Det danske sundhedsvæsens storhed og fald
Niels Høiby
Gyldendal
140 s. – 150 kr.

Det må være klart for alle, som blot en gang imellem åbner en avis, at der er store problemer med det danske sygehusvæsen og med sundheden i det hele taget.

Som det tydeligste eksempel er middellevetiden i Danmark stagneret for både mænd og kvinders vedkommende siden 1970'erne – i modsætning til alle andre industrilande. FN's Udviklingsprogram viste, at Danmark i 1993 ud af 57 "high human development countries" lå som nr. 28, hvad angår forventet levetid ved fødslen – selv om bruttonationalproduktet hører til helt i toppen.

Overlæge dr.med. Niels Høiby har i sin lille bog, Det danske sundhedsvæsens storhed og fald, samlet sidevis af dokumentation for sundhedsvæsenets tilbagegang. Og det er rystende læsning – og det på trods af at alle Høibys eksempler faktisk har været omtalt i pressen. Men det rystende er, at Høiby faktisk kan dokumentere, at nedgangen på især sygehusene har været kendt længe, uden at der gøres noget ved det – bortset fra de sidste to uger op til et valg, hvor sygehusene altid er et centralt tema.

Det skal siges, at mange af Høibys konklusioner og forslag er kritisable. For eksempel giver han studenteroprøret i slutningen af 1960'erne skylden for, at det sundhedsfaglige niveau på ledelsesplan er faldet. Men her kommer han til at sammenblande to forskellige ting, som ikke hænger sammen: På den ene side studenteroprørets krav om demokrati på uddannelsesstederne og afskaffelse af et professorvælde, som mange steder nærmest var et despotisk enevælde – og på den anden side regeringernes forsøg i 1980'erne og 1990'erne på at styre sygehusene ved at indsætte administratorer i stedet for sundhedspersonale.

Eksemplet er typisk for bogen. Høibys udgangspunkt er ærligt ment. Hans tidligste erfaringer med sundhedsvæsenet stammer fra medicinstudiet i begyndelsen af 1960'erne, hvor sygehusene og den medicinske forskning endnu var i fremgang og blev båret frem af ildsjæle blandt læger og professorer, som faktisk havde visioner om at forbedre sundheden.

Siden har Høiby oplevet tilbagegang og atter tilbagegang, og det har rystet ham dybt. Derfor er han i stand til at sætte fingeren på en række af de mest centrale problemer i sundhedssektoren, omend hans konklusioner som sagt er diskutable.

På ét punkt har han dog utvivlsomt ret: Nemlig at økonomien er et af de største problemer. Han skriver fx, at sundhedsudgifterne i Danmark kun har haft en vækst på 4 pct. i perioden 1970-89, mens den i Sverige var 22 pct., i Italien 47 pct., i Belgien 79 pct. osv. På den baggrund regner han ud, at sundhedssektoren mangler ca. 10 milliarder kr. årligt for at kunne rettes op. Og det er faktisk et beskedent beløb i betragtning af, at regeringen stadig hælder over 16 mia. kr. ud på et militær, hvis eneste formål er at uddanne folk i at lemlæste og myrde – og i betragtning af, at regeringen ikke har de store problemer med at forære erhvervslivet et par mia. i ny og næ i form af skattelettelser.

Denne konklusion drager Høiby typisk nok ikke. I stedet antyder han, at der måske er et skævt forhold mellem ulandshjælpen og de relativt lave sundhedsudgifter – ikke fordi han er imod ulandshjælp, men fordi han er så fortvivlet over standarden på sygehusene. Igen et typisk eksempel: Fingeren sættes på det rigtige sted, men konklusionen er forkert.

Et andet af Høibys anklagepunkter er det, han kalder "DJØF'ificeringen" af sygehusvæsenet – altså en udvikling, hvor lægefagligt personale i ledelsen erstattes af økonomer og administratorer. Han peger på, at "da det danske sundhedsvæsen for 30 år siden var 'verdens bedste', var ledelsen flad, bestående af en læge'iseret sygehusinspektør og de administrerende overlæger for de enkelte afdelinger."

Derimod er "den DJØFificerede ledelse hierarkisk opbygget med en detaljeret funktionel arbejdsdeling og udskiftning af moralsk ansvar (patientbehandling som målestok) med teknisk-økonomisk ansvar (budgetoverholdelse som målestok)."

Høibys erindringer om 'de gode, gamle dage' er her præget af en vis sentimentalitet, men han peger faktisk på et yderst væsentligt punkt: Nemlig hvad der sker, når menneskers kontrol over eget arbejde erstattes af rent økonomiske hensyn. Høiby kalder det for dehumanisering: "Når mennesker reduceres til tal og penge, er dehumaniseringen gennemført." I den DJØF'ificerede hierarkiske ledelsesstruktur indbygges "en distance, hvor arbejdets fremadskriden og slutprodukt udtrykkes i tabeller, som gør opgaver af vidt forskellig karakter indbyrdes ombyttelige."

Hvis ikke man vidste bedre, kunne man tro, at Høiby er marxist! For hvad Høiby siger her er en ret nøjagtig gentagelse af et af Marx' væsentligste anklagepunkter mod kapitalismen: At indholdet i og kontrollen over menneskers arbejde underordnes magthavernes kontrol og interesse i alene at tjene penge. Brugsværdi erstattes af bytteværdi.

Pointen her er ikke at drage en kunstig parallel mellem Høiby og Marx, men at Høiby ligesom masser af andre mennesker oplever systemet som umenneskeligt – dehumaniserende. Med sine erfaringer er han i stand til at beskrive yderst præcist, hvor umenneskeligt systemet er, når det drejer sig om sundheden. Men hvor Høiby ender i sentimentalitet og en desperat appel til politikerne, så må det socialistiske bud være: Lav det system om.

Martin Johansen