Historisk materialisme er det navn, man normalt giver til Marx' beskrivelse af, hvordan et samfund udvikler sig og forandres.

Men fordi han i sin egen livstid blot udgav en skitseret beskrivelse af den metode, blev det nemt for folk at forvrænge hans ideer efter hans død. Både for hans fjender, men også for dem, der forsøgte at popularisere hans ideer. De påstod, at historisk materialisme betød, at det eneste vigtige var teknisk eller økonomisk udvikling, og at dette på forhånd fastlagte den retning politiske forandringer eller ideologiske diskussioner ville tage. Hvis det var rigtigt, var der ikke rigtigt nogen ide i, at socialister kæmpede for at opbygge revolutionære organisationer eller bekymrede sig om, hvordan man skulle forholde sig til konkrete hændelser. For historiens udvikling ville i givet fald været givet på forhånd, fuldstændig uafhængigt af deres handlinger eller deres bevidsthed.

Et sådant synspunkt lå meget langt fra det, Marx selv mente. Som det ses tydeligst i to skrifter udgivet efter hans død. Den første var Teser om Feuerbach, som han skriblede ned i 1845 og som Engels udgav 43 år senere, og hvor han kritiserede den tyske materialistiske filosof Feuerbach for ikke at forstå betydningen af den menneskelige handling i at give verden form og i at afprøve vores forståelse af verden.

Det andet værk, Den tyske ideologi, blev skrevet af Marx og Engels i fællesskab i perioden november 1845 til august 1846. Den blev først udgivet i 1930erne. Dette værk er en udførlig polemik mod datidens radikale tyske intellektuelle.

Europa var vidne til de første tegn på radikalisering, der skulle bryde ud i lys lue med revolutioner i 1848. I Frankrig begyndte republikanerne at vinde opbakning i byernes store middelklasse og de første socialister begyndte at tiltrække folk fra arbejderklassen. Tyskland var industrielt set langt mere tilbagestående. Middelklassen var svag og ikke parat til at gå udover frygtsomme udfordringer af de småfyrster, der styrede de forskellige tyske stater. De intellektuelle afspejlede denne tilbageståenhed i deres tro på, at kun ideer kunne forandre samfundet, uden noget behov for at mobilisere nogen virkelig social kraft bag dem.

En lang, detaljeret kritik af disse synspunkter udgør en stor del af Den tyske ideologi, der ikke er så relevant i dag. Men det første kapitel, 'Feuerbach', er helt anderledes. Det indeholder meget klare formuleringer af Marx´ metode, der fortsat er værd at læse.

Han mener ikke, at ideer er uvigtige. Men, at ideer opstår ud af folks materielle aktivitet og ikke kan løsrives derfra.

"Menneskene er producenterne af deres forestillinger, ideer m.fl. ... Bevidstheden kan aldrig være andet end den bevidste væren, og menneskenes væren er deres virkelige livsproces ..."

"... vi går ud fra de virkelige, virksomme mennesker, og skildrer ud fra deres virkelige livsproces også udviklingen af denne livsproces' ideologiske reflekser og ekkoer. Også tågebillederne i menneskenes hjerner er nødvendige sublimater [essenser] af deres materielle livsproces, som kan konstateres empirisk og er knyttet til materielle forudsætninger."

De tyske radikales fejl var at forsøge at adskille ideer fra de materielle omstændigheder i hvilken de var vokset frem, og dernæst at se historien som blot og bart en kæde af forskellige ideer. Marx´ indfaldsvinkel er at se folks ideer som kommende fra forhold under hvilke de lever, selvom ideerne kan virke tilbage på disse forhold.

"De forudsætninger, vi begynder med, er ikke vilkårlige, er ikke dogmer, det er virkelige forudsætninger, som man kun kan abstrahere fra i indbildningen. Det er de virkelige individer, deres aktion og deres materielle livsbetingelser, såvel dem de forefinder, som dem de frembringer gennem deres egen aktion." Mennesker kan ikke leve uden at arbejde sammen for at skaffe føde fra omgivelserne:

"Den første kendsgerning, som kan konstateres, er... disse individers legemlige organisation og deres dermed givne forhold til den øvrige natur... Al historieskrivning må gå ud fra disse naturlige grundlag og deres modifikation gennem menneskenes aktion i historiens forløb."

Og videre, vi må "begynde med at konstatere den første forudsætning for al menneskelig eksistens, følgelig også for al historie, nemlig den forudsætning, at menneskene må være i stand til at leve for at kunne 'lave historie'. For at leve har man frem for alt brug for mad og drikke, for bolig, tøj og forskelligt andet."

For at skaffe disse ting må folk arbejde sammen. En forandring i måden, disse fornødenheder produceres på – det Marx kalder produktivkræfterne – kan kun finde sted, hvis de efterfølges af forandringer i samarbejdsforholdene menneskene imellem.

I Den tyske ideologi taler Marx om de former for 'materielt samkvem', som udvikler sig med forandringer i produktionen. I senere værker bruger han i stedet betegnelsen 'produktionsforhold', men kernen i argumentet er det samme. Samfundet som helhed struktureres af de krav, produktionen stiller. Det er de krav, der fører til dannelsen af forskellige klasser, som kendetegner en hel historisk periode. En produktion kan kun finde sted, hvis der er en 'arbejdsdeling', hvor den ene del af samfundet tvinger den anden til at producere et overskud, som det så tilraner sig. Om den periode siger Marx:

"Den sociale magt, dvs. den mangedoblede produktionskraft, som opstår ved det af arbejdets deling... fremtræder for disse individer... ikke som deres egen, forenede magt, men som en fremmed voldsmagt, der står uden for dem selv, og om hvilken de ikke ved, hvorfra og hvortil, som de altså ikke længere kan beherske og som nu tværtimod gennemløber en ejendommelig række af faser og udviklingstrin, der er uafhængige af menneskenes vilje og færden ..."

Klassesamfundets epoke kan ikke afsluttes førend det har ført til en enorm vækst i produktivkræfterne, der kan sikre rigeligt mad, klæde osv.

"Empirisk er kommunismen kun mulig som de herskende nationers handling 'på engang' og samtidig, og dette forudsætter produktivkraftens universelle udvikling og dermed forbundne verdenssamkvem."

Sproget kan nogle gange være lidt stift, Marx havde ikke selv endeligt brudt med det sprog filosofferne han kritiserede brugte, men det er stadig stimulerende og nødvendig læsning.

Chris Harman

 

Karl Marx: Teser om Feuerbach (1845)

Karl Marx og Friedrich Engels: Den tyske ideologi (1845-46)