Igen og igen går studenterne på gaden rundt omkring i Europa. Rasmus Keis fortæller her om baggrunden for massedemonstrationerne og viser, at danske studerende bliver ramt af de samme nedskæringer og forringelser

Er vi på vej mod et nyt 68? Det er et spørgsmål, som mange har stillet sig selv efter, at Europa har oplevet – og oplever – en lang række demonstrationer og kampe, hvor studerende har aktioneret for bedre studieforhold og mod nedskæringer.

I november 1997 gik over 100.000 tyske studerende på gaden. Mange års nedskæringer og ulidelige undervisningsforhold udløste en spontan modreaktion fra de mange studerende. Massedemonstrationer større end i 1968 gik gennem flere af de store tyske universitetsbyer. I Bonn udløste det en voldsom modreaktion fra regeringen, der satte politi med tåregas og knipler til brutalt at slå de 30.000 demonstranter tilbage.

De danske medier ignorerede fuldstændigt de tyske demonstrationer. De studerende sloges ikke bare for deres egne rettigheder, men rettede en generel kritik mod samfundet. De ville ikke acceptere, at pengene til uddannelser blev taget fra fx hospitaler eller ældrepleje. En alliance med andre strejkende arbejdere blev også en realitet, og forekom helt naturligt. Det var paroler som "Skrot Eurofighteren" og "beskat de rige", demonstranterne aktionerede under. En helt klar kritik af et samfund, som ikke byggede på velfærd og solidaritet, men på hæmningsløs profitjagt og egoisme. At denne stemning viste sig at gælde flertallet af den tyske befolkning, sås ved sidste valg, da den konservative Helmuth Kohl blev væltet efter 16 år på pinden, og den socialdemokratiske Gerhard Schröder blev indsat som ny bundeskansler.

Frankrig

I oktober oplevede Frankrig endnu større demonstrationer. 500.000 gymnasieelever gik på gaden, og aktionerede for bedre studieforhold. Gennem lang tid var eleverne blevet undervist i elendige klasseværelser, med forældede bøger og med en alt for lille lærerstab.

Medierne var forvirrede. En lille promille af de studerende lavede en smule hærværk, så det var selvfølgelig et punkt, der blev fokuseret på. Men i længden kunne det ikke forklare de flere hundredetusind elever, der ikke lavede hærværk, og som til journalisterne forklarede, at de bare ønskede flere ressourcer til deres uddannelse. Så måtte man finde en anden bortforklaring. En kendt journalist og samfundsforsker udtalte i TV: "Det vi er vidne til, er ikke et nyt 68, der jo kun handlede om, at man hellere ville ryge hash end studere. Demonstrationerne i Frankrig viser, at de unge vil gøre alt for at få en god uddannelse, så de kan komme til tops på arbejdsmarkedet – et slags liberalistisk oprør." En sådan udtalelse viser flere ting. For det første en total mangel på forståelse af 68-oprøret, som jo netop handlede om at reformere et forældet og diktatorisk professorstyre, samt mulighed for mere indflydelse på ens studie. Det tager også udgangspunkt i, at folk generelt er dovne, og man kun gider engagere sig, hvis der er reel udsigt til at tjene styrtende med penge. Men alle undersøgelser viser at dette ikke er tilfældet. I en rundspørge sagde et kæmpe flertal, at de valgte studie ud fra interesse og ikke med henblik på et fremtidigt job.

Kampen for bedre studieforhold hænger sammen med et generelt ønske om, at få så gode betingelser som muligt, for at studere det emne, der har ens interesse, og ikke med en bizar ide om, at man skal ud med albuerne og konkurrere om topjobs i erhvervslivet (hvis det var tilfældet, havde eksempelvis historiefaget nok ikke været så stort, som det er).

Situationen i Danmark

Danmark bliver af mange regnet for det land, der har verdens bedste uddannelsessystem. Men selv her oplever vi i øjeblikket, at regeringen er ved at ødelægge dette rygte. De danske studerende er dovne, er det budskab vi mest får serveret. Der bliver snakket om de 18-åriges forbrug af "cafe-penge" – dvs. hjemmeboendes SU, som de angiveligt drikker op alle ugens syv dage, uden at man samtidig nævner, at forældrene har fået frataget et væsentligt tilskud i form af børnepenge. Efter gymnasiet spilder de unge deres tid på at udvikle selvstændige meninger og få en generel livserfaring, ting som regeringen mener bør foregå efter, man har gennemført en videregående uddannelse, selvfølgelig på normeret tid.

Men modstanden mod denne udvikling er ved at blive bygget op. Efter mange års stilstand er de studerende ved at mobilisere. Det hele startede i november, hvor 700 pædagogstuderende demonstrerede pga. uklarhed omkring deres fremtidige studieforhold. Deres skole skulle lukkes, og undervisningen skulle flyttes til andre bygninger. Problemet var bare, at ingen vidste, hvor de kunne flytte hen. Deres studieorganisation, Pædagogstuderendes Landssammenslutning (PLS), gik hurtigt til modangreb, og fik på ingen tid arrangeret en demonstration. Demonstrationen viste, at selv med et minimum af tid til organisering, så er folk parate og villige til aktivt at kæmpe for deres studieforhold.

Med regeringens finanslov er der lagt op til nye forringelser for studerendes vilkår. Men det sker ikke uden organiseret modstand. Forskellige studieorganisationer, bl.a. PLS, DGS, DSF og LL, er gået sammen om et initiativ, der hedder "Nu er det nok". Formålet er at kæmpe for studerendes rettigheder, og der bliver i skrivende stund planlagt aktioner landet over. Her og nu handler det om kamp mod nedskæringer og forringelser af studerendes forhold, både hvad SU og optagelseskrav angår, samt et generelt krav om demokrati på skolerne. Samtidig vil initiativet skabe et netværk landet over, så fremtidige planer om nedskæringer og forringelser straks vil kunne blive mødt af bred modstand.

Hvorfor skæres der ned?

Et helt centralt spørgsmål at stille er, hvorfor kommer disse nedskæringer og angreb på studerende netop nu? Vi lever i et Europa præget af socialdemokratiske regeringer, der gennemfører angreb efter angreb på arbejderklassen og de studerende, og som helt tydeligt står i stor modsætning til deres politiske bagland. Regeringer, der traditionelt burde føre reformpolitik til fordel for befolkningen, men som i stedet gør alt, hvad de kan, for at gøre virksomhederne "konkurrencedygtige" som det hedder, med dertil følgende sociale nedskæringer.

Problemet er, at magthaverne står foran en økonomisk krise, som de med alle midler prøver at undgå. EU-samarbejdet, hvor Euroen nu spiller en central rolle, er en del af rustningen til en kommende krise. For at gå med i Euroen har de enkelte lande skullet føre en meget stram økonomisk politik, med sociale forringelser til følge, selvfølgelig også på uddannelsesområdet. Man ser i stigende grad, at private firmaer sponsorerer forskning og uddannelser, hvilket er med til at forskningen i højere grad bliver målrettet på indtjening af profit, og ikke til gavn for samfundet som helhed. Forskerne kommer til at stå i en taknemmelighedsgæld overfor de firmaer, som sponsorerede deres uddannelse, og ikke-profitabel forskning, fx medicin hvor firmaet ikke kan få patent, vil i stigende grad blive nedprioriteret. Staten vil da, med henvisning til sponsorkontrakter, kunne skære endnu mere i støtten til uddannelse.

Ved at lægge et stigende pres på studerende, om at færdiggøre deres uddannelse hurtigt, vil man lige fra starten kun have et specialiseret mindretal, der er opdraget med konkurrencementalitet. Dette, sammenholdt med Mogens Lykketofts udtalelser om, at vi skal arbejde mere, vil sørge for, at erhvervslivet med et fåtal af ansatte kan konkurrere udenfor EU og score deres kæmpeprofitter. Den monetaristiske model, hvor man bare lader uprofitable virksomheder lukke, har de forskellige regeringer indset ikke virker. I stedet prøver man langsomt at få toptunet de eksisterende virksomheder, hvad det så end giver af arbejdsløshed, stress, forringelser af den sociale velfærd og et generelt usolidarisk samfund.

Netop uddannelserne er jo et nøglepunkt for magthaverne. Det er her, de kan forme kommende generationer. I det øjeblik demokrati og medbestemmelse bliver et centralt emne, og noget man er villig til at kæmpe for, kan det få store konsekvenser for fremtidens industri, og dermed samfundet som helhed. Derfor er det klart, at regeringerne i Europa ikke frivilligt vil opfylde de studerendes krav. Når politiet slår hårdt ned på demonstrationer, skyldes det ikke kun, at man vil stoppe den aktuelle kamp. Det skal også have en præventiv virkning, hvor folk brutalt skal lære, at der er visse ting i samfundet, som man ikke ustraffet sætter spørgsmålstegn ved.

Studerende spiller en meget central rolle. De befinder sig i en overgangsfase på trappen til det "rigtige" liv. Hvordan fremtidens samfund skal se ud, handler i høj grad om, hvilke ideer de studerende har dannet sig under deres uddannelse. Europa er inde i en fase, hvor økonomiske hensyn er ved at undergrave de velfærdsstater, som i mere eller mindre grad er blevet opbygget. Den herskende klasses frygt for og mobilisering imod den forestående krise, har ramt alle andre samfundslag. De studerendes kamp er ikke bare kamp for egne rettigheder, men symboliserer ligeså meget kampen for et mere solidarisk samfund, hvor menneskelige værdier vejer tungere end et lille mindretals profit. Et samfund som flere og flere opdager, ikke kan opnås indenfor rammerne af det kapitalistiske samfund.

Græske studenter i kamp

Grækenland har netop oplevet de største studenterdemonstrationer i 10 år, og det har rystet den socialdemokratiske regering. Efter juleferien blev omkring 3.000 skoler igen besat af 16-18-årige gymnasieelever, som de var det siden slutningen af sidste år.

Baggrunden for de studerendes aktioner var indførelsen af meget hårde eksaminer, som skulle give en effektiv sortering af eleverne tidligt i uddannelsesforløbet. Også universiteterne var ramt, med krav om at studerende selv skulle betale undervisningen, hvis de bare een gang dumpede i det pågældende fag. Lærerne støttede eleverne, da de også var blevet ramt af nedskæringer med massefyringer til følge.

Regeringen iværksatte en kæmpe propagandakampagne, der skulle svine de studerende til med rygter om stofmisbrug og vandalisme. Dette var dog på daværende tidspunkt ikke med til at svække bevægelsen, og selv med trusler om retsforfølgelse fortsatte kampen.

I januar blev der holdt afstemninger om, hvorvidt man skulle stoppe besættelserne, og langt hovedparten stemte for at fortsætte. Store demonstrationer med titusinder af elever gik ved flere lejligheder sammen med andre demonstrerende grupper, bl.a lærernes og offentligt ansattes fagforeninger. Regeringen prøvede at dæmpe gemytterne ved at foreslå en udsættelse af stramningerne, men stemningen blandt de studerende var ikke til forhandling. "Vi fortsætter aktionerne, indtil regeringen dropper forslaget om stramninger, stopper politiets og domstolenes angreb samt fjerner enhver form for undervisningsgebyrer", sagde talsmænd for de studerende.

Baggrunden for nedskæringerne er, at Grækenland ikke har overholdt de økonomiske krav til optagelse i Euroen. Regeringen har derfor iværksat en kæmpe privatiseringskampagne, med øget arbejdsløshed og nedskæringer på den sociale velfærd til følge. Dette har medført stor modstand i befolkningen, og strejker og demonstrationer har været dagens orden de sidste 12 måneder.

Kampene i Grækenland er bare endnu et eksempel på den vrede, magthavernes politik giver i samfundet. Om Europas befolkningen kan vinde over regeringernes nedskæringer, handler i høj grad om deres indbyrdes organisering udenfor fagbureaukratiets kvælende greb.