Guns, Germs and Steel
Jared Diamond
Vintage
480 sider £8.99

I historietimerne lærer vi om, hvordan europæerne i 15-1600-tallet drog ud i verden og koloniserede hele kontinenter og tvang alverdens folkeslag til underkastelse. Men man stiller sjældent spørgsmålet, hvorfor det lige netop var europæerne, der erobrede resten af verden – hvorfor var det spanieren Pizarro, som i 1532 marcherede ind i inka-hovedstaden Cajamarco, og ikke inka-kongen Atahuallpa, som marcherede ind i Madrid? Hvorfor var netop spanierne i modsætning til inkaerne i stand til at sejle tværs over Atlanterhavet med skydevåben og kavalleri?

Selv om det ikke er god tone, så er det ofte et underforstået svar, at hvide europæere var og er mere intelligente. Det er præcist den antagelse, som den amerikanske fysiolog og udviklingsbiolog Jared Diamond har sat sig for at modbevise i sit ret enestående værk, Guns, Germs and Steel. Hans udgangspunkt er dels personlige erfaringer fra ophold blandt indfødte på Ny Guinea, som han langt hen ad vejen opfatter som mere intelligente end europæere – i hvert fald er de generelt mere opmærksomme på deres omgivelser og medmennesker end folk i Vesten. Dels har de vesteuropæiske samfund kun i en meget lille del af menneskets historie været i stand til at dominere resten af verden.

I stedet tager Diamond udgangspunkt i den måde, hvorpå dele af verden for omkring 13.000 år siden begyndte at indføre nye metoder at overleve på ved at gå fra jæger-samler-samfund til primitivt agerbrug. I løbet af nogle tusinde år forandrede enkelte af disse samfund sig yderligere og baserede sig på mere intensivt landbrug med brug af kunstig vanding, trækdyr og ploven. Dermed blev de i stand til at producere mere end nok til blot at holde befolkningen i live, og dette overskud kunne bruges til at brødføde et voksende lag af specialiserede håndværkere, opbygge professionelle hære samt give samfundets magthavere et komfortabelt liv. Overskuddet tillod også, at et præsteskab kunne løsrive sig fra produktionen, samt at der opstod et lag af administratorer, som tog de første skridt til at udvikle skriftsprog og regnekunst.

Jared Diamond viser, hvordan hele det sociale liv blev transformeret af disse forandringer i produktionen. Jæger-samlerne levede i statsløse, egalitære samfund. De første agerbrugere levede i små landsbysamfund, hvor materiel lighed fortsat dominerede, selvom visse individer kunne opnå høj prestige. Men med det intensive landbrug fulgte en stigende lagdeling af samfundet, hvor der efterhånden udskilte sig et lag af befolkningen, som alene i kraft af familiebånd kunne dominere hele samfundet. Herfra var skridtet til dannelsen af en egentlig herskende klasse ikke stort – med opbygning af et statsapparat, kontrol over produktionen, undertrykkelse af undersåtterne og opbygning af imperier. Når et samfund nåede dette trin, så kunne det nemt underlægge sig andre samfund, der endnu ikke havde taget skridtet fra egalitære samfund til klassedelte.

Denne proces har været baggrunden for opbygningen af imperier verden over gennem de sidste 5.000 år – og det var også en sådan proces, som i sidste ende gjorde opkomlingene fra det nordvestlige Europa i stand til at have erobret to tredjedele af verden i starten af dette århundrede.

Men som Diamond argumenterer for, så havde de forandringer i produktionen, som muliggjorde erobring, intet at gøre med de forskellige folkeslags intellektuelle formåen. De nødvendige forandringer har kun fundet sted under ganske særlige beringelser. For det første måtte folk være særligt motiveret for at foretage forandringen, idet det som regel har været vanskeligere og mere arbejdskrævende at skaffe sig føden gennem landbrug end gennem jagt og indsamling af vilde planter. Og derfor ville forandringerne kun finde sted, når klimatiske eller miljømæssige omstændigheder gjorde dem påkrævet. Ellers var der ganske enkelt ingen rationel grund til at skifte til landbrug.

For det andet kunne skiftet kun finde sted under bestemte geografiske og økologiske omstændigheder – nemlig tilstedeværelsen af plante- og dyrearter, som kunne kultiveres og tæmmes. Her påviser Diamond, at sådanne arter kun har været til stede i ret få områder på Jorden – Mellemøsten, Kina, Ny Guinea, Vestafrika samt områder i Central- og Sydamerika. I resten af verden har mennesker først kunnet skifte til landbrug, når de kunne overtage teknikken fra disse områder. Og dette har i store dele af verden været forhindret eller forsinket af geografiske omstændigheder. Således har Australien, Sydafrika og det østlige Nordamerika helt frem til moderne tid manglet kulturplanter, og Amerika, Australien og Sydafrika har ikke haft tamdyr.

Derfor, siger Diamond, var det relativt nemt for erobrere fra Europa og Asien at invadere disse områder og underlægge sig dem. Det var i Europa og Asien, at skiftet til landbrug kunne gennemføres i sin mest intensive form, hvilket med tiden blev til samfund med skydevåben, kavalleri, krudt og krigsskibe, som gav disse samfund deres overlegenhed.

På dette punkt begynder Diamonds analyse imidlertid at halte. Analysen kan ikke forklare, hvorfor det netop var Nordvesteuropa og ikke fx Kina, der befandt sig i rollen som verdens erobrere. Problemet ligger i, at de geografiske og økologiske omstændigheder spiller den centrale rolle i skiftet til landbrug – men så snart samfundene har udviklet sig til egentlige klassesamfund, så begynder de geografiske omstændigheder at vige pladsen for helt andre faktorer: Nemlig hvordan relationer mellem mennesker og interne modsætninger i samfundene påvirker produktionens videre udvikling.

Jared Diamond forklarer glimrende, hvorfor menneskelige samfund i det lange perspektiv har udviklet sig forskelligt, givet de geografiske omstændigheder, men der er en grænse for, hvor langt den geografiske determinisme kan strækkes. Dog må man medgive ham, at da hans ambition er at beskrive 13.000 års historie, så holder analysen trods alt for størstedelen af perioden.

Martin Johansen