Selv det mest spinkle håb om, at regimet i Indonesien vil tillade demokrati i landet, blev brutalt slået ned, da militæret i midten af november skød med skarpt mod demonstrerende studenter og arbejdere og dræbte 18.

Det indonesiske militær har både økonomiske og politiske privilegier, som det vil forsøge at bevare med alle midler overfor en befolkning, som kæmper for mad, arbejde og demokrati. Oprøret i Indonesien har derfor kun to mulige udgange: enten en løsning gennemtvunget af arbejderklassen fra neden eller et blodigt militærkup, som vil smadre de landvindinger, som studenter og arbejdere tilkæmpede sig under revolutionen i maj, da de væltede Suharto, diktatoren gennem 32 år.

Fredag d. 13. november er blevet kaldt "Sorte Fredag", fordi militæret skød ind i en flok på 20.000 demonstranter i Indonesiens hovedstad Jakarta. Baggrunden for demonstrationen var, at studenter og arbejdere med rette ikke har tillid til, at regimet, der fik magten efter Suharto, vil opfylde de krav, der i foråret startede revolutionen.

Formuer

Da "Folkets Rådgivende Forsamling" mødtes i Jakarta for at diskutere overgangen til demokrati, ønskede studenter at demonstrere for at afskaffe militærets dobbelte rolle, hvor det automatisk har et antal pladser i parlamentet og i det civile statslige bureaukrati. De krævede også, at den tidligere diktator Suhartos gigantiske formuer skal undersøges og føres tilbage til staten, at lønningerne skal stige og priserne sænkes. Og de krævede Suhartos afløser Habibies afgang.

Det var de største demonstrationer siden maj og militæret havde udkommanderet 80.000 mand for at beskytte ledelsens privilegier. Dele af militæret marcherede dog på demonstranternes side og hjalp dem, da andre dele åbnede ild. Som en af officererne fortalte journalister før skyderierne: "Jeg var selv engang student og kan forstå, hvor de kommer fra. Vi vil forsøge at overtale disse folk. Men der er mange af os, som er enige med de krav, de stiller."

Nedskydningen af de 18 demonstranter udløste voldsomme reaktioner i hele Indonesien. I Jakarta lukkede kontorer og banker, fordi arbejderne her sluttede sig til studenterne. Beretninger fra demonstrationerne i Jakarta svinger mellem 100.000 og 1 million deltagere. Omkring 5.000 studenter besatte lufthavnen i Medan – ligesom lufthavnen i Ujung Pandang blev det. Studenterne her forlangte at blive fløjet til Jakarta for at deltage i demonstrationen. Statsradioen i Tanjunkarang i det sydlige Sumatra blev overtaget af studenter, som brugte radioen til at udsende bevægelsens krav. Og i det nordlige Sumatra tog folk 16 lokalpolitikere til fange, indtil de skrev under på, at Suharto skulle retsforfølges.

Snigskytter

Habibie og militærets leder general Wiranto har efterfølgende forsøgt at berolige befolkningen ved at love at retsforfølge 163 soldater og politifolk, der beskyldes for at stå bag skyderierne. Men årsagen til brutaliteten skal søges højere oppe i systemet. Bl.a. fundet af dum-dum-kugler tyder på, at der har været beordret snigskytter med skarpe skud ud i kamp mod demonstranterne.

De danske medier har spekuleret meget i at fokusere på racistiske og religiøse modsætninger for at undgå den indlysende konklusion, at den eneste løsning på de indonesiske arbejderes og studenters problemer er revolution. Desuden tyder beretninger fra vestlige diplomater på, at mange af de racistiske og religiøse kampe er startet af bøller, der har været hyret af regeringen.

De moderate oppositionskræfter i Indonesien ser frem til valget, som Habibie har lovet skal finde sted næste år. Men i studenterbevægelsen og blandt arbejderklassen dukker nye kræfter op, som har mere vidtgående krav. Arbejdernes reformkomite (Kobar) og studenternes reform organisation (Komrad) har forsøgt at forene studenter og arbejderes kamp mod Habibies regime igennem de sidste seks måneder. De opfordrer bl.a. arbejderne til at overtage fabrikker og lagre og dele fødevarer ud til de fattige. Det er de kræfter, som repræsenter en løsning fra neden på den indonesiske befolknings problemer skabt af den verdensomspændende krise.

Tom Christiansen