Socialdemokratiets krise ovenpå efterlønsforræderiet har givet SF stor fremgang i meningsmålingerne. Rasmus Keis spørger, hvad SF vil bruge sin nye position til og kigger på erfaringerne fra sidst der var et arbejderflertal.

Sammenfaldende med partiets 40-års jubilæum oplever SF i øjeblikket en af de største fremgange i partiets levetid. På få måneder er partiet stormet frem i de fleste meningsmålinger med stemmeandele på op til 15-16 pct. Dermed har SF faktisk kunnet udfordre Socialdemokratiet som det dominerende parti i arbejderklassen – og mange fagforeninger har da også tilkendegivet, at de vil overveje fremover at støtte SF i stedet for Socialdemokratiet.

Socialdemokratiets brudte løfter og borgerlige politik, har trukket mange vælgere et hak til venstre. Det er denne utilfredshed, som SF nu kan høste resultaterne af. Spørgsmålet er så bare, hvordan SF vil omsætte fremgangen til politisk indflydelse.

Partiets formand, Holger K. Nielsen, har luftet tanker om deltagelse i kommende socialdemokratiske regeringer, evt. sammen med de Radikale og CD. Det har disse partier generelt afvist, men enkelte hilser dog SF velkommen på banen, men med det forbehold, at de er "fleksible" på nogle af deres traditionelle mærkesager. Fleksibilitet betyder her, at SF skal opgive sine principper. Til dette siger Holger bare, at han er glad for, at man eventuelt er villig til at samarbejde.

Splittet

Internt virker SF meget splittet. På adskillige vigtige punkter fremstår partiet ikke som et samlet parti, men som enkeltpersoner med hver sin politiske dagsorden.

Dette resulterer i stor intern uenighed, hvilket tydeligst gav sig udslag i spørgsmålet om Amsterdam-traktaten, hvor både partiets medlemmer og ledelsen var splittet.

Men også vigtige emner som udlicitering har vist sig at skabe splid. SF-borgmesteren i Vejle, Flemming Christensen, er varm fortaler for udlicitering, selv om det går stik imod SF's officielle linie. Han har været med til at udlicitere dele af hjemmeplejen i Vejle, selv om Holger K. Nielsen har udtalt, at de "bløde" serviceopgaver skal private firmaer under ingen omstændigheder kunne tjene penge på.

Steen Gade fra partiets højrefløj har på det seneste også kritiseret den måde, SF fører politik på. Han siger, at partiet ikke lufter sine visioner om et kommende samfund, men i stedet bruger energi på at bevare frem for at forny. Han beskylder SF for på nogle punkter at ligne Dansk Folkeparti. Med eksempler som, at begge partier vil give større tilskud til hospitalssektoren, frygter han, at diskussionen kun vil handle om økonomi. Hvis han dermed mener, at vælgerne ikke vil kunne kende forskel på de to partier, er han ude i en grov undervurdering af folks almindelige intelligens.

Hvordan SF skal være i stand til politisk at inspirere Socialdemokratiet, er svært at se, når de ikke engang selv har en fast politik.

Problemer fra fødselen

Baggrunden for SF's problemer med at finde fælles fodslag blev grundlagt allerede ved partiets fødsel. SF blev grundlagt som en udspaltning fra det stalinistiske Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), først og fremmest som et opgør med DKP's Stalindyrkelse og støtte til Sovjets nedkæmpelse af den ungarske revolution i 1956.

Som et opgør med stalinismen var udgangspunktet positivt. Men SF valgte fra start at lægge sig til højre for DKP – som et parti, hvis eksistensberettigelse lå i at presse Socialdemokratiet.

SF blev dermed et parti, der ville have socialisme uden at lave revolution. Partiets strategi for socialisme byggede fra starten på, at arbejderpartierne skulle vinde et flertal af stemmerne og danne en arbejderregering, som kunne gennemføre socialismen gradvist via Folketinget.

SF kaldte selv denne strategi for "den 3. vej" – mellem Socialdemokratiet og DKP – men har i både teori og praksis vist sig at være en tro kopi af den klassiske socialdemokratiske reformisme. Og dermed har SF også været fanget af reformismens grundlæggende dilemma: Når man vil udfordre kapitalismen uden at udfordre kapitalisterne, så tvinges man til at indgå kompromis med kapitalisterne og i sidste ende bøje sig for dem.

Det er dette dilemma, som ligger bag den interne uenighed i SF. Uenigheden går dybest set på, hvor langt partiet skal gå på kompromis med sine ideer for at få politisk indflydelse. SF's deltagelse i "det nationale kompromis" om EU i 1992, som førte til Edinburgh-aftalen med de fire danske forbehold og SF's ja til aftalen, er et slående eksempel på, hvor lidt partiet får ud af sin kompromis-politik. For de andre partier i det nationale kompromis, ikke mindst Socialdemokratiet, har vist sig villige til at sælge ud af forbeholdene.

Arbejderflertal

Af samme grund skal man ikke forvente, at SF-deltagelse i et regeringssamarbejde vil trække regeringen til venstre – tværtimod vil SF blive trukket til højre.

SF har faktisk været i en situation, hvor partiet havde direkte indflydelse på regeringen. Nemlig i 1966-67, hvor partiet indgik et formaliseret samarbejde med en socialdemokratisk regering under det såkaldte "arbejderflertal". Valget havde givet de to partier 89 mandater, og presset fra befolkningen tvang Socialdemokratiet, på trods af tidligere afvisninger, til at samarbejde med SF.

Men SF's ideer om en reel venstredrejning af politikken viste sig ikke at kunne holde i længden. På grund af samarbejdsaftalen måtte SF fravige flere af deres oprindelige standpunkter. Indførelse af moms, øgede militærbevillinger og Danmarks ansøgning om medlemskab af EF var nogle af de punkter, hvor SF måtte gå på kompromis. I stedet for at være offensive og trække Socialdemokratiet til venstre, blev de tvunget ud i en defensiv rolle, hvor deres politik kun tjente til at holde de borgerlige fra magten.

Samarbejdet sluttede efter et år i 1967. Som deltager i S-SF-samarbejdet måtte SF gå imod visse krav fra arbejderklassen under overenskomstforhandlingerne. Englands devaluering af pundet tvang den danske regering til også at devaluere samt at indefryse to dyrtidspensioner, hvilket gav borgerskabet en gevinst på 600 mio. kr.

Dette medførte splid i partiet, hvor seks SF'ere gik imod regeringens politik. Dermed var regeringens flertal væk, og der blev udskrevet valg.

Arbejderflertallets fallit skyldtes ikke mindst, at såvel socialdemokratiske som SF-ledere i fagbevægelsen ønskede at holde arbejderne i ro for at undgå strejker imod regeringens politik. Dermed afskrev SF sig muligheden for at opbygge en modstand på gulvplan, der kunne have presset socialdemokraterne i regeringen – og dermed undergravede SF i virkeligheden sin egen position i arbejderflertallet.

Lighederne mellem 1960'erne og i dag er store. Også dengang stod man overfor en økonomisk krise, hvor regeringen af "økonomiske hensyn" ville tjene kapitalisternes – ikke arbejdernes – interesser.

Selvfølgelig er en arbejderregering med SF at foretrække frem for en borgerlig, men om de vil være i stand til at udgøre en væsentlig forskel, er mere end tvivlsomt. Betingelsen for at føre arbejderpolitik ligger i styrken på arbejdspladserne, ikke i antallet af ministerposter.