Så skete det igen. En naturkatastrofe, som i de rige lande kun ville have betydet materiel skade, eller i værste fald nogle få dræbte og kvæstede, har betydet død og ruin for 10.000'er i nogle af verdens fattigste lande.

Orkanen Mitch, som hærgede især Honduras og Nicaragua i starten af november, mentes ugen efter at have kostet 11.000 mennesker livet, mens millioner er uden tag over hovedet. Inden en uge havde urent drikkevand og rådnende lig udløst de første tilfælde af kolera.

Orkanen er betegnet som den værste i Caribien i 200 år. 90 pct. af alle veje og broer i Honduras blev skyllet bort. 20 pct. af befolkningen i Nicaragua menes at have mistet deres hjem.

Mønster

Der har til alle tider været naturkatastrofer, men de enorme skader i Mellemamerika skyldes først og fremmest fattigdom og profitjagt.

Det er et mønster, vi har set gentaget gang på gang. Bangladesh rammes jævnligt af oversvømmelser med 1000'er af døde. Det er oversvømmelser, der kunne modvirkes, hvis blot der blev bygget diger som i fx Holland og Nordtyskland.

Mens rigtigt byggede murstenshuse kan yde betydelig beskyttelse mod såvel storme som jordskælv, så blev landarbejdernes blikskure i Nicaragua og Honduras fejet til side med den første voldsomme storm. Langt de største skader skete som følge af den massive regn samt mudderskred. Hele landsbyer blev skyllet ned fra bjergene og begravet i mudder.

Vandmassernes kraft blev langt mere ødelæggende, end den havde behøvet, fordi enorme områder med skov er blevet fældet for at skaffe jord til kaffe- og bananplantager. Drivkraften bag disse skovrydninger er multinationale selskabers jagt på profit. Som for at føje spot til skade har banangiganten Chiquita afskediget alle deres 7.800 arbejdere i Honduras i mindst ét år.

Udbytning

Landenes fattigdom skyldes mangeårig udbytning. Nicaragua bruger fx. 40 pct. af deres eksportindtægter til at betale af på gæld til Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF). Honduras og Nicaragua betaler hver dag 15 millioner kr. til de vestlige banker. Hver eneste krone betyder færre penge til ordentlige huse, veje og broer, som kan modstå naturens kræfter. Det er årsagen til, at ødelæggelserne er langt større, end da orkanen ramte Florida.

Nogle lande har givet en symbolsk hjælp. EU vil give 525 mio. kr. USA noget lignende. Til sammenligning var det ikke noget problem for magthaverne at skrabe 40 milliarder – 40 gange så meget – sammen til vennerne, da Long Term Capital Management (et selskab til finansiel gambling) gik fallit for et par måneder siden.

Det eneste, der kan redde de ramte lande fra total ruin er en øjeblikkelig og betingelsesløs eftergivelse af gælden. Det er der dog ikke meget, der tyder på, at bankerne vil være med til.

Den manglende hjælp bliver endnu mere grotesk, når man tænker på, hvor meget fx. USA ellers er villig til at "investere" i Mellemamerika. I 1990 brugte USA mere på at finansiere "contra'ernes" militære sabotage af sandinist-regeringen i Nicaragua, end Clinton nu har bevilget i nødhjælp til hele regionen. I 1985 havde USA 7.000 soldater i Honduras for at bekæmpe truslen om oprør, mens Clinton nu har sendt sølle 600 afsted til at hjælpe med nødforsyninger.

Magthavernes prioriteringer er vanvittigt menneskefjendske: De vil gerne betale milliarder til at sikre, at korrupte magthavere holder befolkningen nede. Men de vil ikke betale for at sikre folk en social og økonomisk udvikling.