Doping, disciplin og sponsorernes magt har fjernet den sidste rest af kreativitet og leg i sporten. Hans Erik Madsen beskriver, hvordan sporten er en del af den kapitalistiske markedsøkonomi

“Idræt er ikke længere idræt, men Big Business. Idrætsfolkene er ikke længere idrætsfolk, men reklamesøjler. Og tilskuere og tv-seere følgelig ikke længere idrætsinteresserede, men kunder.”
(Henrik H. Brandt, Jyllands-Posten, tirsdag den 14. juli 98.)

Sport er Big Business. Men sport er mere end blot et spejlbillede på den kapitalistiske produktionslogik: konkurrence og jagten på profit. Sport er også et vigtigt ideologisk redskab for at bevare kapitalismen. Sport bliver nydt af millioner af mennesker verden over – og af præcis samme grund er sport også Big Business.

Ingen kan i dag være i tvivl om at sport og penge hænger uløseligt sammen. Episoden med Ronaldo, som på trods af sygdom højest sandsynlig blev tvunget af sin sponsor Nike til at stille op i VM-finalen i fodbold i år, eller afsløringen af Tour de France-rytternes systematiske anvendelse af doping er blot nogle af de seneste eksempler på, hvordan pengeinteresser sættes over menneskelig velfærd.

Men sport og penge er ikke kun et anliggende på internationalt topplan. Det præger i højere og højere grad al sportslig aktivitet. Fx har et fodboldhold, som ikke er i stand til at stable en omsætning på 4-5 millioner på benene, ikke en chance for at overleve i den hjemlige superliga. Det er på det niveau, Århus Fremad har skrabet sig igennem og overlevet sin første sæson. Og det er ud fra den betragtning, at nyoprykkeren B93 faktisk allerede nu dømmes til nedrykning. Firmaet B93 er slet ikke gearet til kapitalistisk konkurrence på det niveau.

Verdensmesterskaberne i fodbold er den foreløbige kulmination for den globale sportsindustri. Frem til finalen den 12. juli regnede de franske arrangører med, at et samlet publikum på 37,5 milliarder mennesker havde fulgt stjernerne på grønsværen på deres tv over alt på kloden. Alene finalen, forventede man, ville blive set af en fjerdedel af klodens befolkning. Alt dette ved sponsorerne. Eric Kraus, talsmand for Gillette sagde således: “Vil man være global aktør, må man være med ved VM.”

Sponsorrækken bestod da også af lutter kendte: Adidas, Coca-Cola, Canon, McDonalds, Mastercard – disse giganter har tilsammen lagt 2,8 milliarder kroner i det internationale fodboldforbund FIFAs kasse for at få lov til at reklamere for deres mærker i verdensoffentligheden og sætte VM 98-logo på deres produkter. Samtlige 12.000 officials bar under VM Adidas' tre striber. Det skulle styrke deres muligheder for at fastholde sin markedsandel på 36 pct. i Europa og udvide det på andre kontinenter overfor især konkurrenten Nike.

Indtægterne fra tv-transmissionerne spillede også en enorm rolle. Og prisen for tvrettighederne er tordnet i vejret. I 1987 købte de europæiske public-servicestationer i EBU rettighederne til fodbold VM fra 1990 til 1998 for en pris på 344 millioner dollar. Til sammenligning kostede det den tyske mediegigant Leo Kirch 2,2 milliarder dollars at købe rettighederne til de næste tre VM-slutrunder.

“Der er ingen varer eller serviceydelse i verden, som har været udsat for så kraftige prisstigninger på så kort tid,” udtaler vicepræsident i EBU, Boris Bergant.

FIFA, der får en kommission på 20 procent af tv-rettigheder, billetter og varelicenser, har siden VM i 1994 fordoblet den sæk penge, der udbetales til hvert af de deltagende hold pr. kamp, de spiller for VM-forretningen, så det nu er på 4 millioner kr. pr kamp. Men det overgås af lukrative sponsorkontrakter, som de nationale fodboldforbund kan indgå. Fx har Brasiliens guldhold fra sidste VM i fodbold fået en 10 årig kontrakt med Nike på 200 millioner dollars. De to firmaer er hver især sponsor for seks nationale hold ud over et utal af individuelle spillere.

20 pct. af alle tilskuerpladserne er opkøbt af sponsorerne – som giver dem videre til ansatte, forretningsforbindelser etc. Det har drevet billetpriserne i vejret, hvilket har medvirket til at færre og færre fra arbejderklassen har råd til at gå til fodbold. Det har ført til protester og udgør en del af miseren bag optøjerne blandt tilskuerne – vel og mærke blandt alle de, som ikke kunne få billetter.

At sport og penge hænger uløseligt sammen er åbenbar for selv de mest fanatiske sportstilhængere. Hvad der er knap så åbenbart, er den rolle, som sporten spiller rent ideologisk. To britiske erhvervsledere udtalte efter EM i fodbold i 96:

“En glad arbejdsstyrke er en bedre arbejdsstyrke – Englands sejre har givet et lift,” og “jo flere sejre, desto højere produktivitet”. Ideerne om, at “vi er alle i samme båd”, er lettere at markedsføre, når nationens hold stiller op.

For de mange tilskuere fra arbejderklassen giver sporten en mulighed for at flygte fra den kedelige fremmedgjorte hverdag og for at kunne identificere sig med de kendte stjerner, klubber og landshold, hvilket kan give afveksling og spænding i tilværelsen. Men i virkeligheden afspejler sporten netop den kedelige hverdag. Som den tyske socialist Adorno rammende skrev det: “Underholdningen i avancerede kapitalistiske samfund er arbejdets forlængelse.” Ligesom på fabrikken er nøgleordene for sportslig succes effektivitet og disciplin, hvilket ofte fører til nedslidning og ødelæggelse af den menneskelige krop. Træningen er i stigende grad inhuman, baseret på teknikker, som er lig dem, der bliver brugt i produktionen. For mange idrætsfolk, som ikke når sportens absolutte top, slutter karrieren med social deroute. Som i markedsøkonomien er konkurrencen selve kernen i sport. Evnen til at blive først, gøre tingene bedre end andre og slå en anden. Alt, der tæller i sport, er målbart og kvantitativt.

Arbejdere, der til dagligt protesterer mod mange af disse ting, når det gælder arbejdet, accepterer samtidig de samme holdninger og metoder, for så vidt det gælder sport.

Men hvis sporten afspejler det kapitalistiske konkurrencesamfund, hvad så med den sport, der eksisterede før kapitalismen?

Så vidt det er kendt, fandt systematisk sport for første gang sted i det antikke Grækenland. De Olympiske Lege blev til på et tidspunkt i det syvende århundrede f. kr. Ved disse lege prøvede de græske bystater deres militære kræfter af mod hinanden i sportslige lege. På den måde kunne de måle, hvem der havde de bedste soldater uden at der fandt direkte krigshandlinger sted, der kunne svække dem. Styrkeprøverne fandt sted indenfor discipliner som løb i fuld militær udrustning, spydkast, brydning, boksning og det såkaldte pankatrion. Sidstnævnte var en specielt ondskabsfuld kampsport, hvor alt var tilladt, bortset fra at stikke øjnene ud på hinanden. Legenes mål var entydigt at sikre, at den herskende klasse i de enkelte bystater havde krigere, som kunne sikre dem kontrollen over deres undersåtter, slaverne, samt forsvare sig overfor rivaliserende bystater. På den måde afspejlede sporten datidens samfund, nemlig slaveøkonomien den militære konkurrence mellem bystaterne.

Først år 300 f. kr. ændrede legene karakter, efter at bystaterne blev samlet i de hellenistiske kongeriger, hvilket gjorde de selvstændige byhære overflødige. Efterhånden skabtes et lag af specialiserede idrætsfolk, som levede af deres kunnen. Da romerne senere erobrede Grækenland, cementeredes legenes rolle som skuespil for folket. Men legene og sporten blev aldrig løsrevet fra den daglige jagt efter magt og profit med enten “fredelige midler” via slaveri og lønarbejde eller via krig.

De moderne olympiske leges stifter, franskmanden Pierre Courbertin, var dybt frustreret over Frankrigs nederlag til Tyskland i 1870-krigen. Han mente, at fiaskoen kunne være undgået, hvis idrætsundervisningen var blevet taget seriøst i skolerne. Senere mente han, at idræt var sund opdragelse for alle verdens unge.

Opfattelse af spil og fysisk udfoldelse har skiftet op gennem historien. Hvordan kunne det også være anderledes. Mange af de institutioner, som i dag bliver beskrevet som tidløse, er i virkeligheden et produkt af samfundsproduktionen, som har skiftet rolle og karakter, efterhånden som det antikke samfund blev erstattet med feudalismen og det samfund igen med kapitalismen.

Kigger vi på nutidens måde at dyrke sport på, så opstod den i snæver sammenhæng med kapitalismens gennembrud og den koloniale imperialistiske ekspansion i 1800-tallet.

Fodbold er nok den mest populære sportsgren i dag på verdensplan. Men dens rødder udspringer af den kristne opfattelse af “en sund sjæl i et sundt legeme” fra ca. 1850 på de engelske kostskoler – Eton, Rugby, Harrow osv. Målet var at udvikle store, stærke og selvbevidste mænd, som skulle lede samfundet. De første fodboldregler blev nedskrevet i 1848 på Cambridge University, og det var folk herfra, der stod bag oprettelsen af den første Football Association (FA) i 1863. I 1878 blev kostskolernes dominans brudt, da et professionelt hold vandt FA-turneringen. Fra da af begyndte professionel fodbold at dominere med spillere fra arbejderklassen.

I starten var spillet ikke baseret på holdet, men mere på de enkelte spilleres individuelle præstationer. Der var ingen arbejdsdeling mellem de forskellige spillere. En god spiller var lig en god dribler – dribleri var hovedaktiviteten. Den første funktionelle arbejdsdeling kom mellem angreb og forsvar. Så kom målmanden. Men beskrivelsen af målmanden kom først ind i de nedskrevne fodboldregler i 1870. Det var erfaringer fra organiseringen af arbejdstyrken og selve produktionsprocessen i industrien, der tydeligere og tydeligere begyndte at slå igennem indenfor fodboldspillet i 1880'erne og 90'erne. Taktik, specialisering og arbejdsdeling, fysisk træning, opbygningen af fodboldligaer og klubber organiseret som firmaer kom til at gennemsyre sporten.

Udviklingen af fodbold til en massesport hang også tæt sammen med kapitalismens udvikling. Efter at kapitalen råt og brutalt var slået igennem og havde udnyttet og hærget arbejdskraften, opstod kravene og kampen samtidig fra arbejderside om bedre forhold – kortere arbejdstid, mere velfærd, mere i løn. Kapitalisterne var nødt til at give indrømmelser både pga. presset fra arbejderklassen, men også fordi de selv havde en interesse i en mere stabil, sund og veluddannet arbejderklasse. Indførelse af fri lørdag eftermiddag og søndag og senere ferie var et kæmpe skridt fremad. Lørdag eftermiddag blev arbejdernes ugentlige åndehul – så var der fri søndagen over. Og denne fridag åbnede for alvor op for den populære sport.

I England blev en en fjerdedel af fodboldklubberne oprettet af kirken. De store industrivirksomheder var også hurtigt ude. Professionel fodbold blev legalt anerkendt i 1885. Der blev tænkt ideologisk fra starten. “Det at sprede sporten i arbejderklassen oppefra var vigtig for at genetablere en respektabel arbejderklasse ovenpå de oprørske tendenser – chartistbevægelsen og Pariserkommunen,” skriver P. Hargreves i “Sport, politik og ideologi”. Der er ingen tvivl om, at det ideologiske element var vigtigt for borgerskabet .

Samtidig blev sporten spredt ud over kloden af ingeniører, arbejdere, soldater og missionærer. Fx blev kricket og basketball spredt i Indien, på Cuba, i Mexico osv. I den forstand kom en del sportsgrene fra starten til at hænge snævert sammen med britisk imperialisme og nationalisme.

Imperialismen handlede om meget mere end at kontrollere mere land, flere stater, mere økonomi. Det handler også om at skaffe opbakning på hjemmefronten i den hjemlige arbejderklasse for imperialismen – at binde arbejderklassen til nationalisme og racisme. Den herskende klasse stod omkring århundredeskiftet i en situation, hvor den var nødt til at udvikle nye ideologiske redskaber for at udvide sin magt og samtidig bevare kontrollen over produktionsmidlerne og ikke mindst arbejderklassen.

I den proces indgik sporten som en del af hele opbygningen af nationalstaten – fra kongehus, flag, grænser, møntenhed etc. som et helt sæt af identifikationspunkter for landets indbyggere overfor andre landes indbyggere. “Vi er alle i samme båd” og “vi kan klare os overfor andre lande”. Vi har noget til fælles som danskere uanset klassetilhørsforhold. Det var disse ideologiske opfattelser, sporten skulle være med til at udvikle, og det er så sandelig lykkedes til fulde. Ligeså lidt som sport og penge kan adskilles, kan sport og politik. Der har vel næppe i nyere tid været et eneste OL, som ikke har været forsøgt udnyttet politisk. Eller for den sags skyld et VM i fodbold, Tour de France osv.

Sport er uløseligt forbundet med nøglebegreber i kapitalismen: præstationer, konkurrence, rekorder, hierarki, fysisk hårdt arbejde. Sport uden konkurrence er ikke sport, og det uanset, om vi snakker holdsport eller individuel sport. I sport er legen forsvundet. Improvisation og spontanitet skubbes tilside for styring, målrettethed, systemer og disciplin. Som den tidligere anfører for Tottenham, Mike England, udtalte: “Jeg siger aldrig, at jeg spillede fodbold. Det var arbejde. Ingen spillede fodbold i 96, ved OL eller sidste VM.”

Et af målene for socialismen er at genskabe mulighederne for leg, morskab og kreativitet, som under kapitalismen har trange kår, i såvel arbejde som fritid. Det vigtigste element er at fjerne konkurrencen som drivkraft. I størsteparten af menneskehedens historie før den private ejendomsret og klassedelingen opstod, var konkurrencen ikke det centrale element. Det afspejlede sig i de lege, der blev dyrket. Et eksempel er fra en type boldpil, som blev dyrket af indianere i Sydamerika. Princippet var, at efter en scoring skiftede den scorende spiller hold, således at balancen i spillet blev opretholdt. Det vigtigste var ikke at vinde, men spillet i sig selv. Under socialismen vil vi ikke længere være fremmedgjorte. Vi vil have taget kontrollen over vores arbejde og vores liv tilbage. Vi vil derfor også kunne udvikle og nyde fysisk udfoldelse med vægt på rekreation, leg, improvisation og spontanitet – vi vil nyde og udvikle vores kroppe og ikke ødelægge dem gennem konkurrence, doping og disciplin.

Men så længe kapitalismen eksisterer, vil konkurrencesporten også gøre det, og den kan ikke negligeres, eftersom den spiller en rolle for kapitalismens bevarelse. I kampen mod kapitalismen må vi trække sportens funktion op af nationalismens og den borgerlige ideologis hængedynd. Bolsjevikkerne sagde nej til at deltage i de olympiske lege efter den russiske revolution i 1917. De ville ikke deltage i den nationalistiske konkurrence mellem landene, som tjente til at splitte arbejderklasserne op mod hinanden frem for at rette skytset mod fjenden derhjemme – deres egne herskende klasser.

Borgerskabet ønsker os som supportere på tilskuerpladserne – de ønsker os ikke som klassebevidste modstandere på arbejdspladserne. Sportens opgave er at forhindre det sidste eller mindske faren for det. Derfor har den britiske socialist, Chris Bambery, også ret, når han i sin artikel “Marxisme og sport” skriver:

“Vores mål er menneskehedens frigørelse og en verden med uanede muligheder, en verden i hvilken de kommende generationer vil kigge tilbage i forundring over noget som Olympiske Lege og derfor stille et spørgsmål – Hvorfor?”

Det var også, hvad den portugisiske revolution i 74-75 i glimt bekræftede. Magten og ideerne blev vendt på hovedet. Det gamle fascistiske regime blev styrtet, og arbejdere og soldater tog i en kort periode magten.

På de store portugisiske fodboldstadions skrumpede antallet af tilskuere markant ind: flere og flere arbejdere blev grebet af selv at tage kontrollen over deres eget liv og samfundet som helhed – frem for lørdag efter lørdag at flygte fra virkeligheden og passivt nyde elitespillernes udfoldelse.