Genetisk modificerede fødevarer er på vej ind på hylderne i supermarkederne. John Parrington ser i denne artikel på, om det er en udvikling, socialister kan støtte.

Kan vi stole på den bioteknologiske industri? Det er et spørgsmål, som mange har stillet sig, når firmaer som Monsanto – verdens største producent af genetisk modificerede afgrøder – bruger millioner på at forsøge at overbevise os om, at dets fødevarer er "lige så sikre og ernærende som standardprodukterne". I virkeligheden er sådanne kampagner kun med til at rejse spørgsmålet om, hvorfor så mange mennesker er så skeptiske.

Der er en række vigtige spørgsmål at rejse, når det gælder genteknologi. Denne teknologi bliver tit fremstillet som et middel, der kan transformere såvel landbrug som medicin og dermed udrydde sult og sygdomme. Men holder det perspektiv sammenholdt med den faktiske udvikling? Er det sikkert at eksperimentere med naturens processer, eller risikerer vi på grund af uvidenhed at fremkalde en økologisk katastrofe? Disse spørgsmål kan kun besvares, hvis man går ind til kernen af problemet: Hvem kontrollerer bioteknologien og til hvis fortjeneste?

Der er ingen tvivl om, at bioteknologi repræsenterer et enormt fremskridt i menneskets mulighed for at manipulere med verden omkring os. Det bygger på den revolution, som har fundet sted inden for biologisk videnskab i de sidste 25 år. De tre vigtigste teknikker i bioteknologi er dyrkning af vævskulturer, kloning og genmanipulation. Den største effekt af bioteknologien ligger i muligheden af at ændre det genetiske indhold af celler og derefter via kloning at kunne fremstille identiske, genetisk modificerede organismer.

Det har i nogle år været muligt at klone planter. Og indtil fåret Dolly pludselig dukkede op, mente mange, at det ville være umuligt at klone dyr. Meldingen om, at en gruppe forskere på Hawaii i sommers havde fremstillet snesevis af klonede mus, hvoraf nogle var klonede kloner, har bekræftet, at teknikken er til stede. Bioteknologien vil kunne reducere årevis af møjsommeligt forædlingsarbejde på planter og dyr til nogle få dages genetisk manipulation.

Men den måske vigtigste effekt er, at det nu er muligt at overføre gener mellem forskellige arter og endda også fra dyr til planter. Det kan lyde perverst, men det ville gøre det muligt at fremstille planter, som kan overleve i miljøer, som i dag er uegnede til landbrug. For eksempel har forskere overført et "antifrost"-gen fra bestemte fiskearter til sojabønner i et forsøg på at gøre dem modstandsdygtige over for kulde.

"Transgenetiske" dyr har betydning for såvel landbrug som medicin. Et af de primære formål med fåret Dolly var at skabe dyr, som er konstrueret til at producere menneskelige proteiner, som mangler hos mennesker med fx cystisk fibrose eller blødersygdommen.

Bioteknologiens muligheder er enorme. Men hvorfor er den så omgærdet med så stor mistro? Grunden er, at det er multinationale firmaer som Monsanto, Dupont, Ciba-Geigy og Beyder, der står for udviklingen af bioteknologien – firmaer som ikke drives frem af et ønske om at bruge videnskab og teknologi til at udrydde sult og sygdom, men snarere af kapitalistiske prioriteringer om at forøge profitter og markedsandele.

Dette er baggrunden for, at bl.a. Monsanto har ført sig frem i offentligheden. Der er store penge på spil bag firmaets forsøg på at afsætte sine afgrøder i Europa. Det forventes, at verdensmarkedet for genetisk modificerede afgrøder i år 2000 vil have en værdi på 20 milliarder kr., og det vil vokse hurtigt til 45 milliarder kr. i 2005. Men hvor Monsanto i USA har afgrøder som genetisk modificeret soja, majs og bomuld på over 20 millioner hektar landbrugsjord, så er der i Europa kun nogle få tusinde hektar forsøgsmarker på grund af modstand mod de nye afgrøder.

Monsanto forsøger at fremstille sine opponenter som modstandere af videnskabelige og teknologiske fremskridt. Firmaet bliver hjulpet på vej af absurde kommentarer fra personer som den engelske Prins Charles, der påstår, at genetisk manipulation af dyr og planter er imod naturens orden og et angreb på Guds værk! I virkeligheden er der ikke nogen grundlæggende etisk forskel på, om man ændrer en organismes genetiske sammensætning gennem bioteknologi eller gennem mere konventionelle forædlingsmetoder, hvilket mennesker har gjort i årtusinder.

Modstanderne af Monsanto er heller ikke blevet hjulpet af mediernes misinformation og sensationsjagt. I et tv-program blev det hævdet, at genetisk modificerede kartofler havde forårsaget misvækst hos rotter. Den forsker fra det prestigefyldte Rowett Institute i Aberdeen, som fremlagde historien, blev efterfølgende fyret. I virkeligheden var historien usand. De pågældende kartofler var ikke genetisk modificerede, men var blevet tilsat et stof, som i forvejen var kendt som giftigt.

Alligevel afslørede denne historie en helt anden sag, som medierne gik let hen over. Det viste sig, at Rowett Institute modtager en væsentlig del af sine midler fra Monsanto. Faktisk er sådanne økonomiske bånd blevet mere almindelige i takt med, at staten har udsultet forskningsinstitutioner økonomisk, og det rejser en alvorlig tvivl om institutionernes uafhængighed af fødevareindustrien, hvis produkter de formodes at skulle undersøge kritisk og objektivt.

Den egentlige sag mod Monsanto bygger på langt mere substantielle beviser. Et af Monsantos vigtigste forskningsprojekter er at udvikle afgrøder, som er modstandsdygtige over for plantegifte, som det selv fremstiller. Et meget bekymrende resultat stammer fra en amerikansk undersøgelse, hvor det viste sig, at genmanipulerede afgrøder er langt mere aggressive end normale planter, når det drejer sig om at overføre gener til andre planter. Undersøgelsen, som blev omtalt i Nature, viste, at gener, som medfører modstandskraft mod en bestemt plantegift, med 20 gange større sandsynlighed ville blive overført fra genmanipulerede planter end fra naturligt forekommende mutanter med den samme modstandskraft. Det skaber frygt for, at en sådan modstandskraft kan sprede sig til ukrudtsplanter, som ofte er beslægtet med de afgrøder, der vokser i nærheden. Økologer frygter, at der kan opstå "superukrudt", som hurtigt vil sprede sig over hele landet.

Udviklingen af planter, som er resistente overfor sprøjtegifte, ser også ud til at ville forøge forbruget af ukrudtsmidler på trods af de ødelæggende effekter, det vil have på såvel de arbejdere, der skal håndtere dem, som på miljøet som helhed.

Nutidens landbrug er domineret af ret få firmaer. De kontrollerer fremstilling af gødning og pesticider, afgrøder, husdyrarter og landbrugsmaskiner. Denne 'agrobusiness' bestemmer også markedsføring og distribution af fødevarer.

De multinationale firmaers globale dominans over landbruget blev grundlagt under den såkaldt 'Grønne Revolution' i 1960'erne. I den periode blev fødevareproduktionen transformeret i store dele af den Tredje Verden med introduktion af gødning, overrislingssystemer og nye højtydende afgrøder. Det betød, at lande som Indien for første gang kunne klare sig uden import af fødevarer, og gjorde det muligt for størstedelen af befolkningen at leve sundt. Den Grønne Revolution undergravede påstanden om, at teknologiske fremskridt i fødevareproduktionen ikke kan følge med befolkningsvæksten.

Men hvis den Grønne Revolution var en succes, hvorfor er der så millioner, som sulter? Hvorfor dør dagligt tusinder af mennesker af sult eller underernæring? Grunden er, at problemet med sult aldrig blot har handlet om mangel på fødevarer. Løsningen har derfor heller ikke kun drejet sig om at producere mere. Problemet var og er et spørgsmål om forkert fordeling af fødevarer, og i sidste ende handler det om, at fattige mennesker i mange lande ikke har adgang til at dyrke deres egne fødevarer. Fordi kun de rigeste landmænd havde råd til at købe de nye typer af gødning og afgrøder, så medvirkede den Grønne Revolution til at koncentrere magt og rigdom på landet i nogle fås hænder – og uddybede dermed den proces, som oprindeligt havde skabt sulten, og som den Grønne Revolution oprindeligt blev markedsført som løsningen af.

Også på verdensplan koncentrerede Den Grønne Revolution magten over landbruget endnu mere i de multinationales hænder, fordi de nye varianter af såsæd var afhængig af gødning og pesticider, som de selvsamme firmaer producerede. Frembringelsen af planter, som er resistante over for ét bestemt mærke af plantegift ligger i forlængelse af denne udvikling.

Det er ikke kun de plantegift-resistente planter, som giver grund til bekymring. Der fremstilles andre typer af genmanipulerede planter fx kartofler, som er giftige for de insekter, der lever på dem. Meloner designes til at være resistente over for plantesygdomme. Der er i princippet intet forkert ved udviklingen af sådanne planter. Problemet er, at for at få markedsført produkterne så hurtigt som muligt, så ignorerer firmaerne de større og måske uigenkaldelige effekter på miljøet, som planterne kan have. Det er allerede kendt, at planter, der producerer insektgifte, er i stand til at udrydde et stort antal arter og dermed truer med at ødelægge den økologiske balance.

Det er umuligt at bedømme omfanget af de risici, som den nye bølge af genmanipulerede afgrøder medfører for miljøet og vores helbred. Det mest fornuftige er at udvise den største grad af forsigtighed. Der skulle indføres forbud mod genmanipulerede afgrøder, indtil yderligere undersøgelser har bedømt de mulige problemer.

Men er det sandsynligt, at regeringen vil lytte til et sådant krav? Under de borgerlige regeringer i 1980'erne blev vi vant til at se vores sundhed og sikkerhed ofret på det fri markeds alter. Men det er usandsynligt, at den nye bølge af socialdemokratiske regeringer i Europa vil ændre dette. I Storbritannien har regeringen afvist at teste får for kogalskab, på trods af at sygdommen sandsynligvis er blevet overført til får.

Samtidig viderefører regeringerne de konservatives businessorienterede holdning til videnskab. I Storbritannien er det ikke en akademiker, men en erhvervsmand, som leder statens forskningsråd. Den danske forskningsminister, Jan Trøjborg, er tidligere erhvervsminister og ønsker øget firmasponsorering af forskningen. I og med at forskningen gennem to årtier er blevet udsultet økonomisk, er der mange forskere, som hilser det velkomment. Men man skal ikke regne med, at det er noget fornuftigt grundlag for at udvikle forskningen på langt sigt.

Problemet er, at presset fra markedet opmuntrer fx bioteknologiske virksomheder til kortsigtede løsninger, mens forskning kræver langtsigtet planlægning og investering. De vigtigste videnskabelige gennembrud skyldes ikke snæver, profitorienteret forskning, men fra den grundforskning som udsultes på universiteterne.

Jagten på profit forkrøbler videnskabens potentiale, og i værste fald fører det til misbrug, der truer vores helbred og på langt sigt måske endda planetens fremtid. Det er ikke underligt, at mange mennesker ofte beskylder videnskaben som helhed for de problemer, kapitalismen har skabt. Mange forskere er selv vrede over de rædsler, som udføres i videnskabens navn, men føler sig for magtesløse til at gøre noget ved det.

Det økonomiske pres på videnskaben vil vokse, hvis verdenskrisen slår igennem. Bioteknologien tilbyder menneskeheden enorme muligheder for at forbedre vores liv. Men for at udnytte de muligheder, er vi nødt til at fjerne de begrænsninger, som kapitalismen lægger over den.