"For at sikre freden er vi nødt til at have en stærk international alliance, som til hver en tid kan rykke ud, hvis verdenssamfundet bliver truet." Dette er et argument, som fortalerne for NATO til enhver tid vil bruge, bl.a. til at øge det danske militærbudget fra det allerede store årlige beløb på 16 mia. kroner. Og det lyder da umiddelbart også glimrende, hvis det da ikke var fordi, at det er hamrende ukorrekt.

NATO's virkelige rolle er ikke at sikre verdensfreden, men at beskytte vestlige ressourcer og handelsinteresser. Her i 1999 skal Polen, Tjekkiet og Ungarn indlemmes i NATO. Dette vil tydeligvis ikke skabe et mere stabilt forhold til mange af de gamle Warszawapagtlande, især Rusland, men skal udelukkende tjene som militær sikring af de nye markeder, som skal udnyttes efter stalinismens fald.

Den almindelige befolkning i disse lande vil komme til at betale en kæmpe regning, når de gamle våbensystemer skal opdateres og tilpasses efter vestlig standard. Dette vil betyde milliarder brugt på militær, i lande hvor levestandarden i forvejen er af tvivlsom karakter.

Sammenlagt bruger Storbritannien, Frankrig og Tyskland over 700 mia. kr. på militær om året, og USA's forsvarsbudget er helt oppe på 1690 mia. kr. om året. Efter den kolde krigs afslutning er argumentet, at de enorme summer er nødvendige for at kunne begrænse den såkaldte "internationale terrorisme", hvilket vi bl.a. så under bombningerne af Sudan og Afghanistan – to af verdens fattigste lande, der pludselig var blevet udset til at være verdenssamfundets fjende nr. 1.

Et andet eksempel er Tyrkiet. Den vestlige verden bruger bl.a. bombningen af kurderne som undskyldning for hårdhændet at opretholde flyveforbudszonerne over Irak, men denne bekymring over kurderne gælder tilsyneladende ikke Tyrkiet, som næsten dagligt bomber løs i stor stil. Da Tyrkiet er medlem af NATO, vælger man at se den anden vej.

Et andet aspekt er den meget magtfulde våbenlobby. I USA er der allerede planlagt fremstillingen af tre nye avancerede militærfly til en værdi af 350 mia. dollars, og i Europa har England, Tyskland, Italien og Spanien brugt milliarder på udviklingen af Eurofighteren. Alt dette bliver i sidste ende finansieret af skatteborgernes penge, der ryger direkte i lommen på de store våbenfirmaer. Alene i Danmark skal der bruges flere hundrede millioner på at forbedre ubåde. Om de skal sættes ind mod norske fiskere eller svenske vandskiløbere, må stå hen i det uvisse.

NATO har tusinder af liv på samvittigheden. Adskillige diktaturer og rædselsregimer er blevet støttet, hvis det har været til fordel for den vestlige økonomi. Det tragikomiske ved fx Golfkrigen er, at Iraks våbenlager – både det konventionelle og det kemisk/biologiske – er købt i vesten hos bl.a. England. På daværende tidspunkt var det Iran, der var hovedfjenden, og vestlige våbenproducenter tjente fedt på krigen.

Men sikringen af "freden" indadtil er et ligeså vigtigt punkt for NATO. Kuppene i Grækenland og Tyrkiet, i 1967 og 1981, skete med godkendelse af NATO-magterne, og retningslinier for militær bekæmpelse af opstande i medlemslandene er et vigtigt punkt. Under Påskestrejkerne i Danmark i 1985 undersøgte daværende justitsminister Erik Ninn Hansen muligheden for at indsætte NATO-styrker, hvis strejken skulle udvikle sig.

Rasmus Keis