The Truman Show
Instruktion: Peter Weir
Medvirkende: Jim Carey, Ed Harris

Truman Burbank (Jim Carey) lever i en totalt iscenesat verden, hvor han er hovedpersonen i et 24 timers daglig tv-dokumentar/soapshow. Truman er uvidende om, at han er hovedpersonen i det mest populære program i tv-mediets historie. Alle han omgiver sig med er skuespillere, hvis opførsel er dirigeret af regissøren Christof (Ed Harris), som leder tv-produktionen. Trumans liv transmitteres til millioner af seere, som kan følge den ultimative almindelige mands almindelige liv, med et job der ikke interesserer ham og i et forhold han er relativt ligeglad med.

Filmens ærinde er selvsagt at fokusere på den tiltagende trend i de doku-dramaer og talkshows, der opnår de højeste seertal i dag. Programmer, hvor rigtige mennesker udleverer sig foran kameraet. Robinson-ekspeditionen og Ricki Lake-show er to aktuelle eksempler på, at filmen på ingen måde viser et ukendt fænomen. Folk vil se ‘rigtige’ menneskers ‘rigtige’ følelsesmæssige eller eksistentielle kriser. Man væmmes, men samtidig fanges man ind som voyeurs. Er de høje seertal på shows som kunne have været “The Truman Show” et udtryk for, at mennesket gerne vil lade sig fordumme? Hvorfor bruger folk ikke tiden på gode film, gode programmer i stedet for jammerlige soaps? Fordi de liv folk har består af de samme ingredienser som Trumans liv, relativt kedelige jobs og liv. Det varmer og trøster at se andre mennesker, der har det lige så elendigt eller værre end en selv. Også her gælder det, at de herskende ideer i ethvert samfund, er den herskende klasses ideer. Og Hollywood leverer varen!

Filmen illustrerer hudløst at mennesket er en vare. I sidste ende vurderes vi ud fra vor evne som produkt, vor evne til at skaffe kugler i kassen. Derfor tager hverken Christof eller andre producenter udgangspunkt i, hvad der er godt for menneskene, men hvad der får pengene til at rulle. Drivkraften i medieverden er den samme som i andre industrier; nemlig større seertal/oplagstal og profitter. Derfor er det kynisme og ikke medmenneskelighed, etik og kvalitet der er udgangspunktet. Selv om Christof kun betragter Truman som en vare og ingen respekt har for ham, er han alligevel dybt afhængig af sit ‘produkt’.

Uden Truman er Christof ingenting. Og når de, som er tiltænkt rollerne som statister, begynder at blive bevidste om det, ligesom Truman gør – og vil frigøre sig, så bliver dagsordenen en helt anden.

Selv om filmen har pessimistiske træk, som fx afslutningen, der understreger at der altid vil være publikum for det næste “Truman show”, så er den også optimistisk. Langsomt går det op for Truman, at hans liv er et kæmpebedrag. Og hvorfor har det taget så lang tid? “Fordi vi accepterer verden som den bliver præsenteret for os. Så enkelt er det,” forklarer Christof. Farlige bliver menneskerne selvsagt når de begynder at stille spørgsmålstegn ved om den ‘sandhed’ vi præsenteres for, er det eneste mulige scenebillede, eller om der findes et liv, hvor vi ikke er statister eller programmerede skuespillere, men hvor vi er regissører i vores eget liv.