Det mest fantastiske ved den skandale, der har ramt den Internationale Olympiske Komite (IOC), er, at dens præsident, Juan Antonio Samaranch, ser ud til at klare frisag.

Den engelske sportsminister, Tony Banks, har endda udtalt, at Samaranch vil være den bedste til igen at skabe orden i komiteen.

Men hvem er denne Samaranch egentlig?

Han er søn af en af de rigeste familier i Barcelona, og arbejdede som ung i familiens tekstilfirma. Fagforeninger og rimelige lønninger var ukendte begreber.

Da Franco i 1936 startede kuppet mod den demokratisk valgte regering, var Samaranch hurtig til at hoppe på vognen, og blev medlem af fascistpartiet.

De næste 40 år var han en af det brutale Franco-regimes betydeligste støtter, og stolt af at være fascist.

Han blev det fascistiske styres sportsminister, og var loyal mod diktaturet indtil Francos død i 1975. Samme år demonstrerede over 100.000 mennesker foran det catalanske rådhus, hvor de råbte "Samaranch, skrid!"

Han flygtede derefter til Moskva, hvor han var med til at organisere de olympiske lege i 1980. På trods af sin fascistiske baggrund kunne han charmere sig ind hos nogle af de værste stalinistiske diktatorer, og siden da er det lykkedes ham igen at blive en af de mægtigste mænd i sportsverdenen. Østtysklands Erich Honecker og Rumæniens Nicolai Ceaucescu er begge blevet tildelt den "Gyldne Olympiske Orden" af Samaranch.

Det tragikomiske i de "nye afsløringer" om bestikkelse og korruption blandt politikere og højtstående folk i Den Olympiske Komite er til at brække sig over.

Korrupte aftaler har længe været en etableret del af forhandlingerne. Dette emne har været til grundig behandling i Vyv Simpson og Andrew Jennings glimrende bog, Ringenes Herrer, der blev udgivet for 8 år siden. Skandalerne er ikke noget nyt. Bob Scott, som har været leder af Manchesters bud på OL, sagde for næsten 10 år siden: "Man bliver nødt til at opbygge personlige forhold til medlemmerne af IOC. Jeg kender endda skostørrelsen på et ledende IOC-medlems næstældste datter." Og Denis Howell, der var sportsminister under Labour-regeringen i 1970erne, og en nøgleperson i Englands seneste forhandlinger, udtalte for 10 år siden: "Det var ganske almindelig praksis at give gaver til IOC-medlemmer."

Nu får vi at vide, at disse skandaler ødelægger det "olympiske ideal". Men lige fra starten har OL drejet sig om penge og politik.

Før 1984 var OL et underskudsforetagende, der primært blev brugt af nationale politiske grunde. Men i 1984 tjente Los Angeles 1,3 mia. kr. på legene. Dette var et signal til regeringer og store firmaer om, at der var store penge at tjene. Siden da er mængden af penge, som er brugt på at "overbevise" IOC-medlemmerne om at støtte en given by, øget betydeligt.

Den japanske by Nagano brugte 60 mio. kr. på, at overbevise IOC-medlemmer om at støtte valget af byen til Vinter OL i 1998. Mangemilliardæren Rupert Murdoch brugte engang 1 million kr. på, at flyve fisk, krabber og andet godt fra havet til et IOC-møde i Tyskland. Dette skulle gøre medlemmerne mere motiverede til at stemme for den Australske by Brisbane.

De forhandlinger, der foregår i den olympiske verden, er bare en forlængelse af den normale praksis, der foregår til hverdag i politik og industrien.

Paul McGarr