Økonomi og virkelighed – Fem økonomiske “sandheder” til debat
Jesper Jespersen
Forlaget Fremad
169 sider, 138 kr.

Det er to år siden, at Jesper Jespersen i sin bog “Økonomi og virkelighed” angreb de liberalistiske økonomer – også kaldet neoklassikerne – for at være skyld i, at Europa de sidste 20 år har haft en stigende arbejdsløshed. Dengang vakte bogen ikke så stor opmærksomhed. Men når forlaget Fremad nu vælger at relancere bogen, er det nok i bevidstheden om, at den økonomiske krise, siden den for alvor brød ud i august i år, har overbevist rigtigt mange, inklusiv dele af den herskende klasse, om, at de neoklassiske teorier har spillet fallit.

Krisen har med andre ord efterladt borgerskabets økonomiske beslutningstagere i et teoretisk tomrum. Alt, hvad de har gået og troet på og sagt til hinanden i højtidelige skåltaler, har vist sig at være forkert.

Jesper Jespersen giver en sønderlemmende kritik af fem centrale påstande i den neoklassiske teori: 1) At lavere løn fører til højere beskæftigelse. 2) At øget opsparing er investering i produktion og beskæftigelse. 3) At statsbudgettet skal være i balance. 4) At politikernes misbrug af seddelpressen er årsagen til inflation. 5) At økonomisk vækst er nødvendig for at få råd til at løse miljøproblemer.

Hans udgangspunkt er den britiske økonom John M. Keynes, som i 1930’erne leverede den samme sønderlemmende kritik af neoklassikerne sidste gang, de var på mode. Keynes mente modsat dem ikke, at det fri marked af sig selv ville skabe balance i systemet. Navnlig angreb han betragtningen om, at al opsparing nødvendigvis ville blive geninvesteret. Hvis investorerne på et tidspunkt kommer i tvivl om, hvorvidt deres investeringer vil afkaste tilstrækkelig profit, vil de placere pengene andre steder – fx i spekulation – med det resultat, at fabrikker må lukke og arbejdere bliver fyret. Når arbejdere bliver fyret, falder deres købekraft og dermed efterspørgslen. Det vil sige, at udsigten til at få en ordentlig profit bliver endnu dårligere. Der bliver færre investeringer, flere lukninger, fyringer osv.

Økonomien kommer altså ind i en nedadgående spiral, som markedet ikke selv kan komme ud af – præcist som det skete i 1930’ernes krise.

Keynes’ medicin er, at staten skal stimulere efterspørgslen ved at bruge flere penge, end den har. Et underskud på budgettet et enkelt år er ikke noget problem, hvis statens efterspørgsel medfører, at flere kommer i arbejde. Ikke alene vil deres forøgede købekraft sætte mere gang i økonomien, de vil også betale mere i skat, og de forøgede skatteindtægter vil kunne dække statens underskud. Det betyder omvendt også, at staten ikke kan løse sine økonomiske problemer ved at skære ned på den offentlige service. Nedskæringer betyder fyringer, og fyringer betyder, at statens skatteindtægter også falder, samtidig med at behovet for sociale ydelser vokser.

For Keynes var det ligegyldigt, hvad det er, staten investerer i for at stimulere efterspørgslen. Og, som Jesper Jespersen skriver, så kan det jo lige så godt være investeringer i velfærd eller i at løse miljøproblemer.

Det er jo en tiltalende idé, at man på én gang kan sikre fuld beskæftigelse, ordentlig offentlig service og miljøforbedringer. Og socialister vil til enhver tid støtte kampen for at øge statens udgifter til velfærd og miljø. Men problemet er, at det ikke nødvendigvis vil gavne den samlede kapitalistiske økonomi, fordi det ikke er tilstrækkeligt til at overvinde en krise som den nuværende.

Når kapitalejerne holder investeringer i produktion tilbage, skyldes det, at profitraten er faldet. En marginal forbedring af efterspørgslen løser ikke det problem. Vi er nødt til at gå langt videre – nemlig at tage kontrollen over profitten og gennemtvinge investeringer på trods af en dårlig forrentning. Men det vil vi kun kunne, hvis vi er parate til at trodse den herskende klasses magt og privilegier.