DR1 og DR2 i december

10. december 1998 er 50-årsdagen for FN’s erklæring om menneskerettigheder. I den anledning vil vi sikkert se en masse af verdens magthavere hylde menneskerettighederne og fortælle, hvorfor de er de bedste til at forsvare dem.

Når man ser på indholdet af erklæringen, så er det dog klart, at der er langt fra ord til handling. Faktisk indeholder erklæringen en lang række hensigter, som socialister fuldt ud går ind for. Selv om erklæringen er udformet af kapitalistiske stater, så er flere af dens artikler direkte vendt imod kapitalismen, hvis de blev fulgt til deres yderste konsekvens. Fx siger en af artiklerne: “Ingen kan vilkårlig berøves sin ejendom.” I dette ligger, at en stat kan indskrænke den private ejendomsret – det må bare ikke ske “vilkårligt”.

Menneskerettighederne fastslår også, at “enhver har til til arbejde, til frit valg af beskæftigelse, til retfærdige og gunstige arbejdsvilkår.” Men 25 år med permanent høj arbejdsløshed og indførelse af tvangsbeskæftigelse fortæller, at retten til arbejde ikke opfyldes af kapitalismen.

DR1 og DR2 markerer 50-årsdagen med en kavalkade af dokumentarudsendelser og film om menneskerettigheder. Selv om der vil være en del udsendelser, hvor systemet får lov til at hylde sig selv, så indgår der dog også en del film, der fortæller, at menneskerettighederne ofte først er blevet indfriet som konsekvens af menneskers kamp imod systemet.

En af filmene er Richard Attenboroughs Gandhi fra 1982 (DR2, 11.12) om Ghandis kamp for Indiens løsrivelse fra engelsk undertrykkelse. Det er en smuk og seværdig film, men den fortæller ikke, at Ghandis ikke-voldstaktik primært handlede om at sikre sig overklassens støtte til massernes kamp for uafhængighed. Ghandi kunne opnå den støtte, fordi han kunne mobilisere masserne, uden at de blev radikaliseret og bevæbnet.

Den fransk-russiske film af Nikita Mikhalov, Brændt af solen fra 1994 (DR1, 13.12) virker mere spændende. Den foregår i USSR i 1936, hvor Stalins terror var på sit højeste. Det interessante ved filmen er, at den ikke trækker en lige linje fra 1917-revolutionen til Stalins terror, men giver et langt mere nuanceret billede. Filmen fik en Oscar.

Samme dag vises Andrzej Wajdas Danton fra 1982 (DR2, 13.12), der foregår i 1794 under den franske revolution. Filmen giver en brilliant beskrivelse af de omfattende modsætninger blandt revolutionens ledere, selv om den gør meget lidt ud af baggrunden for modsætningerne.

Vor tids helte – eller trælle? (DR2, 17.12) er et canadisk dokumentarprogram fra 1998 om de 70 millioner kvinder fra fattige lande, som arbejder som billig arbejdskraft i de rige lande for elendig betaling og uden rettigheder.

Een mands styrke af John Avildsen fra 1991 (DR2, 18.12) handler om en drengs opvækst i Sydafrika under apartheid. Emnet er spændende, men filmen er dårlig. Lej i stedet Et råb om frihed.

Den kinesiske film At leve fra 1994 af Zhang Yimou (DR2, 20.12) følger en families liv fra 1950’erne og fire årtier frem. Filmen beskriver, hvorledes Maos Kina kastede rundt med mennesker og ikke repræsenterede et ægte kommunistisk ideal om at lade mennesker selv skabe deres historie. Men selv om filmens tema på overfladen er menneskers resignation overfor undertrykkelse, så er der også et mere radikalt budskab – at mennesker ikke burde finde sig i det liv.