Trafikminister Sonja Mikkelsen har for nylig været fremme med et forslag, som skal gøre det dyrere at være bilejer. Et debatoplæg fra trafikministeriet fastslår, at trods bestræbelser på det modsatte, er CO2-udslippet fra transportsektoren stigende.

Det er åbenlyst, at den stigende biltrafik udgør et stort problem. Både i forhold til miljøet, men også fordi mange vejstrækninger i forvejen er overbelastede. En stigning i trafikken vil betyde et rent trafikhelvede – til ulempe og fare for både cyklister, bilister og gående. Der er derfor mange, der umiddelbart vil støtte op omkring Sonja Mikkelsens forslag.

Men at gøre det dyrere at køre bil vil ikke løse de omfattende trafikproblemer. Ideen bag at indføre bilafgifter og højere benzinpriser er såkaldt "adfærdsregulering" – ved at gøre privatbilen dyrere gør man den "mindre attraktiv".

Men når folk vælger at køre bil, er det fordi de har et transportbehov, primært det at komme til og fra arbejde. Det behov forsvinder ikke, fordi bilen bliver dyrere at eje. For mange mennesker er den kollektive transport ikke noget reelt alternativ, fordi den er mere besværlig, tager markant længere tid og er relativt dyr. Desuden er den kollektive trafik allerede nu overbelastet i myldretiden. Hvis alle bilister rent faktisk lod bilen stå, ville det offentlige transportsystem bryde fuldstændigt sammen!

Statens indtægter fra transportsektoren er knap 40 mia. kroner. I sammenligning hermed betød Pinsepakken, at der blev afsat 200 mill. kr. om året til den kollektive trafik. Mens kvaliteten af biltransporten gradvist er blevet forbedret i form af udbygning af vejnettet, samtidig med at bilerne bliver mere sikre, komfortable og hurtige, så er den kollektive transport ikke forbedret tilsvarende. Investeringerne på området har primært opretholdt niveauet, men ikke forbedret det væsentligt. Til gengæld er priserne steget, i forhold til hvad det koster at køre bil.

Ond cirkel

Når den kollektive trafik er blevet forsømt de sidste 10-15 år, sætter det gang i en ond cirkel: Færre passagerer betyder faldende indtjening, som betyder ringere service og kvalitet, som igen betyder færre passagerer osv. Flere biler på vejene betyder højere indtjening på afgifter, men også flere udgifter til udbygning og vedligeholdelse af vejnettet.

Hvis man vil bryde den onde cirkel er "adfærdsregulering" ikke nok. Den eneste løsning på det stigende trafikkaos er, at staten foretager massive investeringer til at styrke og udbygge den offentlige transport i stor skala.

Så længe den kollektive transport ikke er et reelt alternativ for de fleste, betyder øgede afgifter for bilister bare øgede leveomkostninger for almindelige arbejdere.

Venstrefløjen og mange miljøforkæmpere taler om at lægge øgede afgifter på privatbilismen og samtidig styrke den kollektive transport, men trods de gode hensigter er realiteten, at afgifterne stiger lystigt, mens forbedringen af den kollektive transport udebliver.

Resultatet er, at venstrefløjen skubber folk fra sig med moraliserende appeller til den enkelte bilist om at ændre adfærd. I stedet burde den sige nej til øgede bilafgifter, indtil det kollektive trafiknet er udbygget så meget, at det bliver et reelt alternativ.

Nina Holm Jensen