Harry – stykke for stykke (Deconstructing Harry)
Instruktion: Woody Allen
m. bl.a. Woody Allen, Kirstie Alley, Billy Crystal, Judy Davis, Demi Moore

Woody Allen er en af de mest omtalte instruktører i Hollywood, især når det drejer sig om hans privatliv. I Allens nye film, Harry – stykke for stykke, er det en selvironisk udlevering af hans eget privatliv, man oplever.

Plottet er meget simpelt. Harry Block (Allen) har skrevet en bog, hvor han udleverer hele sin omgangskreds. Familie, koner, elskerinder, venner – alle står for skud. Filmen er så bygget op af de konfrontationer, det skaber i det virkelige liv, krydret med de episoder, han beskriver i bogen.

Men hvad er hans baggrund for at lave denne film?

Allen har altid haft det problem, at han gerne vil lave "seriøse" film. Film som Interiors og En anden kvinde har været nogle af disse forsøg (og er efter undertegnedes mening blandt hans bedste), som blev dundrende publikumsfiaskoer, sikkert pga. hans (for?) åbenlyse inspiration hos Bergman. Publikums forventning har låst ham fast i rollen som hurtigtsnakkende komiker.

Ydermere er hele hans privatliv blevet forsidestof på alle aviser på grund af hans ægteskab med ekskonen Mia Farrows adoptivdatter og Mia's kontroversielle bog om deres samliv.

Med Harry – stykke for stykke dykker Allen direkte ned i al skriveriet om ham og vender det 180 grader. Det er igen Carlo Di Palma, som har været fotograf på filmen, og hans klipning, med små forstyrrende brud i samme scene, giver effekten af, at det kun er bidder man oplever, og ikke det samlede sande billede – præcis som i sladderpressen.

Men der er endnu et lag i Allens film, både de sjove og de alvorlige, som han måske ikke selv har forstået konsekvenserne af: Den totale fremmedgørelse overfor sig selv og sine medmennesker, som spiller en central rolle i filmene. Endeløse psykologsamtaler, sprut, piller, utroskab og tilfældig sex er resultatet af kapitalismens dræbende effekt på det kreative menneske. Storbyen, der på trods af et konstant pulserende liv alligevel ikke er i stand til at tilfredsstille menneskets basale behov for social kontakt, og hvor en luder for en aften bliver erstatningen.

Når dette er sagt, kan jeg kun anbefale filmen, som selvfølgelig byder på masser af Woody Allensk dialoghumor, der vil få selv den værste kapitalist til at trække på smilebåndet. Jeg vil slutte af med et Woody Allen citat: "Imiterer livet kunsten? Nej, livet imiterer livet!"

Rasmus Keis