I dagens Danmark kan ideen om et socialistisk samfund forekomme ret fjern. Hvordan skal den almindelige dansker kunne blive overbevist om, at det nytter at slås for et bedre samfund, når stemningen er så præget af opfattelsen af, at vi har det godt nok og er alle i samme båd? Problemet med hvordan arbejderklassen opnår det bevidsthedsniveau, som er nødvendigt for at gennemføre en revolution, bliver behandlet i den ungarske socialists Georg Lukacs’ bog.

Bogen er fuld af gode argumenter for, at revolutionære skal støtte kampen for reformkrav – ikke ud fra en reformistisk tankegang, men for at styrke arbejderklassen. Den rummer på den måde svaret på, hvad idé, der er i, at revolutionære støtter f.eks. den storstrejke, som vi oplevede i foråret 98. Det var i høj grad en topstyret massestrejke, som ikke involverede de arbejdere, som blev omfattet af strejken i ret meget konkret aktivitet, og det var på nogle overenskomstkrav, som kom til at handle om en uges ekstra ferie og lidt pensionsopsparing.

Om sådan en situation siger Lukacs, at hver massestrejke skaber en revolutionær situation, hvor borgerskabet, om nødvendigt med hjælp fra statsapparatet, søger at drage de konsekvenser, som er nødvendige. Det betyder, at hvis ikke fagbureaukratiet kunne holde strejken under kontrol, og arbejderne begyndte at organisere produktion og andre ting selv, så vil borgerskabet sætte politi og militær ind. Nu gik det jo ikke så radikalt for sig i foråret, at det blev nødvendigt. Men rent principielt er det vigtigt, at revolutionære forsøger at påvirke enhver kamp, selv for nok så begrænsede forbedringer for arbejderklassen. Derfor støttede vi kampen i foråret. I dag er arbejderklassen præget af reformistisk tankegang, og det er kun en minoritet, som er villig til at sætte sig ud over hensynet til det bestående. Men som Lukacs pointerer: “Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt arbejderklassen kæmper eller ej, men i hvis interesser den gør det.”

Det er det faktum, at arbejderklassen producerer værdien i samfundet, der gør, at den kan sætte magten på dagsordenen. Det betyder, at kapitalismen skaber sin egen drabsmand. Og den gør denne drabsmand stadig større og potentielt stærkere. I dag vil arbejderklassen meget lettere kunne sætte sig på magten i samfundet end den kunne i 1917 i Rusland.

Men hvorfor har arbejderklassen så ikke gjort det allerede? Svaret er lidt enkelt sagt, at den endnu ikke er blevet enig om, hvad der skal gøres. Efter 2. verdenskrig har der været masser af arbejderopstande, som desværre alle er slået fejl, fordi der ikke har været en revolutionær politisk ledelse til at føre kampen til sejr.

Lukacs påpeger, hvilken rolle, det revolutionære parti spiller i forhold til arbejderklassen. På den ene side teoretisk klarhed og fasthed for at holde den rette kurs trods massernes vaklen; også selv om det i perioder kan betyde, at partiet bliver isoleret. På den anden side skal partiet være fleksibelt og så lærende, at det fra masserne kan uddrage de revolutionære muligheder, som de endnu ikke selv er bevidste om. “Det er på ingen måde partiets opgave at påtrykke masserne en eller anden form for abstrakt, klogt udtænkt taktik. Tværtimod må det hele tiden lære fra kampen...” som han skriver.

På denne måde lærer arbejderklassen gennem kamp. Der findes ingen stedfortræder for klassen, kun dens eget højdepunkt af handling. Det revolutionære parti arbejder i vekselvirkning med arbejderklassen, men det kan ikke erstatte arbejderklassens handlinger. Det må hele tiden være et skridt foran klassen i politisk niveau for at kunne lede.

Fordi arbejderklassen kun lærer gennem sin egen kamp, er det vigtigt, at den kæmper hele tiden, for dermed bliver den mere bevidst om sine egne interesser. Desuden er det nødvendigt hele tiden at slås for forbedringer af levevilkårene, ellers vil kapitalismen simpelthen udbytte arbejderne så meget, at folk går til grunde.

Set i dette lys er det en opgave for socialister også i dag at støtte kampen for enhver forbedring i arbejderklassens vilkår. Arbejderklassens kamp er som en muskel, jo mere den bliver brugt, jo stærkere bliver den. Arbejderklassens styrke og bevidsthed vokser i takt med, at den kæmper. Den dialektik, som udvikler sig med en given strejkebevægelse, skal de revolutionære være i stand til at analysere og udnytte for at skubbe bag på udviklingen af kampen og bevidstheden. Det var det, som Lenin var et geni til: Han var i stand til ud fra den marxistiske teori at udlede, hvad det næste skridt i den konkrete klassekampssituation skulle være.

Lukacs kritiserer revolutionæres utopisme som et forsøg på at løfte sig selv op ved håret, at med et spring forestille sig at være i en helt ny verden, i stedet for at forstå det nyes dialektiske fremkomst fra det gamle. Han argumenterer, ligesom Lenin, for, at den dagsaktuelle kamp rummer kimen til en revolution. Det er denne kim, som det revolutionære parti skal have øje for at udvikle. Lenin har sagt, at den, der forventer en “ren” revolution, kan komme til at vente meget længe, for revolutionen vil ikke være ren, men udvikle sig fra dagsaktuelle krav til at omfatte selve spørgsmålet om magten i samfundet.

Revolutionære må hele tiden træne sig i at analysere den konkrete situation for at udstikke, hvilken retning arbejderklassens kamp skal have, og blive bedre til at være i samspil med og politisk ledende blandt de mest bevidste dele af klassen.

Lukacs skrev bogen som et svar på den kritik, hans tidligere bog Historien og klassebevidstheden var blevet mødt med af den Tredje Internationale efter Lenins død. Men bogen var mere end et svar. Den var et forsvar for revolutionens aktualitet og for den måde at arbejde politisk på, som Lenin og bolsjevikpartiet praktiserede.

Lukacs skrev bogen i datidens ånd, mod venstrekritikken. Senere svigtede han dog sine idealer og blev en konform bureaukrat og stalinist. Men hans hyldest til Lenins evner til at være politisk ledende gælder også i dag, omend bogen kan forekomme lidt svulstig på grund af den megen fremhævning af Lenin som person. Til det må vi svare med et citat fra den engelske musikgruppe Redskins: “take no heroes – only inspiration”.

Georg Lukacs
Lenin
Verso, London 1998
(findes også i svensk oversættelse)