Regeringen har lagt op til et finanslovsforlig med de borgerlige, der kommer til at byde på nedskæringer og forringelser af sociale ydelser. Det på trods af Nyrups valgløfter om forsvar for velfærden og bedre forhold for familierne.

Argumentet for at skære ned er, at samfundet ikke har råd til velfærd. Den lidt mere avancerede version af det samme argument er, at hvis vi vil beholde velfærdsstaten, må vi skære i dele af velfærden. Dette argument er bredt accepteret af både borgerlige og socialdemokratiske politikere. Forskningschef Niels Ploug fra Socialforskningsinstituttet stiller argumentet klart op, når han siger, at regeringen må vælge mellem "enten at give de 60-årige penge for at trække sig tilbage, selv om de fleste uden problemer kunne blive et år eller to mere på arbejdsmarkedet, eller tilbyde de 70-80 årige en rimelig pleje og et godt sygehusvæsen uden lange ventelister." De såkaldte økonomiske vismænd konkluderer det samme i en rapport, der udkom i foråret.

For at underbygge argumentet om, at der ikke er råd til velfærd, hives skræmmebilledet om 'pensionsbomben' frem: I de næste 10-20 år bliver der alt for mange gamle, der skal forsørges, hedder det. I løbet af de næste ti år vil gruppen af 60-70 årige vokse fra 463.000 til 655.000, en stigning på 47 procent. I løbet af de næste 20 år vil antallet af 70-80 årige stige fra 573.000 til 690.000, en stigning på 20 procent.

Når regeringen hævder, at der ikke er råd til velfærd, er det fordi den ønsker at hælde pengene i de riges lommer

Men økonomien har før klaret langt større "belastninger". For eksempel er antallet af personer på overførselsindkomster tredoblet i perioden 1970 til 1996, hvilket er langt mere end den såkaldte 'pensionsbombe'. Men samfundet brød ikke sammen af den grund.

De, der siger, at der ikke er penge nok til velfærd, kigger som regel på statens udgifter og konkluderer, at så mange penge har vi da virkelig ikke råd til at bruge. I alt bruger staten omkring 210 milliarder på overførselsindkomster. Det er naturligvis ufatteligt mange penge, men der er faktisk mange flere penge i omløb i hele samfundet. Udgifter til indkomstoverførsler vil med regeringens finanslovsforslag udgøre sølle 6,9 procent af bruttonationalproduktet i 1998. I 1994 var tallet 9,4 procent.

Der er i hvert fald ét sted, hvor der er penge nok, nemlig i erhvervslivet og aktionærernes lommer. De danske firmaer har rekordoverskud. Ifølge Børsen er profitterne steget med 29 procent i årets første halvdel. Vel at mærke uden at omsætningen er steget tilsvarende.

Firmaet Carnegie Bank har undersøgt en ny "trend" indenfor erhvervslivet: store firmaer tilbagekøber deres egne aktier, og pumper på den måde penge ud af virksomheden direkte ned i aktionærernes lommer. Carnegie Banks opgørelser viser, at fem danske virksomheder har foræret aktionærerne 7,5 milliarder kroner på det seneste. Politiken skriver i en artikel: "Når fænomenet netop i år ser ud til at brede sig, er det også fordi mange virksomheder efter nogle års optur bugner af penge. Og det er ikke alle, der lige står og har brug for dem eller kan finde på noget at bruge dem til."

Det er sørgeligt, at en socialdemokratisk regering ikke har mere fantasi end virksomhedsejerne til at gøre det oplagte for at finansiere velfærden: tage pengene fra de rige; genindføre formueskatten og hæve selskabsskatten.

Da regeringen fjernede formueskatten, kostede det statskassen 800 millioner kroner. Dengang hørte man ingen jammer om, at der ikke var råd! Med de sidste års aktiestigninger vil det i dag give mere end de oprindelige 800 millioner at genindføre skatten.

Men man kan sagtens hæve skatten for de rige endnu mere. Ganske vist er aktiemarkedet ude på noget af en nedtur, men det danske aktiemarked har stadig en værdi på knap 800 milliarder kroner, hvilket altså er fire gange så meget som statens samlede udgifter til overførselsindkomster.

Det bør også nævnes, at aktiemarkedet tidligere på året havde en værdi på næsten 900 milliarder, og har altså mistet 100 milliarder kroner, uden at det øjensynligt har haft den store betydning. Det er måske ikke så underligt, at spekulanterne ikke er gået fallit på trods af et tab på 100 milliarder kroner. Under valutaspekulanternes pres på kronekursen i slutningen af august opkøbte Nationalbanken kroner for en værdi af 5 milliarder om dagen!

Argumenterne for, at der ikke er råd til velfærd, klinger hult, når der er råd til at give de rigeste skattelettelser og pumpe penge i, at nogle få stenrige spekulanter kan sove roligt om natten.