Sagen om den 38-årige kampsportstræner, der er anklaget for seksuelt misbrug af børn, har været for stor en fristelse for formiddagsaviserne. At manden ud over at være pædofil også er HIV-smittet, sort og indvandrer – endda tysker – gav dem chancen for en række kioskbaskere, der nærmer sig det totale hysteri.

Desværre har den omfattende mediedækning også fået mere besindige personer til at hoppe med på hysteriet. Formanden for Børnerådet, Per Schultz Jørgensen, har således foreslået, at der oprettes et register over alle, som er enten dømt eller bare mistænkt for pædofili. Samt at der oprettes en specialenhed under politiet, som skal efterforske seksuelle overgreb mod børn.

Ethvert fornuftigt menneske må naturligvis være oprørt over seksuelt misbrug af børn. Men problemet er, at hysteriet dels fører til en vild overdrivelse af misbrugets omfang, dels kan føre til indgreb mod enkeltpersoners retssikkerhed.

Registrering alene på mistanke om pædofili, altså på rygter, kan alt for nemt misbruges til personlig hævn. Registre over dømte, sortlistning, hjælper hverken nuværende eller kommende ofre.

I den såkaldte "Vadstrupgård-sag" fra Gladsaxe, hvor en mandlig pædagog er dømt for seksuelt misbrug af små børn, har hysteriet ført til, at mange mandlige pædagoger undgår situationer, hvor de er alene med et barn, fx toiletbesøg, eller er yderst tilbageholdende med enhver form for fysisk kontakt med børn.

Der er meget stor usikkerhed om omfanget af overgreb på børn. En engelsk undersøgelse fra 1984 viste, at 10 pct. af de adspurgte voksne svarede, at de havde været misbrugt seksuelt som børn.

Men undersøgelsen viste også, at folk opfattede seksuelt misbrug meget forskelligt. I de fleste tilfælde havde der ikke været tale om fysisk kontakt – og kun i hvert tredje tilfælde var der tale om berøring af kønsdele. Kun hvert tiende tilfælde omfattede egentligt samleje eller onani.

Med andre ord er omfanget af alvorligt seksuelt misbrug snarere i nærheden af 1 pct. end 10 pct. Det er alvorligt nok, men det kan næppe retfærdiggøre det hysteri, som enkeltsager fremkalder.

Antallet af anmeldte sager om seksuelt misbrug af børn er meget lille. I København anmeldes årligt 10-15 tilfælde, og kun i hvert femte tilfælde fører anmeldelsen til en dom. I hele landet blev der i 1997 og 1998 i alt afsagt 15 domme i sager om sexmisbrug. Flere af sagerne ville slet ikke have været rejst, hvis lovgivningen havde sat den seksuelle lavalder ved 14 i stedet for 15 år.

At omfanget af sexmisbrug af børn formentlig er langt mindre, end det almindeligt antages, er naturligvis ingen trøst for de børn, som bliver misbrugt. Men det er vigtigt at sætte problemet ind i de rette proportioner.

For eksempel ligger det mellem linierne, at seksuelt misbrug automatisk virker traumatiserende på børn. Men i den nævnte engelske undersøgelse mente kun 9 pct. af dem, der havde været udsat for misbrug, at det havde skadet dem permanent.

Der er andre former for overgreb mod børn, som kan være mindst lige så skadelige som de seksuelle, fx vold, som er langt mere udbredt. Her bliver hysteriet om sexovergreb nærmest til hykleri, idet mange af dem, som nu udtaler sig om afstraffelse af pædofile, tidligere har talt for forældres "ret" til fysisk afstraffelse af deres børn.

Endelig er det vigtigt at se på, hvorfor nogle personer forgriber sig seksuelt på børn.

Et fælles træk for mange dømte pædofile er, at de selv som børn har været misbrugt. Det peger på, at seksuelle overgreb ikke skal behandles som en egenskab ved enkeltpersoner, men som et problem ved den måde, hvorpå samfundet forvrider menneskers seksualitet. En forvridning, der for en lille minoritet gør, at seksualiteten kommer til udtryk gennem overgreb mod andre.

Kernen i problemet er, at vi lever under et konstant pres for at opnå det ideelle liv i den lykkelige kernefamilie, hvor alt fra opvask til sex fungerer problemløst. En idyl, som understøttes af bl.a. reklamernes fremstilling af mennesker som evigt unge, struttende og altid sexlystne. Men en idyl, som ligger langt fra det virkelige liv.

Dette pres opbygger frustrationer hos mange mennesker, når der bliver for stor afstand mellem idealet og virkeligheden, og får dem til enten at gå amok eller gå ned med flaget.

Når det gælder seksualiteten, betyder presset, at nogle mennesker forsøger at stjæle den kærlighed, som de ikke kan få på anden måde. For ganske få betyder det, at de stjæler den fra de mest magtesløse i samfundet, nemlig børn.

Ingen kan sige på forhånd, hvem der i længden vil bukke under for presset og lade frustrationerne gå ud over børn.

Derfor gælder det om at holde proportionerne i orden, når det gælder seksuelle overgreb mod børn. I stedet for at forlange registrering og måske indespærring på livstid, så må udgangspunktet være, at pædofili er et sygt produkt af et sygt samfund.

Martin Johansen