Clinton og Blair påstår, at "Operation ørkenræv" dvs. deres bombardement af irakerne før jul, var et led i at bevare verdensfreden mod den brutale og uberegnelige diktator Saddam Hussein. Men ofrene for bombningerne var først og fremmest den irakiske civilbefolkning. Ifølge journalister på stedet blev hospitaler, skoler og boligområder sønderbombet.

Pentagon påstår ganske vist, at 85 pct. af de militære mål blev ramt, men igen kan endnu sige noget med sikkerhed. Efter golfkrigen i 1991 måtte Pentagon indrømme, at på trods af krigspropaganda om bombning med kirurgisk præcision ramte kun ti pct. af bomberne deres mål. Mange ramte civile mål. De officielle dødstal på 100 civile kan meget vel vise sig at være noget af en underdrivelse.

En reporter skrev om en 25 årig gravid kvinde, Fadila Amier, som blev udsat for, at en bombe eksploderede tæt ved sit hjem. "Hun lå på jorden og holdt på sin mave, mens blodet strømmede ud fra hendes underliv. Vi bragte Fadila til det nærmeste hospital, men de havde ikke faciliteterne til at operere hende, så det, de kunne gøre, var at give hende et drop," beretter Fadilas søster.

Den britiske og amerikanske regering, bakket op af deres danske skødehund, udenrigsminister Niels Helveg Petersen, har begrundet bombardementerne med, at Saddam Hussein var blevet en trussel mod Mellemøstens stabilitet, og at han udgjorde en militær trussel mod nabolandene. Men Iraks naboer, Saudi-Arabien og især Israel, som råder over atomvåben, er langt stærkere bevæbnet. Og er der et land, som truer stabiliteten i Mellemøsten, er det Israel med sin apartheidpolitik overfor palæstinenserne. Men selvom Israel har overtrådt indtil flere FN-konventioner har USA og Storbritannien ikke grebet ind.

Et andet argument har været, at Saddam Hussein er en ondskabsfuld diktator, som må stoppes. Men for det første har hverken USA eller Storbritannien før haft problemer med at bakke op om diktatorer. Under den første golfkrig fra 1981-88 mellem Iran og Irak bakkede USA Saddam Hussein op og forsynede ham med de våben, som de nu mener, gør ham til en trussel. General Pinochet og Indonesiens diktator Suharto, som begge kom til magten gennem blodige kup, var Vestens venner så længe de sad sikkert på magten. For det andet har bombardementer ikke fået Saddam Husseins styre til at vakle, tværtimod har det sandsynligvis styrket hans opbakning.

De virkelige årsager til bombardementerne skal søges i tre forhold. For det første har Bill Clinton ofret civile irakere for at bortlede opmærksomheden fra rigsretssagen mod ham selv. For det andet er bombardementerne et led i at sikre Vestens adgang til Mellemøstens enorme oliereserver. For det tredje er det et forsøg fra USA's side på at hævde sin position som verdens eneste supermagt, som ingen skal vove at trodse.

Tom Christiansen

 

UNSCOM:

USA-spionage i forklædning

Den konkrete undskyldning for at bombe Irak var, at styret ikke ville samarbejde med FN's særlige kommission UNSCOM (våbeninspektørerne).

Beslutningen af bombardementerne blev taget på baggrund af en rapport udarbejdet af kommissionens formand, Richard Butler. Rapporten blev leveret tre dage før bombardementerne startede, men kun til to af FN's sikkerhedsråds permanente medlemmer, USA og Storbritannien. Da rapporten 48 timer senere blev givet til de øvrige 3 medlemmer, var planlægningen af bombardementerne allerede startet.

Indholdet i rapporten var, at Irak ikke ville udlevere 11 ud af 12 dokumenter til UNSCOM alene. Våbeninspektører kunne dog få lov til at se dokumenterne, hvis en anden FN-repræsentant i Irak, Prakash Shah, var til stede. Det nægtede UNSCOM.

Baggrunden for, at Irak forlangte Prakash Shahs tilstedeværelse, er, at de hævdede, at Richard Butler ikke alene stod i spidsen for UNSCOM, men også direkte varetog USA's interesser. Denne mistanke er her i starten af året blevet bekræftet af talsmænd for FN's generalsekretær Kofi Annan. De har afsløret, at UNSCOM er blevet brugt som skalkeskjul for amerikansk spionage. Avanceret aflytningsudstyr er med kommissionens vidende blevet smuglet ind i Irak af amerikanske agenter, der har optrådt som våbeninspektører.

Her er det blevet brugt til at aflytte det sikkerhedsapparat, som også sørger for Saddam Husseins beskyttelse. Det er formentlig disse aflytninger, der har hjulpet USA og Storbritannien til at udpege målene for "Operation Ørkenræv."

I det hele taget kan man stille spørgsmålstegn ved, hvilken rolle UNSCOM egentlig skulle spille. Kommissionen bestod af 'eksperter' udpeget af de enkelte lande og skulle ikke godkendes af nogen FN-myndighed. Og modsat andre enheder i FN blev kommissionen ikke finansieret af FN selv. En del af pengene kom fra den "mad for olie-aftale", som ellers skulle have sikret, at embargoen mod Iraks oliehandel ikke gik for hårdt ud over civilbefolkningen. Irak betalte altså selv for spionagen mod sig.

Ud over det betød det, at kommissionen var afhængig af, hvad deltagerlandene stillede til rådighed. Kommissionen blev derfor meget afhængig af specielt USA, som leverede meget af udstyret og stillede sine egne efterretningseksperter til rådighed for indsamling og analysen af UNSCOM's efterretninger. Med andre ord havde CIA direkte adgang til våbeninspektørernes oplysninger – også til dem, der gik ud over FN's mandat.

Bombardementet af Irak blev udløst af det, FN-diplomater har kaldt detaljer, produceret af en våbeninspektion, som har været en aktiv brik i at varetage USA's udenrigsinteresser. Som den tidligere formand for UNSCOM, Scott Ritter, udtalte til BBC: "Denne inspektion blev hastet igennem og stedet var ikke udvalgt for at tjene afrustningen, men for at fremprovokere en forudsigelig reaktion fra irakerne. En reaktion som kunne bruges som retfærdiggørelse for den militære aktion."