Holocaust bruges både af zionister til at forsvare staten Israels undertrykkelse af palæstinenserne og til at sige, at alle tyskere er antisemitter. Lene Junker fortæller her, hvad holocaust virkeligt var, og hvordan det kunne være undgået.

Af flere grunde er det vigtigt at fastslå de historiske kendsgerninger om holocaust. Det er det bedste argument mod især unge med nazisympatier eller – fascination. Europas opgør med nazismen efter 2. verdenskrig var ikke særligt grundigt – mange nazister blev aldrig gjort ansvarlige for deres handlinger og der blev hurtigt lagt låg på fortiden. Og nazister som englænderen David Irving har siden 1963 i bøger og pjecer forsøgt at revidere historien ved at benægte eksistensen af holocaust.

Le Pen fra Front National i Frankrig har med sin udtalelse om, at koncentrationslejrene blot var en detalje i historien, bidraget til denne revision af historien. Den stærkt højreorienterede danske studentergruppe, Dansk Forum, har netop deltaget i Front Nationals studentermøder. Forsøget på at revidere historien er ikke tilfældige fjolsers værk, men er organiseret internationalt.

Allerede i starten af tyverne krævede Hitler en fjernelse af jøderne fra Tyskland. Og efter nazisternes magtovertagelse i 1933 blev de forfulgt og diskrimineret. Bl.a. skulle de bære den gule jødestjerne. Nürnbergloven fra 1935 fortsatte forfølgelsen og diskrimineringen. Det kulminerede midlertidigt den 9. nov. 1938 med Krystalnatten, hvor 30.000 jøder blev sendt i koncentrationslejre, 1000 blev myrdet og synagoger, skoler, forretninger og boliger blev smadret og brændt. Da 2. verdenskrig brød ud i 1939, var halvdelen af Tysklands 500.000 jøder flygtet.

Koncentrationslejre

Da Nazityskland i 1941 gik i krig med USSR, kom de til de områder, hvor de fleste europæiske jøder boede. Dér startede den systematiske udryddelse. Den blev udført af de såkaldte Einsatzgruppen under SS-kommando. Fx nær Kiev hvor mere end 33.000 jøder blev skudt på 2 dage. Senere samme år blev det besluttet at udvide udryddelsen til at omfatte alle Europas 11 mio. jøder. Så iværksatte nazisterne deres statslige udryddelsessystem baseret på moderne industriel teknologi og en racistisk ideologi. Koncentrationslejrene var både arbejdslejre og uddryddelseslejre med gaskamre. Og de fortsatte helt frem, til de allierede hære befriede lejrene og afslørede denne frygtelige forbrydelse for hele verden.

Men tragedien fortsætter efter holocausts afslutning, for holocaust banede vejen for en realisering af zionismens plan om et land kun for jøder. Palæstinenserne kom uforskyldt til at bøde for det.

Det er naturligt at spørge, hvordan kunne dette ske. Hvorfor blev det ikke forhindret?

Goldhagen

Det er en almindelig forklaring, at man ikke vidste, hvad der foregik, og at Hitler og nazisterne havde et flertal blandt tyskerne bag sig.

I bogen Hitler’s Willing Executioners argumenterer sociologen Daniel Goldhagen for, at alle tyskere er skyldige i holocaust fordi antisemitismen har gennemsyret det tyske samfund siden Martin Luther. Holocaust var blot en naturlig og uundgåelig konsekvens af dette. Goldhagens bog har naturligt nok givet anledning til debat i Tyskland, hvor holocaust og nazismens forbrydelser er omtalt meget overfladisk i historiebøgerne. Desuden understøtter bogen den klassiske zionistiske opfattelse af jøder som noget helt unikt – det udvalgte folk, som uundgåeligt vil være i konflikt med ikkejøder og hedninge.

I bogen A Nation on Trial har den amerikanske historiker og socialist Norman Finkelstein leveret en kritik af Goldhagens bog, der først og fremmest slår fast, at der ikke er historisk bevis for at sige, at det tyske folk som helhed er antisemitter og dermed gøre dem ansvarlige for holocaust. Finkelstein drager bl.a. sammenligninger med antisemitismen i andre lande, f.eks. Frankrig. Han fokuserer på forskellen på den almindelige pøbelagtige antisemitisme og nazisternes iskolde, statskontrollerede, systematiske udslettelse af jøderne, som også er beskrevet af de overlevendes beretninger. Finkelstein konkluderer, at når tyskerne ikke stoppede holocaust, skyldes det en kombination af magtesløshed overfor et totalitært system og passiv accept.

Men det forklarer ikke, hvorfor nazisterne ikke blev stoppet.

Meget få mennesker var i stand til at fastslå nazismens farlighed mens den endnu var svag og endnu ikke var kommet til magten. En af dem var den russiske revolutionære marxist Leon Trotskij. Allerede i 1930 advarede han mod at undervurdere nazismen og foreslog, at socialdemokrater og kommunister dannede en enhedsfront mod nazismen og brugte fagforeningernes styrke i kampen mod nazisterne. Men socialdemokraterne så demokratiet som en garant mod nazismen, og omvendt betragtede kommunisterne socialdemokraterne som fascismens tvilling. Det forhindrede enhedsfronten i at blive dannet. Og den tragiske konsekvens var, at både socialdemokrater og kommunister blev forbudt og forfulgt kort efter at Hitler kom til magten i 1933.

Men Hitler havde ikke flertal på noget tidspunkt. Han blev kansler på forslag af de borgerlige partier, der foretrak ham frem for en arbejderregering. På samme måde kom også Mussolini til magten i Italien, og sådan har også Front National i Frankrig vundet borgmesterposter og poster som ledere i de regionale råd – i alliance med pæne konservative partier.

Stop dem

Når vi markerer 60-året for Krystalnatten, må vi først også fremmest drage læren af nazisternes vej til magten og stoppe dem, før det kommer så vidt.

Derfor skal flygtninge og indvandrere ikke være syndebukke for kapitalismens elendighed og politikernes magtesløshed. Vi skal gå imod den diskriminering, som ligger i Thorkild Simonsens udlændingelov, og vi skal give asyl til mennesker, der flygter fra krig og undertrykkelse.

Vi skal ikke lade os splitte af nationale, religiøse eller etniske forskelle, men sammen kæmpe for en verden, hvor alle mennesker kan få et ordentligt liv.

 

 

– I sin bog Hitler’s Willing Executioners skriver Daniel Goldhagen, at holocaust skyldtes, hvad han kalder en ‘udryddelsessyg antisemitisme’. Kan du forklare, hvad han mener med det, og hvorfor det er forkert?

Goldhagens hovedpåstand er, at tyskerne er ofre for en særligt voldsom antisemitisk virus i en sådan grad, at de i hvert fald siden Martin Luthers tid har stræbt efter at myrde jøder. Og ifølge hans tese var det eneste, Hitler gjorde ‘at frigive den ophobede antisemitisme i det tyske folk.’ Så han mener, at mindst 80-90 pct. af alle tyskere har været morderiske, sadistiske antisemitter i århundreder, og at det eneste, der har holdt dem tilbage, var den tyske stat. Med Hitler gav staten nu grønt lys til at myrde jøderne.

Hovedproblemet med den påstand er, at der intet bevis er for den. Det, der gør Goldhagens påstand ugyldig, er, at der ikke findes det mindste velbaserede vidnesbyrd, der støtter ham.

– Hvad ville så være en korrekt beskrivelse af jødernes rolle i Tyskland?

Det er svært at komme med generaliseringer, for jødernes position ændredes drastisk i løbet af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Man kan sige, at der var antisemitisme i alle lag i det tyske samfund. I perioder var antisemitismen udbredt, i andre var den latent. Nogle gange viste politisk antisemitisme sig at være et magtfuldt middel til at mobilisere mange tyskere, andre gange ebbede det ud.

Men man må også slå fast – og det er vigtigt for at imødegå Goldhagens – at der ikke findes nogen periode i nyere tysk historie, hvor man ser nogen særlig udbredt grad af spontan antisemitisk vold. Det er pointen, at kunne man finde den slags vold, kunne det støtte Goldhagen.

Hvad kan man se angående den tyske holdning i 1930’erne? Højest at tyskerne i nazitiden gik ind for adskillelsen af jøder og ikke-jøder, Nürnberg-lovene og eksproprieringen af jøderne. Men når det kommer til vold, var det en tærskel, de fleste tyskere aldrig overskred.

For en amerikaner er der en oplagt sammenligning: USA’s Sydstater i 1930’erne. I Sydstaterne havde vi kernen i Nürnberg-lovene gældende helt op til 1960’erne. Sorte fik først rigtigt ret til at stemme i 1965, og Højesteret afskaffede ikke lovene mod raceblanding før 1967. Hvad angår adskillelse af racer er Tyskland i 1930’erne ikke værre end Sydstaterne. Når man kigger på volden, bliver kontrasten endnu tydeligere. I Sydstaterne blev omkring 3000 sorte lynchet i perioden 1890 til 1930. Hvad man end mener om tysk antisemitisme, så findes der intet, der kan sammenlignes med den voldelighed i samme periode.

– Hvilken rolle spillede antisemitismen i nazisternes ideologi?

Forskningen har ledt til en forbavsende enighed på det punkt. Det viser sig, at indtil 1928 var nazisterne ikke i stand til at vinde mere end 2,6 pct. af stemmerne. Her var ellers en nem måde for tyskerne at vise deres morderiske, sadistiske antisemitisme. Og alligevel stemte de ikke på Hitler.

Men da Tyskland efter 1928 blev ramt af den økonomiske krise, nåede nazisterne over tærskelen. I 1930 havde de cirka 18-19 pct. og i 1933 var stemmeandelen over 30 pct. Men efterhånden som Hitler fik flere og flere stemmer, lagde han en dæmper på sin antisemitisme. Analyser af hans taler viser klart, at antisemitismen blev kørt ud på et sidespor mellem 1931 og 1932. Det var dybest set økonomiske faktorer, der fik folk til at stemme på Hitler, og ikke antisemitisme.

– Du beskriver holocausts bureaukratiske massemord og viser, hvordan det adskiller sig fra pogromerne i zartidens Rusland. Hvorfor er det så vigtigt?

Alt, jeg har læst om nazisternes holocaust, viser, at nazisterne var stolte af, at volden var rationel, metodisk, følelsesløs, videnskabelig, bureaukratisk osv. Så da jeg læste Goldhagens bog blev jeg forbavset over, hvordan han kunne tage sådan fejl af hele emnet om nazisternes vold. Han siger, at det faktum, at tyskerne så brutalt og sadistisk terroriserede jøderne beviser, at de må have haft nazi-lignende antisemitiske bevæggrunde.

Goldhagen siger, at grunden til, at nazisterne byggede gaskamrene, var, at de særligt udvalgte Einsatzgruppen brød sammen. Nogle af dem fik nervøst sammenbrud på grund af jødemordene. På den anden side påstår han, at almindelige tyskere ‘nemt omstillede sig’ til jødemordene. Igen står vi over for en selvmodsigelse. Ifølge Goldhagen var almindelige tyskere mere nazistiske end de særligt udvalgte ideologiske stormtropper i Einsatzgruppen.

Goldhagens referenceramme er det klassiske zionistiske synspunkt, at hele verden er delt op mellem jøder og ikke-jøder. Hans påstande grunder i den opfattelse, at ikke-jøder ønsker at slå jøder ihjel. Derfor ender Goldhagen med så mange selvmodsigelser. Han prøver at bevise en ideologisk teori ved hjælp af forskningsresultater. Men der er intet grundlag for hans påstand i forskningen. Hvad der hele tiden sker i hans bog, er at ideologi ramler sammen med den grundige forsknings solide mure.