West Side Story
Iscenesættelse: Daniel Bohr
Koreografi: Susanne Breuning
Det Ny Teater fra 10. september 1998

West Side Story er sat op på Det Ny Teater i København. Forestillingen er flot, og yder den mere end fyrre år gamle klassiker fuld retfærdighed. Både med sine iørefaldende melodier og flotte dansescener, men især med sit tema; at verden trods en virkelighed, hvor unge overlades til at overleve gennem voldelig og brutal bandekrig kunne være fri af vold og racisme. Historien er højaktuel og beskriver nådesløst de forhold, som fattige unge – både hvide og indvandrere bydes at leve under. Men den beskriver også håbet om en anden verden.

Komponisten Leonard Bernstein sagde efter urpremieren på Broadway 20. august 1957: “....dér står den tragiske historie med et tema så grundlæggende som kærlighed overfor had.” Stykket er en moderne Romeo og Julie. De unge elskendes kærlighed er umulig, da de kommer fra hver sin konkurrerende ungdomsbande. Hvide unge i “The Jets” og unge indvandrere fra Puerto Rico i “The Sharks”.

Tony har forladt “The Jets” og fået arbejde på en bar. Riff fra “The Jets” overtaler ham til at komme med i banden igen, fordi “The Sharks” skal smadres en gang for alle. Tony forelsker sig i Maria, som er søster til Bernardo – leder af “The Sharks”. Og så har vi balladen.

Bernstein var inden premieren nervøs for, om stykket tog for mange tabubelagte emner op. Emner som racisme og tragisk død. Det er vel næppe heller den slags, man forventer af en musical.

Men musicalformen kan netop det, andet teater ikke kan. Sangen og dansen kan give udtryk for den dynamik og det sammenhold, der findes blandt de unge. Ungdomskulturen, som i 1957 var en ny ting, kan i musicalen komme til sin ret med sin kropslige og musiske udfoldelse.

“Teenage-generationen” var ikke blot et modelune. Det var en kultur, der opstod, fordi kapitalismen i sit boom gennem 1950-erne muliggjorde, at unge fik arbejde og selvstændig økonomi. Unge fra fattige familier, som også før boomet skulle klare sig selv – ikke af lyst, men af nød – fik også del i denne nye ungdomskultur. Et sådant tilhørsforhold giver en solidaritetsfølelse og en identitet, som beskrives flot i West Side Story.

I en musical er der altid et dilemma mellem, om man først og fremmest skal hyre dansere eller sangere. Få skuespillere er geniale til begge dele.

For Bernstein kom valget naturligt. Trænede sangere er ældre og mere erfarne. Det udtryk ønskede han ikke. Det skulle være “kids” der var på scenen, som han selv udtrykte det.

Den tanke er fastholdt i Det Ny Teaters opsætning. Teateret har hyret unge skuespillere, som først og fremmest er kanondygtige dansere. Derfor skal man ikke, som nogle kritikere har gjort, forvente at høre samme stemmepragt som på CD-indspilningen, hvor fx José Carreras synger Tony’s parti. Det Ny Teater har i koreografi og kostumer gjort de unges udtryk så aktuelt som muligt, med tilnærmet moderne “street”-dans, og 50-er mode tilsat moderne skater-stil med store bukser osv.

Forholdene for de unge på fx Nørrebro i København genfindes tydeligt i West Side Story. Politiets rolle, diskrimination af unge indvandrere og fattige unges forhold er let genkendelige.

Puerto Ricanerne synger sangen “America”. Det er en fejende flot dansescene, hvor sangen handler om, hvorvidt det er godt eller skidt at være rejst fra Puerto Rico og leve i Amerika. Kvinderne synger om sult og krise i Puerto Rico og siger, at her kan man i det mindste få et job. Hvortil mændene siger – “ja, til halvdelen af de hvides løn”.

De hvide unge i “The Jets” er på kant med loven, og synger i sangen “Gee, Officer Krupke” om, at deres mødre er junkier, deres fædre er på druk, og det derfor ikke er så mærkeligt, de er “punks”. Sangens dansescene er en farce, hvor offentlige instanser beskrives absurd. Dommeren, socialrådgiveren, og psykologen sender de unge videre med beskeden: “Samfundssyg”. En voksen siger til “The Jets”: “I gør verden så beskidt” Hvortil én fra “The Jets” svarer: “Det var den da vi kom”.

Officer Krupke er kriminalbetjenten, som begge grupper hader. Han er åbenlyst racist og forsøger at få “The Jets” til at sladre om “The Sharks” ved at sige, at han ønsker “de hvidløgsstinkende perkere” ud af kvarteret, lige som “The Jets” gør det. Men han mødes af tavshed.

Håbet om at verden kan se anderledes ud får et stærkt udtryk i den smukkeste scene i stykket, hvor Maria og Tony efter nogle tragiske drab, som gør, at deres kærlighed synes dødsdømt synger sangen “Der er et sted”. I den engelske version lyder teksten: “There’s a place for us/A time and place for us/Hold my hand and I’ll take you there/ Somehow/ Someday/ Somewhere”. Og scenen virkeliggør drømmen. De hæves op over de trange baggårde, og under dem danser alle med hinanden klædt i hvidt.