Fra ælling til ugle
Erling Olsen
Forlaget Fremad
284 sider

Når en socialdemokratisk politiker skriver sine erindringer burde man forvente, at vedkommendes engagement i at skabe et mere retfærdigt samfund ville være et central emne. Også selvom politikeren er endt med at forsvare kapitalismen og nedskæringerne.

Men Erling Olsen er ingen Pelle Erobreren, så den slags socialt og politisk engagement er hans erindringer – "Fra ælling til ugle" – i det store hele støvsuget for. Hans bog er i stedet en samling anekdoter fra hans gang blandt landets akademiske og politiske elite. Erling Olsen er helt og holdent systemets mand uden en sag at kæmpe for. Hans drivkraft er hans egen selvglæde over at have tilhørt en elite, som har forstået at manipulere vælgere, embedsmænd og sit eget socialdemokratiske bagland.

Eksempelvis da Erling Olsen skulle overtage en sikker socialdemokratisk opstillingskreds. Den daværende kandidat – Edvin Boye Hansen – og Erling Olsen havde på forhånd lagt planer for, hvordan de kunne undgå, at medlemmerne fik indflydelse:

"Hvis jeg ville have kredsen, ville han [Edvin Boye Hansen] i stedet for foreslå sin bestyrelse at starte en studiekreds i nationaløkonomi med mig som studiekredsleder. Når valget blev udskrevet, ville han meddele, at han ikke havde helbred til at tage en periode til. Så ville jeg være godt indarbejdet i kredsen, og den ville dårligt have tid til at finde en anden kandidat."

Som sagt så gjort – Erling Olsen blev kredsens folketingskandidat uden nogen modstander.

Denne form for venskabstjenester bar også Erling Olsen frem i hans akademiske karriere. Eksempelvis fik han et lektorat i nationaløkonomi, fordi han undlod at klage over en professor, også selvom en mere kvalificeret kandidat – ifølge Erling Olsen selv – også havde søgt stillingen. Den kvalificerede kandidat blev dog stillet et andet lektorat i udsigt, hvis han lovede at holde mund.

Forfatteren anfægter på ingen måde den slags nepotisme og manipulation. Tværtimod er det tilsyneladende selve magtspillet, der har fascineret ham ved politik – ikke det politiske indhold. Han nærmest praler med, hvordan han i midten af 1970'erne som boligminister smadrede et par huslejeboykotter. Egentlig havde han sympati for lejernes krav, men eftersom mange af aktionerne var ledet af folk fra venstrefløjen, måtte de ned med nakken. Ja, det skriver han faktisk.

De perioder i Erling Olsens liv, der virkelig kunne have interesse for os at vide noget om, er dårligt behandlet i bogen. Hans fald som rektor for Roskilde Universitetscenter er kun dækket i et bilag, som blev skrevet i anledning af centrets 25 års jubilæum. Og hans rolle i formandskuppet i socialdemokratiet i 1992 er knap nok nævnt. Men det værste er, at selvom han var justitsminister, da politiet affyrede 113 skud ind i en flok demonstranter på Nørrebro d. 18. maj 1993, er episoden og det efterfølgende juridiske spil ikke beskrevet af ham selv med et ord, men er dækket af et andet bilag skrevet af et par journalistelever, som ikke formåede at fortælle noget nyt. Hvis Olsen havde villet servere lidt insiderviden om den sag, kunne det have gjort en ellers dybt kedelig og uinteressant bog værd at læse. Men den slags kan man vel næppe forvente fra en af systemets egne mænd.

Tom Christiansen