Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Revy

Nr. 6 – August 1998 – side 26

Hvad er marxisme?

Derfor er arbejderklassen så vigtig

Martin B. Johansen

"Man skal deltage i de franske arbejderes møder for at værdsætte den livlighed og stolthed, som disse arbejdshærgede mænd udstråler ... Det er blandt disse ‘barbarer’ i vores civiliserede samfund, at historien forbereder det praktiske aspekt af menneskehedens frigørelse."

Disse ord skrev Karl Marx fra Paris i august 1844, og det var første gang, han pegede på arbejderklassen som den klasse, der kan forandre verden fra kapitalisme til socialisme.

Marx’ forestilling om arbejderklassen som den revolutionære klasse er tit blevet misforstået. Mange progressive har haft som udgangspunkt, at Marx satte arbejderklassen i centrum, fordi arbejderne var de fattigste og mest undertrykte i samfundet. Men, siger man så, i dag har arbejderne rettigheder og gode lønninger – nu gælder det om at hjælpe samfundets udstødte.

Med dette udgangspunkt ender socialistisk politik med at dreje sig om små reformer og forlig som Pinsepakken, der dybest set handler om omfordeling fra de højestlønnede arbejdere til de lavestlønnede, men ikke rokker en tøddel ved magtforholdene i samfundet.

Marx’ udgangspunkt var ikke medlidenhed med arbejderklassen, men at se på hvordan samfundet fungerer. Hvis man ser på toppen af samfundet, så findes der en lille gruppe rige mennesker med enormt stor magt. Det er i de store firmaers direktionslokaler, at få mennesker træffer beslutninger, som vedrører hele resten af samfundet. Her afgøres hvad og hvor, der skal produceres. Her fastlægger man varernes mængde, kvalitet og priser, og her træffes beslutninger om fyring eller ansættelse af arbejdere.

Men de rige kontrollerer mere end fabrikkerne. De kontrollerer også aviser og tv-stationer. De store firmaer får ved sponsoraftaler stigende indflydelse på områder som kultur og uddannelse. Gennem deres kontrol over økonomien kan de presse politikere til at træffe bestemte beslutninger.

Derfor er de rige ikke bare en gruppe mennesker med en masse penge. Det er også en gruppe mennesker med meget stor magt og interesse i at fastholde denne magtposition. Det er i denne forstand, at de rige udgør den herskende klasse.

De riges placering som herskende klasse betyder, at en socialistisk strategi må rejse spørgsmålet: Hvordan bryder vi de riges magt? Det var dette spørgsmål, som Karl Marx pludselig fandt et svar på i mødet med de parisiske arbejdere. I Marx’ hjemland, Tyskland, var kapitalismen på dette tidspunkt endnu ikke slået igennem. Derfor var det først, da han kom til Paris – en by i hurtig industriel udvikling, at det gik op for ham, at kapitalisme ikke blot fører til fremvæksten af en meget rig overklasse. Kapitalismen skaber ved sin fremvækst samtidig en stadigt større arbejderklasse, som producerer overklassens rigdom.

Det betyder, at overklassen til trods for sin store rigdom og magt ikke er almægtig, men dybt afhængig af arbejderklassen. Uden arbejdskraften, hvadenten den er fysisk eller mental, ligger samfundet øde. Uden arbejderne står fabrikkerne stille, kraftværker går i stå, der er ingen undervisning, aviser udkommer ikke.

Denne afhængighed af arbejderklassen er kapitalisternes store svaghed. Det, som Marx så i arbejderne, var den kraft i samfundet, der kunne bryde overklassens magt og rigdom, hvis det kunne lykkes at forene arbejderklassen i en fælles kamp.

Denne indsigt er lige så vigtig i dag, som på Marx’ tid. Mange siger ganske vist, at arbejderklassen er ved at forsvinde. Men udviklingen siden Marx har ikke mindsket kapitalens afhængighed af arbejdskraft. Kapitalismen og produktionen har ændret sig, og dermed har arbejderklassen også ændret sammensætning. Meget arbejde, som tidligere blev gjort i hånden, udføres nu af maskiner – men det har blot ændret de funktioner, som arbejdskraften skal varetage. Kapitalen er i dag lige så afhængig af arbejdskraften som for 100 år siden.

Marx pointerede også, at der findes en modsætning mellem kapitalen og arbejderklassen, som ikke kan løses indenfor kapitalismens rammer. Modsætningen består i, at kapitalen vil have mest muligt arbejde for så få kroner som muligt, mens arbejderne vil nøjagtigt det modsatte. Dette er en konflikt, som rejser sig hver eneste dag mellem arbejdere og kapitalen. Overklassen kan ved en kombination af betaling, overtalelse og tvang regulere konflikten, men aldrig slippe af med den. I denne permanente konflikt så Marx kilden til et socialt oprør, som kunne erobre magten fra kapitalen.

Ydermere pegede Marx på, at kapitalen ikke blot skaber arbejderklassen, den er også med til at forene arbejderne. Med udviklingen fra små virksomheder til fabriksproduktion har kapitalen koncentreret store grupper af arbejdere. Men dermed forøger kapitalen risikoen for, at arbejderne bliver bevidste om deres fælles interesser og slutter sig sammen. Naturligvis vil overklassen gøre alt for at fremme de skel, der splitter arbejderklassen – faglige skel, køn, nationalitet – men den helt grundlæggende modsætning mellem arbejde og kapital vil konstant vende tilbage og modvirke splittelserne.

Men Marx’ vigtigste pointe i at pege på arbejderklassen som drivkraft i kampen for socialisme var, at en arbejderrevolution ikke blot ville bringe arbejderklassen til magten, den ville transformere hele samfundet. Han pegede på, at i alle tidligere revolutioner var en ny klasse kommet til magten for at omforme samfundet efter dets egne interesser. I de borgerlige revolutioner havde borgerskabet ganske vidst gjort sig til talsmænd for hele ‘folket’ og for universelle værdier om frihed og lighed. Men som en klasse, der byggede sin rigdom på privat ejendomsret og kontrol over produktionsmidlerne, så var det klart, at det kapitalistiske samfund ikke ville afskaffe klassedelingen, men blot omforme den.

Arbejderklassen kan derimod kun erobre magten ved at ophæve den private ejendomsret. Når vi taler om kontrollen over produktionsmidlerne, så har arbejderne ingen private interesser at varetage. Arbejderklassen har i modsætning til kapitalisterne ingen klasse under sig, som den skal leve af. Derfor vil et samfund, hvor arbejderne har magten, være et samfund, hvor det er de samme mennesker, der både kontrollerer og udfører produktionen.

Derfor vil en arbejderrevolution være begyndelsen til at ophæve al klassedeling. Og det var derfor, at Marx i arbejderklassens kamp så ikke blot midlet til arbejdernes egen frigørelse, men til hele menneskehedens.

Flere artikler fra Socialistisk Revy nr. 6

Flere numre fra 1998

Se flere artikler om emnet:
Arbejderklassen

Se flere artikler af forfatter:
Martin B. Johansen

Siden er vist gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside