Revolutionære bevægelser er ikke ukendt i dansk historie. Fra 1910-20 var syndikalisterne den hidtil største revolutionære udfordring af Socialdemokratiets herredømme i arbejderbevægelsen.
Jason Meyler gennemgår deres erfaringer.

I december 1908 gik en lille gruppe socialister fra det socialdemokratiske ungdomsforbund sammen om at danne Syndikalistisk Forbund. Formålet var, som deres leder Christian Christensen udtrykte det, "en genrejsning af den revolutionære socialistiske bevægelse".

Syndikalistisk Forbund udgav et blad og agiterede omkring arbejdsløshedsspørgsmålet. Det er imidlertid tvivlsomt, om de fik stor opbakning, og der er ingen tegn på, at de blandede sig i overenskomstkonflikterne i 1910. I hvert fald gav Christian Christensen udtryk for ønsket om at "komme op af kælderen" og væk fra principrytteri og endeløse diskussioner" og "i stedet for gå ud og vinde arbejderne for den revolutionære klassekamp". De endeløse diskussioner førte til, at Christian Christensen og en del andre forlod Syndikalistisk Forbund for at udrette noget praktisk arbejde i fagbevægelsen. Det førte til dannelsen af den syndikalistiske Fagoppositionens Sammenslutning (FS). Hele vejen igennem sin livstid forstod FS sig selv som "Praktisk klassekamps bevægelse".

Fra 1910 til 1920 voksede FS fra 34 til over 4.000 medlemmer og udgav et dagblad, Solidaritet, der solgtes i 15.000 eksemplarer. FS var den første større revolutionsbevægelse i den danske arbejderklasses historie, og den hidtil største revolutionære udfordring af den socialdemokratiske dominans i arbejderbevægelsen. Men de revolutionære ideer, der voksede op med FS, forsvandt efter 1920 lige så hurtigt, som de var vokset frem. Deres historie er derfor interessant, hvis man ønsker at undgå de fejltagelser, der førte til deres bortdøen.

Carl Heinrich Petersen, en af den danske syndikalismes historikere, forklarer, at "en af årsagerne til syndikalistbevægelsens forsvinden var et lavt bevidsthedsniveau og en beskeden viden om syndikalismens principper og historie hos et flertal af dens medlemmer". Det er unægteligt sandt. Christian Christensen påpegede senere, at FS var fattig i "bogført ideologi". Carl Heinrich Petersen tilføjer dog, at det ikke har medført opløsning i fx socialdemokratiske eller stalinistiske partier. Så det er ikke en tilstrækkelig forklaring.

1899 til 1917 var dystre år for arbejderklassen. Dansk kapitalisme var i fremgang, men reallønningerne stagnerede, og med udbruddet af første verdenskrig faldt de med op til 35 pct.

Arbejderklassen havde lidt et stort nederlag i den storlockout, som i 1899 resulterede i Septemberforliget mellem de faglige ledere i Det samvirkende Forbund, DsF (nutidens LO) og arbejdsgiverne. Septemberforliget medførte en række forhandlings-, mæglings- og varslingsregler, som betød en enorm svækkelse af arbejderklassens kampkraft. Og i 1911 indgik "Den faglige moderation", som de bureaukratiske ledere af fagbevægelsen blev kaldt, en femårig overenskomst, som yderligere forværrede situationen.

Helt op til krigens udbrud i 1914, var FS stadig en lille organisation med under 400 medlemmer. Det var først efter 1917-18, at FS oplevede en stormende tilslutning til sine ideer og sin organisation. Socialdemokraterne begyndte at betragte FS som en trussel mod deres dominans i arbejderklassen.

I modsætning til Socialdemokratiets tro på, at social forandring kommer gennem overtagelsen af staten – "statssocialismen", som FS kaldte det – opfattede syndikalisterne den umiddelbare klassekamp som vigtigst. "Syndikalismen forenkler klassekampen og overbeviser arbejderne om, at kun de selv er i stand til at føre den igennem," skrev Solidaritet. Det var en reaktion på, at den reformistiske bevægelse havde underlagt fagbevægelsens økonomiske kamp på arbejdspladserne under hensynet til den politiske kamp, som Socialdemokratiet førte i Folketinget.

Syndikalisterne ville genetablere arbejderklassens aktive rolle i kampen for socialismen. Der var ingen repræsentanter, der kunne befri arbejderne på deres vegne. "Arbejderklassens frigørelse skal være arbejderklassens eget værk derved, at de gennem direkte deltagelse i kampen løftes, højnes og modnes til at blive verdens herskere og etablere socialismen. Det var Marx's ord og syndikalismen er disse ords praktiske realisation", skrev Christian Christensen i Solidaritet.

Syndikalisterne tog altså udgangspunkt i arbejderklassens økonomiske kamp – kampen i produktionen på arbejdspladserne. I klassekampen kunne arbejderklassen omdanne de eksisterende fagforeninger til virkelige kamporganisationer, som ville stå i spidsen for en revolutionær generalstrejke. Fagforeningerne skulle administrere den fremtidige socialistiske produktion.

Et revolutionært politisk parti var ikke nødvendigt, da den faglige kamp af sig selv ville udvikle sig til en kamp om magten i samfundet. De tog ikke blot udgangspunkt i, men begrænsede sig til den økonomiske kamp igennem fagforeningerne. Næsten som en spejlvending af reformisternes adskillelse af politik og økonomi gav de spørgsmålet om politik og bekæmpelsen af staten mindre betydning.

"Vi adskiller skarpt politik fra fagbevægelsen. Når vi har 1 pct. politiske interesser, har vi 99 pct. økonomiske." Og videre: "Vor stilling til parlamentarisme er som alle syndikalistiske bevægelser verden over" skrev Solidaritet, "Vi er neutrale. Det vedkommer ikke syndikalismen, om en arbejder er kristen, muhamedaner eller om han i politisk henseende stemmer på dette eller hint parti eller slet ikke stemmer."

Afvisning af politik førte naturligvis til, at Syndikalisterne afstod fra at give arbejderklassens kamp en politisk retning. I stedet skulle syndikalistiske arbejdere vise ved eksemplets magt, hvordan kampen skulle føres, så ville resten automatisk følge efter.

"Erfaringer fra alle tidligere kampe viser, at det er den lille begejstrede minoritet, der ved sin raske og resolutte optræden sætter liv og begejstring i de store tunge arbejdermasser." Det var denne undervurdering af politiske spørgsmål i kampen, der skulle give FS en alvorlig hovedpine.

Fra begyndelsen kom deres politik på prøve. Mange af syndikalisterne var jord- og betonarbejdere. Da arbejdsgiverne havde opsagt overenskomsten i foråret 1911, kom de ud i strejke. Det forlig fagforeningsbestyrelsen opnåede med arbejdsgiverne blev massivt stemt ned i afdelingen, og FS overtog bestyrelsesposterne. De oplevede hurtigt, at de faglige ledere i forbundet og DsF gjorde alt for at forhindre, at strejken skulle udvikle sig. Strejkestøtten blev inddraget, og sympatiaktioner blev modarbejdet gennem en voldsom hetz mod den syndikalistiske bestyrelse. Efter fire måneder led strejken nederlag, og den gamle bestyrelse blev genindvalgt.

FS foretog to afgørende fejlvurderinger. For det første havde de klart undervurderet fagbureaukratiets magt. Ikke fordi de ikke havde en kritik af bureaukraterne. De argumenterede hårdt imod opdelingen i "fag"-foreninger. De opfattede denne opsplitning som grundlag for bureaukratiets konservative holdning. I stedet skulle der være industriforbund organiseret på tværs af faggrænserne. FS nåede aldrig længere med disse tanker. Industriforbund er stadig opsplittede, blot i større format, og problemet er ikke kun, at alle arbejdere ikke står i samme organisation.

FS troede, at arbejderne havde en fælles bevidsthed, men bevidstheden i arbejderklassen udvikler sig ujævnt. Arbejdere, der ikke havde haft oplevelsen af solidariteten i en strejke, kunne nemmere overbevises af det konservative fagbureaukrati. Derfor var det ikke nok at overtage fagforeningsbestyrelsen og udsende opfordringer til andre bestyrelser om støtte. Det var nødvendigt at bruge posterne til at udvikle aktiviteten i basis.

For det andet overvurderede FS, hvordan den faglige kamp kunne udvikle sig. Solidaritet forklarede det således: "De økonomiske kampe udvikler sig til at blive mere og mere tilspidsede og omfattende. Fra den lokale konflikt udvikles de til at omfatte et helt land, og derfra til at blive internationale. For hver kamp oplæres proletariatet mere og mere i at føre sine kampe og gennemføre sine fordringer, indtil det endelige opgør kommer."

De forstod, at arbejdere lærer i kampen, men kampen foregår i ryk frem og tilbage. Det betyder også, at holdninger udvikler sig i ryk. Når kampen er i tilbagegang kan læren af et nederlag være, at det ikke nytter at kæmpe. Arbejderne lærer i kampen, men det kommer også an på, hvilke politiske svar, der er synlige i kampen.

Da arbejdernes modstand mod den stramme krigsøkonomi voksede, fik FS' holdning til udviklingen i den faglige kamp ny næring. FS blev samlingspunktet for oppositionen.

Oktoberrevolutionen i Rusland 1917 og revolutionsforsøget i 1918 i Tyskland bevirkede store massemøder på 30-40.000 på Grøntorvet. FS stod i spidsen for en organisation af arbejdsløse, som blandt andet stormede Børsen i protest mod krigsspekulanterne og fik indført arbejdsløshedsunderstøttelse.

Borgerskabet rystede i erindring om opstanden syd for grænsen, og politiet blev sat hårdt ind mod arbejderne. Flere af FS's ledere måtte ind og sidde.

I løbet af 1919 var der omfattende kampe på arbejdspladserne. Der blev sikret betydelige lønforhøjelser udover overenskomsten og 8-timers arbejdsdagen blev presset igennem. Fagoppositions Sammenslutning voksede lynhurtigt fra en aktivistgruppe til en organisation af 4000 medlemmer.

FS argumenterede for, at det fagretlige system hindrede effektiv kamp. Nye kampteknikker og effektive kampformer skulle bruges på trods af Septemberforliget. Det vigtigste våben var den pludselige strejke, som er mere effektiv end den, der kommer efter forhandlinger og varsling.

En lønstrejke på Københavns Flydedok førte til, at FS kom til at sidde med flertallet i Smedeafdelingen. Denne gang havde FS lært af erfaringerne fra jord- og beton strejken i 1911, hvor FS også overtog bestyrelsesflertallet. FS's dagblad, Solidaritet, fremhævede, at det var af mindre betydning, hvem der sad i bestyrelsen, med mindre de havde solid opbakning. De satsede mere på mobilisering, og det lykkedes dem at vinde lønkravene. Men smedeafdelingen blev erklæret konkurs på grund af bøderne under strejken. I stedet for at opbygge en ny afdeling i Smedeforbundet blev en ny syndikalistisk fagforening, Københavns Metalarbejderforbund, dannet med 2000 medlemmer.

FS havde hidtil argumenteret imod dannelse af særlige syndikalistiske fagforeninger. Det ville overlade de ikke-syndikalistiske arbejdere til det reaktionære bureaukrati. "Vi bliver, hvor masserne er samlede og så langt vor magt strækker ikke lader os isolere fra dem, men kæmper indenfor de gamle organisationer.." skrev Christian Christensen, da han kritiserede den nye linje. Den nye linje var dog i tråd med FS's grundholdning, at fagforeningerne kunne kæmpe for socialisme. Det krævede fagforeninger, der var løsrevet fra den klassesamarbejdspolitik, som bureaukraterne førte.

FS oplevede stadig klarere, hvilken hindring det etablerede bureaukrati var, hvilket stillede dem overfor et valg. Enten at sige, at det kun var selve revolutionen, der kunne fjerne bureaukratiet. Det ville kræve andre organisationer at gennemføre revolutionen. Her kunne de pege på sovjetterne i den russiske revolution to år tidligere.

Eller starte forfra og danne nye syndikalistiske fagforeninger. Det gjorde et stort mindretal i FS.

I slutningen af 1919 dannedes den Føderalistiske Sammenslutning udenfor DsF bestående af det nye Metalarbejderforbund, søfolkene, havnearbejderne, murerne og murerarbejdsmændene. Disse er tit blevet betegnet som syndikalistiske fagforeninger, men Christian Christensen betegnede dem senere som "nogle faglige organisationer, der er ligeså reformistiske og borgerlige, som dem der står i DsF og i hvis styrelser, der sidder flere erklærede socialdemokrater."

FS begyndte i højere grad at sætte lighedstegn mellem klassesamarbejde, Septemberforliget og DsF's ledelse. I en periode med mere intens klassekamp kunne en del fagforeningsbestyrelser sagtens bryde med bestemte fagretlige regler og stadig opfatte deres rolle som begrænset til opnåelsen af forbedringer indenfor systemet. Det kræver i sidste ende et samarbejde med systemet. Et brud med klassesamarbejdet kræver derimod en politik for at gøre kampen indenfor systemet til en kamp mod selve systemet.

I slutningen af 1919 vendte det økonomiske opsving. Arbejdsgiverne krævede den gamle overenskomst uændret ved overenskomstfornyelsen og endog lønnedgang i nogle brancher. DsF satsede på, at den varslede lockout ville føre til, at forligsmanden greb ind med et tåleligt kompromis. Arbejdsgiverne varslede lockout til at træde i kraft den 9. april.

Uenigheder blandt forskellige kapitalfraktioner den 29. marts førte imidlertid til, at kongen afskedigede regeringen. Socialdemokraterne, som havde Stauning siddende i regeringen som kontrolminister, betegner det som "statskup" og truede med generalstrejke.

Det tog FS på sengen. Solidaritet var først imod strejken. "Det ville være sindsvagt at gå ud i en strejke for at genindsætte en Stauning, der under hele sin regeringsvirksomhed ikke har foretaget sig andet end at gå arbejdskøbernes ærinde mod arbejderklassens dyreste interesser..". Men linjen blev ændret, da det ville være uholdbart at holde sig udenfor den generalstrejke, som de havde agiteret for i mange år. FS tilsluttede sig derfor strejken, men på et andet grundlag end socialdemokraterne.

Deres kongres Skærtorsdag vedtog, at det var ligegyldigt, hvem der regerede. Det, det gjaldt om, var den faglige økonomiske kamp. Problemet var, at flertallet af arbejderklassen ikke opfattede det som ligegyldigt, og FS afskar sig fra muligheden for at komme i dialog med dem.

Det var stik mod de erfaringer, som de russiske bolsjevikker havde indhøstet i august 1917, hvor en reformistisk regering var truet af et militærkup fra en af hærens reaktionære generaler. Regeringen havde knap en måned forinden gennemført en storstilet heksejagt på bolsjevikker og andre revolutionære og fængslet en del af dem. Alligevel stod bolsjevikkerne i spidsen for forsvaret af regeringen, hvilket gjorde dem i stand til at vinde opbakning fra flertallet i arbejderklassen til at gennemføre oktoberrevolutionen.

FS stillede fire krav til generalstrejken: Væk med Septemberforliget, forhandlinger i de enkelte fag, ophævelse af lockouten og amnesti for politiske fanger. Det var krav, der lige passede til FS's alliancepartner i Føderalistisk Sammenslutnings afdelingsbestyrelser. Der blev ikke sagt noget om, hvordan kampen skulle ledes og organiseres. Havnearbejderne og søfolkene gik i strejke straks socialdemokraterne havde bebudet generalstrejke. Men der blev ikke gjort noget for at bruge denne spydspids til at mobilisere andre. De andre fagforeninger i Føderalistisk Sammenslutning var afventende. De repræsenterede 83.000 arbejdere mod DsF's 280.000 medlemmer. DsF indkaldte de andre bestyrelser til møde, og det blev vedtaget, at generalstrejken skulle starte en uge senere. Solidaritet refererede, at der ingen nævneværdige indvendinger var mod de opstillede krav.

Dagen før strejken skulle iværksættes, indgik DsF et råddent forlig og afblæste strejken. FS havde ikke været tilstrækkeligt opmærksomme på, hvordan fagbureaukraterne i ord kunne dreje til venstre for at tage brodden af modstanden og fastholde sin kontrol over arbejderne.

Havnearbejderne og søfolkene fortsatte deres strejker, til de blev knækket to måneder senere. Arbejdsgiverne havde vundet overenskomsten, og socialdemokraterne havde vundet kampen om lederskabet i fagbevægelsen.

I årene efter var det arbejdsgiverne, der var i offensiven. En ny økonomisk krise og stigende international konkurrence førte til et stort pres på lønningerne. Hvor syndikalisterne havde stor fremgang på trods af politiske mangler, mens strejkeaktiviteten var stor, var de ude af stand til med deres fokusering på den økonomiske kamp at omstille sig til en situation, hvor selvtilliden i arbejderklassen forsvandt og kampaktiviteterne tog af.

De så strejkebevægelsen som en fremadskridende bevægelse, hvor arbejderklassens bevidsthed automatisk ville udvikle sig i revolutionær retning. De undervurderede reformismens muligheder for at påvirke arbejdernes bevidsthed den modsatte vej. Derfor undlod de at udvikle politiske og ideologiske modsvar mod reformismen. Og derfor var deres nederlag uundgåeligt.

FS mistede mange medlemmer, og de uenigheder, der havde luret under overfladen, brød ud i fuldt flor. Et mindretal videreudviklede tanken om en separatistisk syndikalistisk fagbevægelse. Mens flertallet begyndte at gøre op med ideen om, at der var en opdeling mellem politisk og økonomisk kamp. Denne udlægning "...er en frugt af det moderate socialdemokratis systematiske forvrængning af begrebet politisk kamp." Og i april 1921 blev FS og DKP samlet i Danmarks kommunistiske Føderation.

 

(Dette er en lettere redigeret udgave af to artikler fra Socialistisk Arbejderavis nr. 22 og 23; Web.red.)