Den blå Munk
Instruktion: Christian Braad Thomsen
Medvirkende: Ole Meyer, Bent Coradi, Claus Nissen m.fl.

Christian Braad Thomsens nyeste film “Den Blå Munk” handler om et værtshus af samme navn, men mest af alt om dets gæster, som man smukt og ærligt kan beskrive ved af citere værtshusets ejer, spillet af Helle Ryslinge: “Der er malere, der aldrig har solgt et billede, forfattere, der aldrig har fået udgivet en bog, og kussetyve, der aldrig har fået en dame med hjem”.

Christian Braad Thomsen er en mand med mange forskellige facetter i filmens verden. Journalist, filmimportør og filminstruktør. Det kan nok undre at filminstruktør er den sidste profession jeg nævner, men det skyldes at det faktisk er femten år siden han lavede sin sidste spillefilm. Det skyldes at han for mange år siden skrev bogen “Min syge Moster“ der stort set ikke var andet end en kritik af dansk filmpolitik, derfor har ingen pengemænd i filmens verden ville financere hans ideer. I stedet har han specialiseret sig i flere af de centrale filminstruktører, Fx Jean Luc Godard, Louis Bunuel, Alfred Hitchcock og Rainer Werner Fassbinder, som han ydermere havde et nært venskab med. Fassbinder er sammen med Fritz Lang det vigtigste ansigt i tysk film, han er bl.a. kendt for “Angst Essen Seele Auf“ og “Martha“. Førstnævnte omhandler et kærlighedsforhold mellem en ung marrokansk gæstearbejder og en ældre rengøringskone.

“Den Blå Munk“er en ensemblefilm, det vil sige at der ingen hoved- og bipersoner er, i stedet bidrager alle med en historie som danner filmens helhed.

Men nogle sætter sit præg mere på filmen end andre. Fx stamgæsten, Speedy (spillet af Ole Meyer, som nok er mest kendt fra Morten Arnfreds “Johnny Larsen“). Speedy er en person der udstråler en ekstrem desperation efter at få en kæreste der vil lytte til ham, derfor kaster han al sin kærlighed på værtshusets nye servetrice Anita, som han konstant våger over. Helmer (spillet af Bent Coradi) er en ældre herre med både flair og foragt for kvinder, specielt dem der er unge og smukke. Han har haft et forhold til en ung fotomodel som han afslørede i at posere nøgen, hvorefter han måtte smide hende ud. Det ødelagde hans billede af kvinder som anstændige. Frederik bliver humoristisk fortolket af Claus Nissen (senest set i “Riget 1”).

Frederik hævder, at de mandlige gæster på Den blå Munk dybest set lever som munke eftersom de aldrig har fået en pige med hjem. Fælles for filmens stamgæster, er de drømme de aldrig har fået realiseret. Alle er de opgivet af samfundet og bruger derfor den Den Blå Munk som et skjulested fra deres ensomme og trivielle hverdag. Servitricerne er en slags lowbudget-psykologer. De skal høre på en masse lort og forstå det hele. Ydermere kan disse samtaler tit mistolkes af “patienten”, pga. af deres intime karakter.

Filmens titel og værtshusets navn stammer fra en plade af den sorte jazzmusiker Thelonious Monk. Han var en af de centrale personligheder som i 40’erne, var med til at skabe Bebop-jazzen. Christian Braad Thomsens oprindelige ide var at man hele filmen igennem skulle have “The Blue Monk“-albummet kørende over værtshusets anlæg. Det viste sig dog at det ville koste 6000 kr. at købe rettighederne til bare titelmelodien, så det blev en økonomisk umulighed. I stedet fik han jazzpianisten Jan Kaspersen til at indspille “The Blue Monk“ og andet jazzmusik i den samme ånd, og det blev så filmens baggrundsmusik.

Filmen er meget stillestående, der er ingen egentlig handling, ingen dramaturgi. Dette begrunder instruktøren med at når han selv går i biografen, skal han altid have sin ledsager til at forklare sig handlingen, da han selv lægger mærke til andre ting som han mener er mere vigtige ting såsom personernes følelsesliv, og måden replikkerne siges på. Denne udtalelse har han formodentlig stjålet fra Francois Truffaut en fransk filminstuktør som var en af flere grunde til at Christian Braad Thomsen valgte at blive filminstruktør. Filmen er i stedet sammensat af små episoder fra værtshuset. Det er dog som om Christian Braad Thomsen alligevel ikke har troet på at filmen kan bære uden dramaturgi, derfor lader han gradvist en konflikt udvikle sig til et tragisk jalousidrama. Det virker påklistret og kunstigt, selvom det er meningen det skal virke tragisk og rystende. Det passer simpelthen ikke ind i resten af filmens fortælleform. Christian Braad Thomsen har udtalt at han selv bedst kan lide at se film, hvor man ler og græder på samme tid. Personerne i “ Den Blå Munk” er skildret tragikomisk. Skal man grine fordi de er lattervækkende, eller græde fordi alle deres chancer i samfundet er opbrugt.

Men der er også sympati i instruktørens personfortolkning, hvilket er et kæmpe plus. Carl Th. Dreyer, en af dansk filmhistories vigtigste personer, har engang sagt at instruktørens vigtigste opgave er at give filmen en sjæl, og at løfte filmen fra industri til kunst. Det har Christian Braad Thomsen gjort til topkarakter, han har formået at sætte mennesket i centrum og lave en smuk skildring af disse fortabte sjæle, lade dem fortælle deres historie i et roligt tempo.

Hvis ikke det var for det malplacerede jalousidrama ville den have været et mesterværk.