Rosa Luxemburg var den første, der så, hvordan reformismen bredte sig i arbejderbevægelsen omkring århundredskiftet. Judy Cox gennemgår hendes vigtige bidrag til den revolutionære marxisme.

 

Rosa Luxemburgs liv var tæt knyttet til revolutionen, fra hendes fødsel i 1871, samme år som Pariserkommunen gennem hendes engagement i den første russiske revolution i 1905, til hun blev myrdet under den tyske revolution i 1919. I de 49 år Rosa Luxemburg levede var hun vidne til store forandringer i verden såsom udviklingen af monopolkapitalisme og imperialisme. Hendes brillante forståelse af marxismen og hendes mod til at udfordre enhver form for dogmatisme gjorde hende i stand til at analysere alle disse udviklinger fra den revolutionære socialismes synspunkt og derved at uddybe den marxistiske tradition.

Hendes første store bidrag var kampen mod reformismen. I dag – 100 år efter – er partier baseret på arbejderklassen, men knyttet til kapitalismen og dens institutioner hverdagskost. Men i 1890erne var det et nyt fænomen. Rosa var den første, der forstod, hvilken fare reformismen udgjorde og hvordan den kan afspore revolutionære bevægelser. Det var på baggrund af sine egne erfaringer fra det tyske Socialdemokrati, SPD, som hun tilsluttede sig i 1898, da hun kom til Tyskland fra Polen, hvor hun var født. SPD var et masseparti med en million medlemmer, 90 aviser og 1,4 millioner abonnenter, 200.000 medlemmer af arbejdersangkor og 130.000 af arbejdercykelklubber. Partiets ledere havde arbejdet sammen med Marx og Engels, og SPD havde formelt set tilsluttet sig marxismen i partiets Erfurter-program fra 1891. Rosa Luxemburg var en af de første, der bemærkede, at partiet på trods af dets retorik gav efter for reformismen i praksis. Denne voksende tendens brød ud i lys lue sidst i 1890erne, da Eduard Bernstein skrev først en række avisartikler og siden en bog, hvori han ridsede reformismens teoretiske grundlag op. Bernstein var et højt respekteret medlem af den tyske arbejderbevægelse. Derimod var Rosa Luxemburg en ung kvinde, og en polsk outsider i det tyske parti. Hun lod sig nu ikke kue, fordi hun indså alvoren i den trussel, Bernsteins argumenter udgjorde.

Kernen i Bernsteins argument var et forsøg på at revidere Marx' teori om kapitalismens kriser. Han påstod, at økonomien havde udviklet væk fra de periodiske kriser og nedgange, og at økonomien i det tyvende århundrede gradvist ville udvikle sig gennem kreditforanstaltningernes voksende udbredelse og fremkomsten af monopoler og globalisering hen imod en øget regulering og offentlig kontrol. Derfor, sagde Bernstein, er en kombination af fagforeningsorganisering og parlamentarisk indflydelse nok til at sikre et mere retfærdigt samfund. Konklusionen var, at SPD skulle opgive marxismen, der lagde vægten på økonomiske kriser og klassekamp, og stå frem som et reformistisk parti. "Hvad endemålet end måtte være, betyder det intet for mig, bevægelsen er alt" proklamerede Bernstein.

Luxemburg tilbageviste alle Bernsteins argumenter. Hun pointerede, hvordan kapitalistiske kriser fortsat er en indbygget del af den kapitalistiske produktion, hvordan fremkomsten af monopoler ikke ophævede konkurrencen, men tværtimod hævede denne til en større, national scene. Den faglige kamp kunne højest regulere udbytningen, ikke slippe af med den fuldstændigt, og parlamentet kunne ikke bruges som et socialistisk instrument til langsomt at overtage kapitalismen, men var derimod et redskab for kapitalistklassen. Ydermere, påpegede hun, ville kapitalistklassen afskaffe det parlamentariske demokrati, hvis det var fordelagtigt for dem. Hendes argument om, at "bag det borgerlige legalitets slør er den herskende klasses vold", blev på den mest tragiske måde bekræftet af den tyske herskende klasse, der sluttede op bag Hitler i 1930erne. Hun fremhævede atter, at socialismens nødvendighed var rodfæstet i den kapitalistiske økonomis modsætninger og i arbejdernes indseende i, at disse modsætninger kun kunne overvindes gennem en revolutionær forandring af samfundet. Derfor var kampen for socialismen baseret på såvel objektive som subjektive elementer, på både de kapitalistiske krisers uundgålighed og en forvandling af arbejderklassens bevidsthed. Kampen for reformer var midlet til at sørge for, at selvtilliden blandt og organiseringen af arbejderklassen kunne nå et punkt, hvor en revolution var mulig. Men hun argumenterede også for, at "den, der derfor taler om reformmetoden over lovgivningsvejen i stedet for og i modsætning til erobringen af den politiske magt og samfundets omvæltning, vælger i virkeligheden ikke en roligere, sikrere, langsommere vej til samme mål, men et helt andet mål". Et mål, der betød den fortsatte udbredelse af alle kapitalismens rædsler i stedet for deres udryddelse. Luxemburgs pjece Reform eller Revolution er fortsat en vigtig forklaring på, hvorfor der ikke findes en parlamentarisk vej til socialisme.

 

Marxister grundlagde deres organisationer på arbejderklassens magt, men Luxemburg var en af de første til at se, hvilken form klassekampen ville tage i det 20ende århundrede, fordi hun forstod den russiske 1905-revolutions betydning. Den udsprang af en massiv strejkebevægelse, der udviklede sig til arbejderråd, arbejderklassens spontane organisationer. Stillet overfor klassekamp på det niveau i nabolandet Rusland blev SPD's retorik udstillet. De argumenterede for, at massestrejken var en defensiv taktik, der kun skulle bruges som den sidste udvej. Og selv da kun for at holde den parlamentariske vej åben.

I modsætning hertil argumenterede Rosa Luxemburg for, at massestrejken var "revolutionens levende hjerteslag og samtidigt dens mægtigste drivkraft." Ligegyldigt om strejkens begrundelse var økonomisk eller politisk – erfaringerne fra strejkekampen kunne udviske skellet mellem politik og økonomi. Enhver politisk sejr kunne udvide horisonterne og øge selvtilliden og give ny næring til den økonomiske kamp og omvendt. Hvor SPD og fagforeningslederne så arbejderklassen som en teaterhær, der kunne sendes frem eller tilbage, alt efter hvad deres leder havde brug for, så mente Rosa, at arbejderklassens befrielse kun kunne være klassens eget værk. Udviklingen af socialistisk bevidsthed skabt af strejkens erfaringer var derfor altafgørende: "Det dyrebareste, fordi det er det mest standhaftige i den revolutionære bølges ebbe og flod, er proletariatets åndelige vækst." I december 1905 smuglede Luxemburg sig selv til Polen (der dengang var en del af Rusland) for at redigere den avis, det polske Socialistparti, som hun var medlem af, udgav. Hun blev arresteret, fængslet og sendt tilbage til Tyskland. Da hun kom ud af fængslet skrev hun til sin veninde, Clara Zetkin, om den stigende frustration hun følte overfor SPD's ledere.

I årtiet efter 1905 kom imperialismen til at indtage hovedrollen, eftersom krigstruslen i Europa rykkede nærmere. Under forberedelserne til den kommende krig dukkede nye skillelinier op i antikrigsbevægelsen i takt med, at gamle politiske forskelle antog nye former. Karl Kautsky argumenterede for, at imperialismen var en afvigelse, en byld, som nogle kapitalister også havde en interesse i at punktere fordi våbenudgifterne var spild af penge. Derfor, sagde han, ville internationale aftaler, konferencer og appeller til "fornuftige" kapitalister standse krigstruslen. Kautsky og Bernstein så krig som en uheldig afvigelse i en ellers fredelig kapitalistisk udvikling.

Rosa Luxemburg gjorde grin med Kautskys analyse. For hende var imperialismen – konkurrencen mellem stater og jagten på nye markeder – en integreret del af kapitalismen, hvorfor det var umuligt at have kapitalisme uden krig. Den analyse gjorde hende ikke til pacifist. På fra Stuttgart-kongressen i 1907 argumenterede hun for, at hvis en krig brød ud, måtte socialister intensivere deres anstrengelse for at vælte deres herskende klasser; revolutionære måtte erklære krig mod krigen.

Krigsudbruddet i august 1914 udstillede de socialdemokratiske partier over hele Europa. På trods af deres internationalistiske retorik fornedrede samtlige socialdemokratiske partier, med undtagelse af Lenins bolsjevikker, sig til at støtte sine egne herskende klassers krigsforberedelser. Rosa og en håndfuld andre socialister, deriblandt Clara Zetkin og Karl Liebknecht, var på fortvivlelsens rand på grund af partiets forræderi og den nationalistiske bølge i krigens første måneder. Men på trods af sin isolation stod Rosa fast på sin internationalisme og stod fast på kritikken af den rolle, hendes partis ledere havde spillet: "Krupps [våbenfirmaet] og Socialdemokratiet viste sig at være imperialismens bedste støtter: førstnævnte fremskaffer de materielle krigsvåben, sidstnævnte de åndelige til at dysse masserne i søvn og bedrage dem."

Men der var nu en mangel i Rosa Luxemburgs holdning til nationalisme. Hun var imod enhver form for nationalisme og anerkendte ikke forskellen på et undertrykt lands nationalisme som hendes hjemland Polens og imperiernes nationalisme som i Storbritannien og Rusland. Denne afvisende holdning til det nationale spørgsmål førte til ophedede diskussioner med Lenin. Bolsjevikkerne var socialister, der opererede i hjertet af et imperium. De var imod deres egne herskeres nationalisme og argumenterede for alle arbejderes forening. Samtidig indså de, at for at kunne opnå enhed, måtte de anerkende alle nationers ret til selvbestemmelse, og de forstod, at nationale bevægelser i kolonierne kunne være med til at underminere de største imperialistiske magter. På trods af denne mangel var Rosa en af den lille håndfuld socialister uden for Rusland, der forblev fortaler for internationalisme, selv da de blev stillet over for krigens prøve. Hendes Juniusbrochure er stadig en af de vigtigste angreb på krig og på det system, der tjener på massemord: "Skamfuld, nedværdiget, vadende gennem blod og dryppende af snavs; sådan ser kapitalismen ud, når den ikke spiller sin sædvanlige rolle som fredelig og retfærdig."

 

Rosa Luxemburgs forståelse af reformismen, massestrejken og imperialismen udsprang alt sammen fra hendes forståelse af marxismen: Det er ikke blot et middel til at forstå historien, men også til at skabe historie. Marxismen er et våben i arbejderbevægelsens hænder, og hendes fjerde store bidrag til marxismen var at holde den ægte marxistiske tradition i live i Europa i en periode, hvor den var under angreb ikke blot fra marxismens fjender, men også fra dens såkaldte venner. Bernstein og Kautsky udviklede et historiesyn, hvori sociale forandringer fandt sted uafhængigt af den menneskelige vilje eller menneskelige handlinger. I den udgave af marxismen ville kapitalismen uundgåeligt føre til socialisme. Med Karl Kautskys ord: "De uimodståelige økonomiske kræfter leder med dommedagsnøjagtighed til den kapitalistiske udviklings skibbrud."

I modsætning hertil argumenterede Luxemburg for, at historien skabte modsætningsfyldte muligheder, der afhang af bevidstheden, handlingen og organiseringen af arbejderklassen for at blive løst. Historien skabte kapitalismen og samtidig dens egen banemand, arbejderklassen. Den udviklede imperialismen og samtidig dens modsætning, muligheden for arbejderklassens enhed og internationalisme. Objektive betingelser ville ikke automatisk føre til socialisme. Luxemburg genindsatte på den måde arbejderklassens egenaktivitet som marxismens hjerte og argumenterede for, at den socialistiske organisations opgave var at intervenere, at sætte tempoet i hændelserne op. Hun påpegede, at "det kapitalistiske system står over for et dilemma, enten et skridt frem mod socialisme, eller et skridt tilbage til barbariet... Vi står derfor i dag, sådan som Friederich Engels forudså for en generation siden, overfor et frygteligt valg: enten imperialismens triumf og al kulturs destruktion og, som i det gamle Rom, affolkning, afmatning og degeneration, en enorm kirkegård; eller socialismens sejr – det vil sige det internationale proletariats bevidste kamp mod imperialismen, mod dens metoder, mod krig. Dette er verdenshistoriens kamp, dens uundgåelige valg, hvor vægtskålen rystende afventer proletariatets beslutning. På den hviler kulturen og menneskehedens fremtid."

Hun forklarede, at det var nødvendigt for en socialistisk organisation at være aktiv i kampen. Opfattelsen af Rosa Luxemburg som en 'spontanist', der ikke troede på organisationen, er en stalinistisk myte, der blev sat i omløb for at miskreditere hende. Hun gik ind i sit første parti i en alder af 16, hun var en central skikkelse i det polske Socialistparti, og da hun brød med partiet på spørgsmålet om nationalisme, hjalp hun med til at grundlægge et alternativt socialistisk parti i Polen. Hun vedblev med at være en central skikkelse i det parti såvel som i SPD.

Men hun skilte sig ikke ud fra SPD før 1916 på trods af hendes bitre kritik af dets ledere, og hun dannede ikke et uafhængigt kommunistisk parti før i 1919. Årsagen til, at hun ikke opbyggede et parti som Lenins bolsjevikker var tildels begrundet i forskellene mellem vilkårene i Rusland og Polen. Lenin opbyggede bolsjevikpartiet fra bunden af, fordi der ikke var nogle etablerede reformistiske institutioner. Da Rosa gik med i SPD var det en massiv organisation med massiv støtte i arbejderklassen. Det var i den grad synonymt med den tyske arbejderklasse, at Rosa følte at det ville være at forråde de arbejdere, der stadigt støttede det at bryde med SPD. Indtil 1914 troede Lenin selv, at den bolsjevikiske organisationsmodel var en undtagelse, der kun kunne være effektiv i Rusland, hvor Socialdemokratiet var illegalt. Lenin indrømmede senere, at Rosa så Kautskys politiks råddenskab før han selv gjorde.

Men der var politiske uenigheder mellem Lenin og Luxemburg. Hun argumenterede for, at revolutionær organisering var 'en proces', der kunne opbygges i løbet af revolutionen, mens Lenin argumenterede for, at organisationen måtte dannes først, og at den måtte kunne måle sig med den kapitalistiske stats centralisme. Luxemburg troede, at revolutionen af sig selv ville feje enhver form for konservativt bureaukrati af vejen. Et revolutionært parti ville vinde lederskabet gennem sin politisk styrke. Lenin mente, partiet måtte være centraliseret for at kunne skride til resolut handling og for at sikre, at en revolutionær opstand fandt sted på det gunstigste tidspunkt.

Rosa Luxemburg hyldede oktoberrevolutionen i glødende ord: "Al den ære og revolutionære kapacitet, de vestlige socialdemokratier manglede, repræsenterede bolsjevikkerne. Deres oktoberopstand var ikke blot den russiske revolutions frelse; det var også den internationale socialisme æres frelse." Fra sin fængselscelle i Breslau kritiserede hun ganske vist bolsjevikkerne. Men hun forstod også, at mange af de ting ved det sovjetiske styre, hun ikke brød sig om, var et resultat af den russiske revolutions isolation i det økonomisk tilbagestående Rusland. Desuden ændrede hun holdning til nogle af kritikpunkterne efter hendes egen erfaring med den tyske revolution, der brød ud i 1918. For eksempel kritiserede hun bolsjevikkerne for at have aflyst den grundlovsgivende forsamling til fordel for arbejderrådene. Men i løbet af den tyske revolutions første måneder oplevede Luxemburg, hvordan indkaldelsen af borgerligt demokratiske organer var en udløber af og ikke et alternativ til den herskende klasses overherredømme. Hun indså, hvordan højrefløjen ville mobilisere deres kræfter under nationalforsamlingens banner, da hun skrev: "Vi befinder os nu midt i en revolution, og nationalforsamlingen er en kontrarevolutionær fæstning rejst imod det revolutionære proletariat."

 

Desværre havde hun frygteligt kort tid til at lære mere af erfaringerne fra arbejdere, der lavede deres egen revolution. Hun blev myrdet i januar 1919 af tropper, som højrefløjen i SPD havde sluppet løs. Stillet overfor revolutionens prøve, var det Lenins centraliserede parti, der bedst var i stand til at vinde flertallet af arbejderklassen for revolutionen. Luxemburgs kommunistparti, dannet i januar 1919, var alt for lille og svagt til at kunne udfordre det reformistiske lederskab i revolutionens første bølge. I alle sine faser blev den tyske revolution hjemsøgt af denne mangel på et rodfæstet revolutionært parti.

Da hun døde, blev mange mindeord skrevet om Rosa Luxemburg. Karl Kautsky, der engang havde været hende nære ven såvel som en politisk modstander, skrev "Rosa Luxemburg og hendes venner vil altid indtage en særlig plads i socialismens historie, men de repræsenterer en æra, der nu er forbi." Kautskys udtalelse er blevet modbevist af 80 år med kapitalistisk krise, imperialisme, krig og revolution. Mindeordet Rosa selv skrev, de sidste ord hun offentliggjorde, har vist sig at være langt mere nøjagtige. Hun skrev, at hvor revolutionen altid vil have sine ebbe og flod, "vil revolutionen igen og igen vende tilbage og udtale: Jeg var, jeg er og jeg skal blive."