Socialistisk Revy nr. 7 – Side 3 – September 1998

---

Leder

Krise og revolution

Verdens magthavere er ved at gå i panik. Alt tyder på, at verden er på vej ind i den værste økonomiske krise siden 1930'erne. Nedgangen har spredt sig som en økonomiens El Niño fra Sydøstasien til Rusland og videre til Latinamerika. Og vindene er også begyndt at ramme de stærke vestlige økonomier i Norge, Storbritannien, Canada – selv i USA er der tegn på tilbagegang i industrien.

En økonomisk krise på verdensplan vil blive en katastrofe for millionvis af mennesker. I lande som Rusland og Indonesien har krisen sendt meget store dele af befolkningen ned under sultegrænsen.

Men krisen har også andre konsekvenser. Først og fremmest vil den uddybe den politiske ustabilitet, som allerede i dag er ved at brede sig. Bill Clintons bombninger i Sudan og Afghanistan har ikke styrket USA, men forøget modstanden mod amerikansk imperialisme i den islamiske verden. Financial Times skrev: "Som situationen er i september 1998, kan man ikke udelukke militære sammenstød i Asien ... Vi har at gøre med en høstak, der når som helst kan gå op i flammer." Sommerens atomprøvesprængninger i Pakistan og Indien antyder, hvor farligt det kan blive.

Magthaverne har hverken forklaringer eller løsninger på krisen. Under besøget i Rusland var Bill Clintons eneste råd til Boris Jeltsin: "Vend ikke tilbage til metoder, der har vist sig fejlslagne." Han tænkte vel at mærke ikke på den markedsøkonomi, der har ført til økonomisk kollaps, men på den stalinistiske statskapitalisme.

Den økonomiske og politiske krise vil få direkte konsekvenser for millioner af menneskers liv verden over. Det har blandt andet afspejlet sig i en serie vigtige, succesrige strejker i USA, de seneste måneders mange aktioner i Rusland og ikke mindst den revolution, som væltede Indonesiens diktator og har åbnet for nye protestbevægelser på gulvplan.

Men den vigtigste konsekvens er det ideologiske opbrud, der utvivlsomt vil følge. Stalinismens sammenbrud i Østeuropa og Sovjet i 1989-91 blev udlagt som den fri markedskapitalismes absolutte sejr – det var 'afslutningen på historien'. Nu er cirklen sluttet: Liberalismens største triumf er med Ruslands kollaps blevet dens største fiasko. Det har fået The Economist, som er glødende tilhænger af markedsøkonomien, til i en lederartikel at advare: "En særligt farlig, men på ingen måder uventet bedømmelse af situationen er ved at blive almindelig. Det er den, der siger: Se bare, det er hvad den fri markedskapitalisme gør for dig."

Men det er netop markedskapitalismen, der har fremkaldt det lurende ragnarok. På verdensplan begynder situationen at minde om perioden under og efter første verdenskrig, som Lenin beskrev som en epoke af "krig og revolution". Systemets ustabilitet fremtvinger radikale forandringer.

Om udviklingen går den ene eller anden vej afhænger i høj grad af, hvordan socialister griber situationen an. Der er ingen tvivl om, at arbejdere og undertrykte vil begynde at organisere modstand, når de bliver ramt af den økonomiske krise. Og der er ingen tvivl om, at mange vil begynde at søge efter ideologiske alternativer til markedsøkonomien.

Men modstanden vil ikke automatisk finde et fælles ideologisk og organiseret ståsted. Tværtimod vil modstanden ofte være tøvende og modsætningsfyldt. Gamle, borgerlige ideer bliver suppleret med nye, socialistiske ideer. Folk kan gøre oprør og kræve radikal forandring og alligevel ende med at indgå kompromis med systemet.

Her ligger den største udfordring og mulighed for socialister: At argumentere for, at der skal opbygges et alternativ til de gamle reformistiske partier. Disse partier bygger på gradvis reform af systemet – men med reformisternes accept af markedsøkonomien er der ikke længere noget indhold i deres 'reformer'. Poul Nyrups seneste tilbud om at sænke arbejdstiden for børnefamilier og til gengæld hæve den for alle andre viser, at man intet positivt kan forvente fra denne kant.

Alternativet er revolution. Socialister må argumentere for, at systemet for længst har udlevet sig selv. Men alternativet kræver også organisation – en organisation, der kan udfordre såvel de liberalistiske som de reformistiske ideer, og som kan give et svar til de mennesker, der ønsker at kæmpe for et bedre samfund.