"De gamle klasseforskelle er opløst. I dag går forskellene mere på livsstil og fritidsinteresser." Dét budskab bliver vi dagligt bombarderet med af politikere og medier for at fortælle os, at klassekampen er død, og at samfundet har forvandlet sig fra et industrielt klassesamfund til et "totredjedels-samfund", et "middelklassesamfund", et "fritidssamfund" eller hvad de ellers kan finde på af fancy betegnelser.

Det skulle alt sammen betyde, at de politiske forskelle ikke længere – som i "gamle dage" – afspejler sociale forskelle, men går på kryds og tværs.

Men når man undersøger befolkningens meninger om vigtige samfundsspørgsmål, så er der alligevel en sammenhæng mellem folks sociale position og deres politiske holdninger.

Det viste sig tydeligt i en nylig svensk undersøgelse, foretaget af tidsskriftet Ordfront Magasin, hvor man stillede en række spørgsmål til henholdsvis "almenheden" – almindelige mennesker – og "magteliten".

Et par eksempler:

På spørgsmålet om, at indkomstforskellene bør formindskes, svarede 64 pct. af almenheden ja og 63 pct. af magteliten nej.

På spørgsmålet om, hvorvidt sænkning af arbejdsløsheden burde prioriteres højere end balance på statens budget, sagde 47 pct. af almenheden ja, mens 65 pct. af magteliten sagde nej.

På spørgsmålet om, at den offentlige sektor skulle forøges for at fastholde den almene velfærd, var tallene 56 pct. ja fra almindelige mennesker, mens 62 pct. af magteliten syntes, at det var et rigtigt dårligt forslag.

Det fik undersøgelsens forfatter til at konkludere: "Magteliten – med undtagelse af politikerne – er ikke repræsentative for almenheden, men står i modsætning til den."

Et så markant sammenfald mellem social position og politiske holdninger modsiger teorien om, at holdninger i dag går på kryds og tværs af traditionelle klasseskel.

Men endnu vigtigere viser undersøgelsen, at magteliten – dem der tager de afgørende beslutninger i samfundet – ikke repræsenterer den befolkning, som beslutningerne går ud over.

Undersøgelser fra en række andre lande i Europa bekræfter, at begreber som 'klasse' og 'klassekamp' stadig er aktuelle.

For eksempel har den tyske avis, Frankfurter Allgemeine Zeitung, i 1980 og 1997 spurgt, om klassekampen var forældet eller ej. I 1980 svarede 58 pct. af Vesttysklands befolkning ja og 25 pct. nej. I 1997 havde billedet vendt sig: Nu mente 44 pct., at klassekampen stadig var på dagsordenen, mens 41 pct. mente, den var afskaffet.

I Storbritannien har det britiske Gallup-institut siden 1961 spurgt folk: "Mener du, at der finder en klassekamp sted i dette land eller ej?" I 1960'erne og 1970'erne – den periode der normalt opfattes som industrisamfundets storhedstid – lå svarene generelt på omkring 58 pct. ja og 30 pct. nej.

Hvordan har svarene så udviklet sig i 1980'erne og 1990'erne? Med udgangspunkt i teorierne om klassesamfundets afskaffelse kunne man forvente færre ja- og flere nej-sigere. Det er gået stik modsat. I 1996 svarede 76 pct. ja og 15 pct. nej til, om der er klassekamp.

Modsætninger

En tilsvarende undersøgelse findes ikke for Danmarks vedkommende. Men et par undersøgelser, foretaget af Søndagsavisen, peger alligevel på, at danske arbejdere i praksis mener, at der er fundamentale modsætninger mellem arbejdere og arbejdsgivere, altså klasser.

I undersøgelserne har man spurgt lønmodtagere, om de er indstillet på at strejke for krav om løn- og arbejdsvilkår. I februar 1998 svarede 49 pct. ja og 43 pct. nej – i november 1998 var tallene 43 pct. ja mod 46 pct. nej. Det interessante er, at en anden undersøgelse fra 1992 viste, at dengang mente kun 8 pct. at strejketrusler og andre former for kollektiv kamp var de bedste måder at få sine krav indfriet på.

At gå i strejke er ikke et tilfældigt kampskridt – det udtrykker en erkendelse af, at der er interessemodsætninger mellem arbejdere og arbejdsgivere, som grundlæggende er uforenelige og kun kan afgøres på slagmarken. Hvis klassemodsætningerne virkelig var opløst, ville denne erkendelse ikke være til stede – så ville langt de fleste lønmodtagere pege på samarbejde og fuldstændig afskrive strejke og kollektiv kamp imod arbejdsgiverne.

Det generelle billede i Europa er altså, at der i 1990'erne er sket det stik modsatte af klassernes opløsning: Den økonomiske politik har trukket fronterne mellem klasserne skarpere op. Teorierne om middelklasse- og totredjedelssamfund er ideologisk tågeslør, som politikere og medier ivrigt fremfører for at gøre det sværere for arbejderne at se forskel på ven og fjende i klassekampen.

Det er så kun beklageligt, at store dele af Socialdemokratiet og venstrefløjen er hoppet med på den galej. Men deres ord vil hurtigt blive gjort til skamme, når klassekampen bryder op til overfladen, som det for eksempel skete med storstrejken i 1998.

Martin Johansen