Nyheden om at nazisterne havde barrikaderet sig i deres nyligt arvede villa i Nørresundby, kom ikke som nogen stor overraskelse. Det er ikke første gang, de forsøger at etablere sig som "en del af det politiske miljø".

Der var derfor mange som mente, at deres forsøg på at etablere sig, straks måtte møde massiv folkelig modstand. Efter heftig mobilisering kørte busser fra hele landet mod Aalborg den 13. februar.

Da demonstrationen bevægede sig gennem byen, var stemningen fyldt med engagement og kampgejst. Luften rungede af sange og råb, som tog til, efterhånden som vi nærmede os nazibunkeren.

Politiet, som var mødt talstærkt op, sørgede for, at demonstranterne ikke kunne komme tæt på nazisternes hus. I stedet blev de ca. 1500 mennesker gennet ind i en park, hvor den officielle demonstration skulle slutte. Efter et par taler begyndte folk at gå deres vej, med en mærkelig uforløst følelse af "nå, var det det?"

2-300 aktivister begav sig herefter mod nazibunkeren med politiet i hælene. Det kulminerede i gadekampe uden for bunkeren, hvor aktivister forsøgte at vælte stakittet foran bunkeren, og politiet anholdt i flæng.

Langt fredeligere var besøget i Aalborg 14 dage senere, hvor ca. 50 folk fra Rød Ungdom og andre sluttede sig til de lokale beboeres initiativ med sange og fakler foran nazibunkeren. En iskold, men alligevel rigtig god oplevelse, som fik etableret en kontakt venstrefløjen – lokalbeboerne imellem.

Initiativerne imod nazibunkeren er flere og forskelligrettede. Nogen er mere til “stenkast og hærg", beboerne selv går udelukkende ind for fredelige protester. Begge typer af modstand er vigtige, men vi må som socialister tænke grundigt over, at samarbejdet med de lokale ikke må sættes over styr på grund af nogle sten.

De lokale tropper hver aften op foran det totalt barrikaderede hus i Nørresundby, for at vise deres afsky for nazisvinene. Venstrefløjen må være med her også og vise, at vi også er fredelige mennesker, og ikke "autonome voldsmænd".

Tobias Bülow Schmidt, Århus