1998 sluttede med en af de værste kriser, en dansk regering har stået i nogensinde. Balladen om efterlønnen rystede hele det socialdemokratiske apparat i en grad, som ikke er set tidligere.

Hvilke konsekvenser vil det få for almindelige mennesker i det kommende år?

På kort sigt kan vi forvente at se en regering, som opfører sig betydeligt mere ydmygt og tilbageholdende end hidtil. Nyrup, Lykketoft og Jelved har næppe tænkt sig at fremprovokere en ny bølge af protester foreløbig.

Hvem skal betale?

Men det er kun på kort sigt, at regeringen kan holde lav profil. Dansk økonomi er lige på vippen til at ryge ud i en længere krise. Økonomer har længe snakket om faldende vækst i økonomien i 1999 og 2000. Nu er der underskud på betalingsbalancen, faldende eksport og udsigt til massefyringer.

Det store spørgsmål, der rejser sig, når den kapitalistiske økonomi går i krise, er: Hvem skal bære krisens byrder?

Erhvervslivet har et meget klassebevidst svar: Ikke os. Derfor svarer de på en krise med fyringer, kræver lønnen sat ned og forlanger nye skattelettelser og dermed nedskæring af velfærden.

Regeringen vil uden tvivl adlyde erhvervslivet og forsøge at hjælpe dem igennem krisen. Den socialdemokratiske partitop har overgivet sig til markedsøkonomi og liberalisme i en grad, så selv Venstres Anders Fogh Rasmussen kan fremstå som "den lille mands" talerør.

Men det behøver ikke gå sådan. Der er penge, ressourcer og arbejdskraft nok i samfundet til at sikre velfærd for alle. Hvis arbejdsgiverne ikke kan finde ud af at producere til gavn for samfundet, kunne man nationalisere fabrikkerne og sætte dem under demokratisk kontrol. Hvis regeringen ikke kan finde ud af at tage pengene fra de rige, må den presses til det.

Regeringer verden over har ofte pumpet milliardtilskud i kriseramte selskaber. I USA gav regeringen i 1980'erne milliarder og atter milliarder til landets fallittruede kreditforeninger. I Danmark er der særregler for A.P. Møller, reelt et milliardtilskud til Danmarks største kapitalist.

Men hvorfor er det altid erhvervslivets interesser, der skal støttes? Hvorfor ikke i stedet bruge pengene til at sikre velfærden og skabe fornuftige arbejdspladser? I stedet for at give milliarder i skattelettelser og tilskud til erhvervslivet, kunne pengene bruges til at overtage virksomheder, som aktionærerne ikke synes, de tjener nok på.

Pengene kunne også bruges til at sænke arbejdstiden, så arbejdsløse kan komme i jobs i stedet for tvangsaktivering.

Kampprogram

Men regeringen vil ikke af sig selv skifte kurs. Det kræver, at arbejderne tvinger den til det.

Storstrejken i 1998 og de enorme protester mod angrebet på efterlønnen viser, at der er en utilfredshed og vrede blandt arbejderne, som i organiseret form kunne tvinge en kursændring igennem.

Problemet er, at den utilfredshed og vrede mangler fokus og kun sporadisk kommer op til overfladen.

Derfor har Internationale Socialister foreslået et Kampprogram for et solidarisk samfund, som peger på en anden samfundsudvikling end den, regeringen er i gang med. Hvis kravene i programmet blev gennemført, kunne vi afværge de værste konsekvenser af krisen og sætte gang i en udvikling til gavn for arbejdere, arbejdsløse, pensionister og studerende – og ikke for de rige, for arbejdsgivere, spekulanter og bureaukrater.

Programmet kan bruges som et fælles politisk grundlag for alle, der er utilfredse med regeringen. Det kan være med til at samle utilfredsheden og give den en politisk retning. En samling om en række fælles krav fra neden ville være det vigtigste politiske svar på den rådne politik, som Nyrup-regeringen hidtil har ført.