Massestrejke, parti og fagbevægelse
Rosa Luxemburg
Internationale Socialisters Forlag
udkommer i august

For alle, der ønsker et radikalt anderledes samfund, trænger især ét spørgsmål sig på: Når nu arbejderne er så fjendske over for revolution og kun kræver lidt mere i løn og lidt kortere arbejdstid, hvordan kan vi så komme i den situation, hvor arbejderklassen faktisk laver revolution?

Det er dette centrale spørgsmål, Rosa Luxemburg behandler i pjecen Massestrejke, parti og fagbevægelse, der udkom første gang i 1906, og som nu genudgives. Baggrunden var den første russiske revolution i 1905, der havde taget form som en massestrejke især i Ruslands daværende hovedstad Sankt Petersborg.

Rosa Luxemburg gør meget ud af at afdække strejkens dynamik. Det vigtige er at finde ud af, hvad der gælder for strejker og oprør generelt, og hvad der er specifikt for 1905-revolutionen. Massestrejken faldt ikke ned fra himlen, men kom som den foreløbige kulmination på ti års strejker og utilfredshed over de økonomiske forhold. Det er et generelt træk. Mange års utilfredshed og ulmen kan pludseligt flamme op i en storstrejke, oprør eller sågar revolution. Hvad der udløser kampen, hvad der bliver den afgørende faktor, gnisten, som får det hele til at eksplodere, er imidlertid umuligt at forudsige.

Ofte er det en lille ting, der starter lavinen. For eksempel blev maj 68 oprøret i Frankrig startet af studerende, der protesterede over, at mænd og kvinder ikke måtte besøge hinanden på kollegierne. Oprøret i Polen i 1980erne, der blev begyndelsen til enden for det stalinistiske regime, startede med en strejke for at få genansat en kvindelig kranfører på Gdansk-værftet.

I starten er kravene også ret begrænsede. Ofte er de af rent økonomisk karakter – mere i løn, kortere arbejdstid – eller defensive, dvs. et forsøg på at undgå en konkret forringelse af forholdene. Det kan også være, at fagforeningernes topchefer har iværksat strejken for at gøre indtryk på arbejdsgiverne og for at vise, at fagbureaukraterne er “nødvendige”. Rosa Luxemburg bruger betegnelsen “bureaukratiske strejker” for den slags strejker. Typisk for bureaukratiske strejker er, at de er kortvarige, og at de ikke stiller radikale krav.

Men ligegyldigt hvordan en strejke er startet, er den underlagt en dynamik, der gør, at det, der startede som en defensiv, bureaukratisk eller økonomisk strejke, kan udvikle sig til en politisk strejke, som stiller mere og mere radikale krav. På den måde er der ikke et vandtæt skel mellem økonomiske og politiske kampe eller mellem defensive og offensive – overgangen kan opstå i selve kampen.

Selv hvis strejken oprindeligt er under fagbureaukraternes kontrol, kan den nemt udvikle sig i helt andre retninger, end de faglige ledere havde tænkt sig. I den situation må de enten lade sig rive med, dvs. rykke til venstre, eller forsøge at slagte strejken. Til at slagte strejken får fagbureaukraterne ofte hjælp af “socialistiske” partier såsom socialdemokrater og stalinister, der ikke går ind for Marx’ opfordring , at “arbejderklassens befrielse er arbejderklassens eget værk”, men i stedet mener, at vejen til socialisme går gennem dem og kun dem. Et eksempel på dette så vi i påskestrejkerne herhjemme i 1985, hvor socialdemokrater og kommunister i fællesskab forhindrede et landsdækkende netværk af aktivister i at blive opbygget. Et andet eksempel var strejkerne i 1995 i Frankrig, hvor hundredtusinder gik på gaderne i demonstrationer, og hvor større og større dele af den offentlige sektor var lammet.

Som en “spontan” eller bureaukratisk strejke udvikler sig, kommer flere og flere spørgsmål på dagsordenen. Arbejderne begynder at opbygge netværk og begynder selv at organisere livsvigtige funktioner. På den måde kommer spørgsmålet om magten i samfundet på dagsordenen, og kravene bliver mere og mere politiske. For eksempel kræves politiske reformer eller regeringens afgang. Igen ser man, hvordan de mekanismer, Rosa Luxemburg pegede på for over 90 år siden, også gør sig gældende i dag. I skraldemandskonflikten i Århus 1995-96 begyndte skraldemændene på et tidspunkt at overtage hele fordelingen af arbejdet. Oprøret i Albanien 1996, som førte til præsident Berishas fald, startede med, at folk bad om at få de penge tilbage, de havde mistet i et af de investeringsfiduser, “pyramidespil”, som regeringen havde støttet. I løbet af nogle uger havde befolkningen oprettet lokale byråd, afsat regeringens folk og selv overtaget forsyningen af vand, fødevarer og medicin. Oprøret blev først knust, da Vesten på præsidentens opfordring greb ind militært. Vi har set kimene til det samme i Indonesien tidligere i år.

Denne radikalisering betyder også, at solidariske idéer vinder frem, og racisme og sexisme taber terræn – under maj måneds storstrejke faldt tilslutningen til Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet fx markant.

Hele den dynamik, der får strejkende til at gå fra moderation til at stille mere og mere radikale krav, og som til sidst kan føre til en revolution, sådan som det gjorde i Rusland i 1905, er klart og tydeligt beskrevet i Rosa Luxemburgs lille pjece. Der findes ikke nogen bedre introduktion til oprørets dynamik.