Torben Krogh afdækker i en ny bog, at de politiske medlemsorganisationers demokratiske indflydelse er stærkt begrænset. Men er det noget nyt? Martin Johansen afdækker myten om det ideelle parlamentariske demokrati

I en provokerende bog, Farvel til partierne, argumenterer Torben Krogh for, at de politiske partier er ved at have udspillet sin rolle som de institutioner, hvor de politiske beslutninger fødes, debatteres og afgøres. Og i forlængelse af det spiller partierne ikke længere rollen som forummer, hvor borgerne kan involvere sig efter politisk grundopfattelse og få indflydelse på de politiske beslutninger.

Politik, siger han, er i stigende grad lagt i hænderne på embedsmænd, interesseorganisationer, halvoffentlige selskaber samt bureaukrater i amter, kommuner og i EU. Partierne har mistet medlemmer i titusindvis, således at det i dag er under fem pct. af befolkningen, som er medlemmer af partierne, mod omkring 25 pct. for mindre end 50 år siden.

Torben Kroghs konklusion er, at partiernes eneste opgave efterhånden er at finde og opstille kandidater til diverse parlamentariske forsamlinger. Men denne opgave mener han lige så godt kunne varetages af offentlige institutioner – dels fordi de ministerielle embedsmænd i forvejen er dybt involveret i at formulere den politik, som ministre fører ud i livet, dels fordi partierne i vidt omfang med den omfattende statslige partistøtte allerede har gjort sig til offentlige institutioner, som i dag ikke er særligt afhængige af medlemsskarens størrelse.

Tilbagegangen i partiernes medlemstal og indflydelse skaber naturligvis det problem, at politikere – og dermed også regeringer og kommunalbestyrelser – efterhånden rekrutteres fra en meget lille del af befolkningen. Som Information pegede på, er denne del mindre i Danmark, end den var i det tidligere DDR. Med andre ord en ‘magtelite’ uden kontakt med det folk, den skal repræsentere.

Men bag den udvikling ligger der en langt mere alvorlig udvikling, nemlig at der er sket en forskydning af den politiske magt, således at det er tvivlsomt, om politikerne overhovedet har den indflydelse, de formodes at have:

• 70 procent af de offentlige udgifter forvaltes af amter og kommuner, som til gengæld i høj grad er bundet af lovgivningen til kun at virke som forvaltere af pengene. Forhandlingerne om de kommunale budgetter foregår ikke i Folketinget, men i forhandlinger mellem finansministeriet og Kommunernes Landsforening samt Amtsrådsforeningen. Det er i høj grad overladt til ikke-valgte embedsmænd at gennemføre forhandlingerne i detaljer.
• Privatisering og udlicitering gør, at beslutninger om offentlig service foregår bag lukkede døre i private firmaer.
• Oprettelse af statslige aktieselskaber som PostDanmark, Ørestadsselskabet og DSB gør, at betydelige samfundsfunktioner ikke længere er underkastet politisk kontrol.
• Store interesseorganisationer som DA, LO, landbrugets og fiskeriets organisationer har betydelig indflydelse på lovgivning gennem høringer og ved at sidde i ministerielle udvalg.

Og man kan fortsætte listen. Kroghs centrale pointe er, at magtforskydningen har fjernet den politiske indflydelse fra Folketinget og ført den over til embedsmænd og lukkede bestyrelser. Det er baggrunden for, at politikere sjældent diskuterer egentlige politiske visioner, men holder sig til enkeltsager – hvilket omvendt udtrykker, at politikerne har reduceret sig til at være en slags kontrollanter i et politisk spil, som de ikke selv deltager i.

Et andet element i magtforskydningen vedrører partierne selv. Ved at partierne selv har bevilget sig betydelige offentlige tilskud, har de været i stand til at opbygge store sekretariater af specialister. I Folketinget er der ansat tre gange så mange i sekretariaterne som antallet af politikere. Det betyder, at politikerne mere og mere lader specialisterne – og medierne – afgøre de politiske initiativer, mens partimedlemmerne som regel ikke bliver hørt. Et eksempel er, at den socialdemokratiske partitop på kongressen i september måned forsøgte at få vedtaget et oplæg om øget privatisering på trods af en kongresbeslutning fra 1996 om det stik modsatte. I denne situation var modstanden fra græsrødderne dog for stærk til, at Nyrup turde tage konfrontationen.

Torben Krogh har utvivlsomt ret i mange af sine observationer af partiernes manglende evne til at engagere folk i en egentlig politisk diskussion.

Men det næste spørgsmål er imidlertid: Er det noget nyt? Det mener Krogh, at det er, idet han opererer med en ideal model for det parlamentariske demokrati, hvor folk med fælles synspunkter samler sig i partier, som derefter i de parlamentariske forsamlinger gennem forhandlinger og afstemninger afgør, hvordan samfundet skal styres. Det er underforstået, at denne model for demokrati er den bedste og i øvrigt et centralt element i de begreber om frihed, som blev udviklet i forbindelse med de borgerlige revolutioner i 1700 og 1800-tallet.

Ser man imidlertid på den faktiske udvikling af det borgerlige demokrati, tegner der sig et andet billede, som faktisk kan forklare, hvorfor de politiske partier ikke har så stor indflydelse, som de selv tror.

For det første er der spørgsmålet om sammenhængen mellem politisk og økonomisk frihed. I den borgerlige ideologi antages det, at politisk demokrati med universelle frihedsrettigheder og kapitalistisk markedsøkonomi forudsætter hinanden.

Men historisk kan man ikke finde nogen entydig sammenhæng. En af de tidligste fortalere for borgerlige frihedsrettigheder, Thomas Hobbes (1588-1679), argumenterede således imod parlamentarisme og mente, at mennesket kun kunne udfylde sin frihed inden for rammerne af en enevældig stat.

Først senere blev frihedsrettighederne udvidet til også at omfatte politisk frihed, men i lang tid var politisk frihed bundet til ejendom. John Locke (1632-1704) mente, at mennesker havde retten til at eje det, som de selv producerede eller købte for penge. Men det betød, at hvis man solgte sin arbejdskraft til andre, så havde man samtidig solgt retten til politisk indflydelse. Derfor kunne de borgerlige revolutioner i fx Amerika (1776) og Frankrig (1789) foregå under prangende paroler om grundlæggende menneskerettigheder og om alle menneskers fundamentale ret til frihed og indflydelse, samtidig med at store dele af befolkningen var undtaget retten til frihed – slaver, kvinder, arbejdere, fattige.

I den første norske grundlov fra 1814, som var en af datidens mest radikale, omfattede stemmeretten kun fem pct. af befolkningen.

Den universelle stemmeret kom først ind i billedet i slutningen af forrige århundrede blandt andet fremsat af John Stuart Mill (1806-1873). Baggrunden var først og fremmest, at den engelske arbejderbevægelse, chartisterne, i 1830’erne og 1840’erne var begyndt at organisere sig og havde kravet om stemmeret som et af sine helt centrale krav.

Den første danske grundlov fra 1849 gav ikke stemmeret til unge under 30 år, kvinder, arbejdere som ikke ejede deres hus samt fattige, der skyldte staten penge. Kvinder fik først stemmeret i 1915. Og selv om Danmark fra 1849 teknisk set havde indført borgerligt demokrati, så accepterede den stærkeste del af den herskende klasse, de konservative godsejere, kun demokratiet så længe de havde kontrol over regeringsmagten. Da Venstre vandt politisk flertal i 1872, nægtede godsejerne at slippe magten, og Danmark var i de følgende årtier diktatorisk styret under Estrups regeringer.

Først med det såkaldte ‘systemskifte’ i 1901 har Danmark været et egentligt parlamentarisk demokrati. Men senere begivenheder har vist, at i det mindste dele af den herskende klasse er villige til at sætte demokratiet ud af kraft: Dels ‘Påskekrisen’ i 1920, hvor Kong Christian X på ØK-direktørens råd afsatte regeringen. Statskuppet blev først stoppet, da fagbevægelsen truede med generalstrejke. Dels forsøgte kredse i dansk erhvervsliv , bl.a. A.P. Møller, ved flere lejligheder i 1940 i ly af den tyske besættelse at gennemføre statskup, hvor regeringen skulle erstattes af en regering udpeget af erhvervslivet selv. I den forbindelse talte A.P. Møller flere gange om “det såkaldte folkestyre”.

Der er med andre ord ikke tale om, at der siden kapitalismens fødsel har været en direkte sammenhæng mellem politisk demokrati og markedsøkonomi. I virkeligheden er det parlamentariske demokrati af relativt ny dato, og indførslen af universelle rettigheder som stemmeret, valgret og organisationsfrihed har i vid udstrækning været betinget af, at de klasser, som oprindeligt ikke var tiltænkt at tage del i demokratiet, selv har kæmpet for det.

For Danmarks vedkommende er det faktisk først fra 1945, at det parlamentariske demokrati og de universelle rettigheder har været accepteret af hele den herskende klasse. Dog med det forbehold, at Grundloven fortsat indeholder en bestemmelse om, at stemmeretten kan fratages folk, der modtager understøttelse. Den bestemmelse forlangte bl.a. Venstre opretholdt ved grundlovsændringen i 1953. Derfor er det i realiteten en relativt ny problemstilling, som Torben Krogh behandler, nemlig spørgsmålet om det borgerlige demokrati kan leve op til sin målsætning om at være et egentligt folkestyre.

Hvad Krogh i virkeligheden får beskrevet, er det borgerlige demokratis begrænsninger. For ganske vist gøres der en dyd ud af, at politisk og økonomisk magt under kapitalismen er adskilt fra hinanden. Men adskillelsen holder ikke. Mens politikerne har meget lidt indflydelse på erhvervslivets økonomiske dispositioner, så har erhvervslivet særdeles stor indflydelse den anden vej.

Den indflydelse kan udøves på to måder. Den mest ultimative er den, som bl.a. blev praktiseret i Chile i 1973, hvor kapitalistklassen med USAs hjælp organiserede et militærkup mod en demokratisk valgt regering. I mindre målestok kan nævnes den franske kapitalistklasses pres på Frankrigs socialdemokratiske Mitterand-regering i starten af 1980’erne i form af investeringsboykot.

Men kapitalisterne udøver også sin indflydelse gennem de krav, som den stiller til lovgivning – til uddannelserne, til at få lov til at forurene, til landbrugs- og anden erhvervsstøtte osv. Det er den indflydelse som udøves gennem deltagelse i kommissioner og lignende, og som fra statens side varetages primært af embedsmænd. Det er den indflydelse, som i mange tilfælde præsenterer politikerne for en udvikling, som de ikke har nogen reel kontrol over, og som slår over i det forhold, at partierne mere fremstår som administratorer af udviklingen end som dem, der skaber udviklingen.

Dette er i virkeligheden ikke nyt. Det borgerlige demokrati har altid været et begrænset demokrati. Men når diskussionen først kommer nu med blandt andet Torben Kroghs på mange måder glimrende beskrivelse af politikernes magtesløshed, så skyldes det, at de fleste partier med deres accept af markedsøkonomien har opgivet at styre udviklingen. I første halvdel af dette århundrede troede venstrefløjen, at den kunne kontrollere og måske direkte afskaffe kapitalismen via parlamentet. Det rejste nogle politiske fronter, hvor det faktisk gav mening for mange mennesker at engagere sig i partierne.

I dag har partier som Socialdemokratiet og SF opgivet den idé og derfor bliver de politiske forskelle udvisket mere og mere. Når partierne ikke engang vil sige, at de ønsker at styre samfundets udvikling, så kan man ikke fortænke folk i at vende ryggen til dem.

 

Torben Krogh
Farvel til partierne – det politiske system under forvandling
Gyldendal
186 sider, 150 kr.

 

Billedtekst:
Når politikerne selv mener, at det er markedet og ikke dem selv, der skal styre, er det ikke mærkeligt, at færre gider engagere sig i deres partier