilitære styrker mod oprørerne; blandt ofrene for dødspatruljerne er der tusindvis af bønder og fagforeningsfolk og hundredvis af oprørere, som ellers havde overgivet sig.” Colombias præsident, Ernesto Samper, modtog penge fra Cali-narkokartellet under valgkampen i 1994. Og for to år siden blev chefen for de væbnede styrker, general Zuniga afsat, da hans forbindelser til narkohandlere blev afsløret.

Påstanden om, at Colombia er et demokrati, bygger også på et spinkelt grundlag, idet man næppe kan kalde valgene frie. Regeringstro dødspatruljer dræbte 50 mennesker i en bølge af massakrer op til det seneste præsidentvalg her i foråret. De kidnappede 25 venstreorienterede fra deres boliger i oliebyen Barrancabermaja og slog dem senere ihjel. På selve valgdagen måtte vælgerne passere bevæbnede soldater ved næsten alle afstemningssteder.

Den colombianske regering er en af verdens mest berygtede, når det gælder menneskerettigheder. I gennemsnit begås dagligt 12 politiske drab, de fleste på civile. Colombia står for halvdelen af drabene på fagligt aktive på verdensplan. Sidste år blev mindst 156 fagligt aktive dræbt, herunder 61 lærere. De fleste blev massakreret af paramilitære dødspatruljer, fordi de argumenterede for faglige rettigheder. I de sager, hvor drabsmanden er afsløret, er 65 procent udført af colombianske soldater, politifolk eller paramilitære enheder, der støtter regeringen.

I løbet af de sidste seks år har dødspatruljerne myrdet fem menneskerettighedsaktivister fra menneskerettighedskomiteen i Barrancabermaja. Amnesty International lukkede sidste år sit kontor i Colombia på grund af dødstrusler mod kontorets ansatte. Amnesty fortalte, at dødspatruljerne ofte annoncerer sine angreb, inden de bliver gennemført, men at regeringen intet gør for at beskytte folk. Samtidig bliver, iflg. Peace Brigades International, “de, der udtaler sig imod drabene og forsvindingerne – fagforeningsmedlemmer, lokale myndigheder, familier til forsvundne – ofte selv udsat for trusler, forsvindinger eller drab”.

Den egentlige årsag til Clintons bekymring over for udfaldet af borgerkrigen i Colombia har lige så lidt at gøre med et forsvar for demokratiet eller en bekæmpelse af narkotransport som alle tidligere militære interventioner i Latinamerika. Havde dette været tilfældet, ville Clinton have forsvaret de myrdede fagforeningsaktivisters rettigheder i stedet for at optrappe krigen mod venstrefløjen. Store dele af arbejderklassen identificerer sig med guerillaen. For eksempel gennemførte de offentligt ansatte oliearbejdere en 24-timers strejke i protest mod massakrerne.

Colombia er strategisk vigtig for USA, sådan som landet ligger midt imellem Venezuela – USA’s største olieleverandør – og Panama-kanalen. En højtstående militærperson udtalte til New York Times: “Vi burde kunne sige rent ud, uden at skulle føle, vi skal stå skoleret, at der et oprørsproblem, som truer landets stabilitet.” Udenrigsministeriets embedsmænd benyttede sig af et juridisk smuthul til at understøtte det colombianske regime – et program fra 1991 kaldet Joint Combined Exchange Training, som tillader amerikanske specialenheder i al hemmelighed at forsvare et hvilket som helst diktatur, det måtte ønske. USA har bogstaveligt talt overtaget kontrollen med det colombianske militær. Som general Wilhelm udtrykker det: “Dette er ikke et engangsknald. Dette er et ægteskab på livstid.”