My Name is Joe
Instruktør: Ken Loach

Den engelske instruktør Ken Loach har lavet endnu en brillant film. Socialrealisme er efterhånden et udskældt udtryk, men Ken Loach forstår virkelig at lave socialrealistiske film med bid og humor uden skelen til, om genren er umoderne. I "My Name is Joe" beskriver han livet på bunden af samfundet uden hverken at romantisere eller fordømme. Men man mærker helt klart, at hans sympati ligger hos almindelige mennesker i deres kamp for at skabe sig en tilværelse.

Hovedpersonen, Joe, er arbejdsløs ex-alkoholiker og har som sådan sit at slås med, men alligevel har han masser at give af. Han er træner for et fodboldhold, bestående af en flok lokale rødder fra et fattigt Glasgow-kvarter, hvis stærke side i hvert fald ikke er at spille fodbold. Sammen med vennen Shanks udgør de Joes familie.

Gennem sit engagement i Liam, en af fodbolddrengene, møder Joe Sarah, der er sundhedsplejerske. Joe falder for Sarah, som også er tiltrukket af ham. Men Sarah synes alligevel, at Joe er lidt vild, og ved ikke helt, om hun tør lukke ham ind i sit trygge liv. Sarah kommer til at betyde mere og mere for Joe, men forholdet får ham samtidig til tvivle på sig selv. Han er 37 og har hverken hus, bil eller karriere. Hvad har han at tilbyde Sarah, der har fast job og ejerlejlighed? Oven i kommer hans fortid som alkoholiker, og han skammer sig dybt over det liv, han dengang førte. Kan han blive ved med at holde sig fra flasken?

Men selvom de begge bringer forbehold og ømme punkter ind i forholdet, som fra tid til anden truer med at ødelægge det, bliver det alligevel deres engagement i Liam og hans kæreste Sabines liv, der splitter dem for alvor. Liam og Sabine er fanget i et liv med fattigdom og alt hvad det fører med af stoffer, kriminalitet og prostitution. Og selvom Liam kæmper en brav kamp for at få sin familie til at fungere, bliver han hele tiden trukket ned på bunden igen. Joe nægter at se passivt til, mens Liams liv bliver ødelagt, men han bliver således deltager i et spil, hvor alle valg er forkerte.

Ken Loach er sublim til at beskrive ikke bare elendigheden på bunden af samfundet, men også mennesker der håber, drømmer og kæmper for et anstændigt liv. Han viser, hvordan de materielle livsbetingelser er med til at forme og begrænse vores liv, og de valg vi tager. På den måde bliver filmen også en kritik af et samfund, der automatisk skaber en gruppe af socialt udstødte mennesker. Selvom Liam med Joes støtte kæmper for et anstændigt liv, så har han ikke nogen reel mulighed for, at tage de valg der kunne føre til et sådant.

Det sociale systems perfiditet, over for de mennesker det burde hjælpe, bliver afsløret, blandt andet da en ansat fra socialkontoret udspionerer Joe, for at finde ud af om han udfører sort arbejde. Denne snagen virker især absurd, fordi Joe er en stærk person, som rent faktisk gør en stor forskel for drengene på fodboldholdet, men den slags tæller ikke for "systemet".

Med Joes og Sarahs forhold viser Ken Loach også et helt andet billede af kærlighed, end det glansbillede vi normalt præsenteres for. Filmen viser, at kærlighed ikke er noget frit svævende i luften, der løser alle problemer, men tværtimod bliver påvirket – og måske ødelagt – af konflikter og problemer i det virkelige liv.

"My Name is Joe" er først og fremmest en hyldest til almindelige mennesker og deres drømme om og kamp for et bedre liv, men også et angreb på et råddent system, der har skabt social nød og elendighed. Så længe der er mennesker der kæmper, så længe er der håb.