Kort før jul skete det, som de fleste mente var utænkeligt: Socialdemokratiet røg ned under 20 pct. i meningsmålingerne – næsten en halvering i forhold til valget ni måneder tidligere.

Den lave tilslutning blev direkte udløst af regeringens voldtægt på efterlønnen. Det blev af mange opfattet som det, det var: Brud på valgløfterne og regulært forræderi over for partiets vælgere.

Selv om Socialdemokratiets hovedbestyrelse, folketingsgruppe og forretningsudvalg alle støttede op om finanslovsforlaget, så brød kritikken løs. Først fra de ufaglærtes fagforeninger, så fra en lang række menige socialdemokrater.

Toppen i Socialdemokratiet holdt stædigt fast i, at der ikke var tale om en forringelse, men tværtimod om en sikring af efterlønnen. Kritikken blev arrogant fejet til side, og kritikerne blev bedt om at gå hjem og læse på lektien.

Da utilfredsheden også viste sig i vælgerflugt, var Socialdemokratiets top tvunget til at forsvare og forklare finansloven på møder i partiet og fagbevægelsen og i tv. Det afslørede hvilken afstand, der er mellem socialdemokratiske toppolitikere og almindelige medlemmer og vælgere. De talte ganske enkelt ikke samme sprog. Socialdemokratiet blev omdøbt til Finansdemokratiet, fordi det tog afsæt i en økonomisk nødvendighed, som ikke er til diskussion – nemlig markedets logik. At hensynet til menneskets tryghed så åbenlyst blev sat i anden række betød, at utilfredsheden og kritikken fortsatte.

Da presset på Nyrup var på sit højeste, forsøgte han at sige undskyld. Ikke fordi regeringen havde slagtet efterlønnen, men for måden det var sket på.

Fornyere kontra traditionalister

Selv om kritikken i høj grad har været rettet mod angrebet på efterlønnen, så er Socialdemokratiets krise – tab af 500 medlemmer og halvdelen af vælgerne – langt dybere.

Socialdemokratiet har siden Berlinmurens fald i 1989 været præget af en politisk magtkamp mellem to fløje – "fornyerne" på højrefløjen med personer som Poul Nyrup, Mogens Lykketoft og Jytte Hilden i spidsen, og på venstrefløjen "traditionalisterne", som især har opbakning fra SID og mange menige partimedlemmer. Magtkampen kulminerede foreløbigt i 1992, hvor Svend Auken på en ekstraordinær kongres blev væltet som formand og erstattet af Poul Nyrup.

Betegnelsen "fornyere" er misvisende, for det eneste nye består i, at partiet skal overtage de borgerlige partiers forældede liberalisme og nøjes med at administrere kapitalismen i stedet for at forsøge at forandre den.

Magtkampen er aldrig stoppet, selv om det ser ud til, at fornyerne vinder mere og mere fodfæste i hele partiet. Men de har aldrig vundet total opbakning fra partiets medlemmer. For eksempel besluttede Socialdemokratiets kongres i 1996, at partiet ikke skulle medvirke til privatisering og udlicitering inden for pleje og omsorg. Den beslutning blev gentaget sidste år, da kongressen nedstemte et forslag om “røde udliciteringer" fra kendte fornyere som Poul Winckler, formand for FOA, og Morten Bødskov, formand for DSU.

Fornyerne i partitoppen har langt hen ad vejen valgt at overhøre medlemmernes modstand mod partiets borgerlige politik. For eksempel fører Mogens Lykketoft i øjeblikket forhandlinger med udliciteringseksperter om, hvordan staten kan udlicitere områder som hospitaler, skoler, fængsler og veje. Ligeledes skete angrebet på efterlønnen ikke efter krav fra de borgerlige partier, men fra Socialdemokratiet selv.

Og undersøgelser viser, at fornyerne heller ikke har opbakning blandt vælgerne. De vigtigste grunde til, at vælgere forlader partiet, er ikke, at partiet er for rødt, men utilfredshed med planerne om udlicitering, udsultningen af sundhedsvæsnet, pinsepakken, samt at partiledelsen har fjernet sig for langt fra vælgerne.

Dette har skabt en dyb modsætning mellem partitoppen og partiets medlemmer og vælgere. Internt opleves partidemokratiet som skrantende, og medlemmerne bliver passive eller forlader partiet.

Vælgerflugten har svækket fornyerne og givet traditionalisterne blod på tanden. Kort før jul udsendte traditionalister fra den fynske amtsbestyrelse, Elise Petersen og Jan Helbak, et debatoplæg, “Tryghed i et samfund under forandring". Oplægget støttes også af formanden for Socialdemokratiet i København, Poul Øland, og formanden for Nordjyllands Amt, Marianne Egebrønd. I debatoplægget siges det bl.a., at partiet mister medlemmer og vælgere, når det slagter sine principper, at finanslovsforslaget blot var dråben, der fik bægeret til at flyde over, og at der nu åbenlyst er usikkerhed om Socialdemokratiets grundlæggende ståsted.

Debatoplægget argumenterer for, at Socialdemokratiets tilpasning til liberalistisk ideologi og markedskræfterne har slået fejl. For det første er Venstre løbet med palmerne, men for det andet er liberalisternes svar på markedsøkonomiernes krise også slået fejl, hvorfor Socialdemokratiet står ved en korsvej, hvor det må vælge den solidariske velfærdsstat eller de fri markedskræfter. Endelig slås der til lyd for, at vi har råd til en solidarisk velfærdsstat, hvis vi havde en anden fordelingspolitik.

Opgør med liberalisme

Men trods den skarpe kritik af partitoppens liberalisme, så viger traditionalisterne tilbage fra i praksis at tage et opgør med Nyrup og Lykketoft. De går ikke engang så langt som tidl. SID-formand Hardy Hansen, som under efterlønsdebatten krævede Poul Nyrups afgang som statsminister og partiformand. Og personer som Elise Pedersen og Poul Øland har direkte forsvaret, at der var brug for et indgreb i efterlønnen, selv om de ikke er enige i den måde, det skete på.

Problemet for traditionalisternes er, at selv om de kan se, at partitoppen er bundrådden, så er de så tæt på råddenskaben, at de selv bliver smittet af den. De ønsker at holde debatten internt i partiet, men dermed kommer de i praksis til at frede Nyrup og Lykketoft.

Traditionalisterne frygter, at for megen offentlig kritik af Poul Nyrup svækker partiet og baner vejen for en borgerlig regering. Det er imidlertid ikke kritikken, som får vælgerne til at flygte fra Socialdemokratiet, men skuffelsen over Nyrups løftebrud. Problemet er ikke, at vælgere går til partiet Venstre, for de opvejes af vælgere, der går til SF. Det, der baner vejen for Anders Fogh, er, at skuffelsen kan få mange vælgere til helt at vende ryggen til politik.

Aktuelle erfaringer siger, at skal Socialdemokratiet ud af liberalismens favntag, så skal de overbevises af omfattende aktiviteter i arbejderklassen, sådan som franske arbejderes, der siden 1995 har presset Jospin til venstre og til at give indrømmelser.

Lene Junker og Martin Johansen