"Kongressen sender et tydeligt signal om, at ingen skal have lov til at handle uansvarligt og blot vaske deres hænder, mens andre bliver ladt tilbage med regningen," udtalte den republikanske demagog Dick Armey for nyligt, da Repræsentanternes Hus gennemførte en opstramning af konkurslovene.

Hvem er det så, denne selvretfærdige politiker hentyder til? Gamblerne fra Long Term Capital Management, den investerings 'hedge fund', hvis væddemål for nylig gik galt og truede med at slynge hele finanssektoren ud i en katastrofe? De 71 banker og andre finansinstitutioner, der uforsigtigt lånte Long Term Capital 90 mia. dollars, og gjorde fonden i stand til med sin egenkapital på blot 4 mia. at føre væddemål for i alt 1250 mia. dollar?

Nej. Ugen efter, at Long Term Capital var på nippet til at kaste håndklædet i ringen, vendte kongressen – på anmodning af de store kreditkortfirmaer – sin vrede mod det voksende antal almindelige forbrugere, der begærer personlig konkurs efter at være begravet under et gældsbjerg. Kreditgiganterne siger, at den nuværende konkurslovgivning er for blød over for forbrugerne – "velfærd for låntagerne" kaldte Visas cheføkonom Tom Layman det.

Formuleringen er ironisk, for det altovervejende flertal, der begærer personlig bankerot, er blevet gældsat netop på grund af regeringens mangelfulde sociale sikkerhedsnet. Millioner af folk, der bliver bortrationaliseret eller bliver ramt af sygdom, er tvunget til at låne for blot at kunne betale deres regninger. Antallet af amerikanere, der begærer personlig konkurs steg sidste år til 1,4 millioner – tre gange antallet i 1980. Politikerne i Washington vil sandsynligvis have en ny konkurslov klar i januar, der vil tvinge forbrugere fra arbejderklassen til at afbetale deres gæld over en årrække til standard rentesats. Det bør bemærkes, at loven vil vedblive med at tillade de rige at hælde deres formuer over i ejendom i en stat samtidigt med, de erklæres bankerot i en anden.

Løskøbningen af Long Term Capital i slutningen af september er endnu et bevis. Long Term Capital var kendt som 'hedge'-fondenes (ordet henviser til en type væddemål) Rolls Royce og kom frem i midthalvfemsernes Wall Street orgie. Den blev grundlagt i 1994 af en specielt grådig og arrogant bande af Wall Street børsmæglere, fysikere, Nobelpristagere i økonomi og computerprogrammører, der hævdede at have fundet en idiotsikker måde at spille på børsen. Denne var baseret på computermodeller og matematiske ligninger, der sammenlignede de nuværende priser på obligationer, aktier og valutaer med deres historiske værdier. Til gengæld forlangte de et mannagementgebyr på 2 pct. og et årligt 'motiveringsgebyr' på 25 pct.

Long Terms øverstbefalende, John W. Meriwether, fik stjernestatus i 1980erne som Wall Street mægler for firmaet Salomon Brothers. Ganske vist blev han tvunget ud, efter at hans afdeling blev taget i at handle på vegne af intetanende klienter. Og han var også kendt for at indgå million-væddemål for en god bemærkning – engang på en golftur, købte han et dusin hummere, klistrede numre på deres rygge og lod dem indgå i et kapløb, hvor hans medgolfspillere kunne spille på dem. En bog, Liar´s Poker, der udkom i 1989, beskrev, hvordan Meriwether og hans chef i Salomon Brothers indgik et væddemål på 10 mio. dollars om, hvilket serienummer en dollarseddel ville have. Disse eksempler på arrogance var kun medvirkende til at øge Meriwethers legendariske status blandt Wall Streets blodtørstige pirater.

Rige investorer – heriblandt den kinesiske regering og den italienske nationalbank – stod i kø for at investere de minimum 10 mio. dollar, som Long Term Capital forlangte. De accepterede hemmelighedskræmmeriet omkring væddemålene, som krævet af Meriwether, der nu sad langt væk fra Wall Street i Greenwich, Connecticut. Økonomiske giganter som Merrill Lynch, JP Morgan, Goldman Sachs og Europas største bank, den schweiziske UBS, gav gladeligt lån til Long Term Capital, lokket af de store profitter – 20 pct. i 1994, 43 pct. i 1995 og 41 pct. i 1996. I de første tre år, havde investorerne mere end fordoblet deres indsats. Men det skulle vise sig, de matematiske formler var forkerte. To faktorer væltede dem. For det første var deres formel baseret på 'historiske værdier', der ikke kunne forudsige muligheden af den massive finansielle nedsmeltning, der begyndte den 17. august, da Rusland devaluerede og måtte opgive at betale en del af sin gæld. Long Term Capital havde væddet store summer på, at de amerikanske langtidsobligationer ville falde og andre obligationer gå op. I stedet skete det stik modsatte – investorerne trak sig ud af Rusland og over i de såkaldte 'sikre' amerikanske obligationer, hvilket fik priserne til at stige. For det andet, havde et voksende antal andre 'hedge' fonde og andre inversteringsfirmaer, satset på samme måde på baggrund af de samme formler på de samme markeder, og de forsøgte nu alle at redde sig ud samtidig.

Long Term Capitals egenkapital var på 4,1 mia. dollar den 1. august; 2,3 mia. dollar den 1. september, og 600 mio. dollar den 21. september – 90 pct. af egenkapitalen forduftede på bare 55 dage. Men de bankfolk, der så gladeligt havde ydet lån til Long Term Capital gennem de sidste par år, havde ikke i sinde at lade dem gå konkurs. Nationalbankdirektøren Alan Greenspan forklarede, at hvis man tillod dem at gå bankerot, ville det føre til et 'brandudsalg' af fondens gigantiske portfolie af obligationer, der ville sende chokbølger gennem hele verdensøkonomien. New York Federal Reserve organiserede en nødhjælpsplan den 23. september, der involverede en stribe internationale ledere, deriblandt seks banker sammen med Merrill Lynch og Goldman Sachs, der tilsammen hostede op med 3,5 mia. dollar til at holde firmaet oven vande. Men det var kun en stakket frist. Den 9. oktober havde Long Term Capital allerede opbrugt 1,9 mia. dollar af nødhjælpspakken.

Og det er kun begyndelsen. ´Hedge´ fondrådgiver George P. Van forudsagde i midten af oktober: "Det er ikke forbi. Vi har en dominoeffekt." Samme uge befandt en anden 'hedge' fond, Ellington Capital Management, sig på randen af et sammenbrud, mens udsigterne for endnu en fond, Convergence Asset Management, var dystre. Merrill Lynch, der anslog at have tabt 1,4 mia. dollar på balladen, annoncerede, at den ville beskære sin arbejdsstyrke med 3.400 på verdensplan. Den sammenspiste kapitalisme er ikke kun noget man finder i Asien, det er et kendetegn ved kapitalismen selv.

Sharon Smith