Der er mange lighedspunkter mellem kurdernes situation i Tyrkiet og albanernes i Kosova-provinsen i Serbien. Begge folkeslag er spredt over flere lande på grund af vestlige stormagternes tilfældige opdeling af regionen efter de to verdenskrige.

Grænserne blev trukket som et led i en ny opdeling af verden mellem de forskellige imperier, og afspejler derfor mere magtbalancen efter første og anden verdenskrig end områdernes etniske fordeling. Begge folkeslag er igen og igen blevet svigtet af de vestlige stormagter og internationale institutioner, de har sat deres lid til. Det er en skæbne, de deler med mange andre folkeslag, fx. palæstinenserne, baskerne, tibetanerne og Østtimors befolkning.

Balkan og Mellemøsten var i tiden før første verdenskrig en del af det ottomanske (tyrkiske) imperium. Balkan var oven i købet brændpunktet for endnu to imperier, nemlig det østrig-ungarske og det russiske. Efter første verdenskrig, som de ottomanske og østrig-ungarske imperier tabte, blev deres områder fordelt mellem først og fremmest England og Frankrig. Stormagterne trak grænserne uden hensyn til befolkningen. Således kom fx. kun halvdelen af datidens albanere til at bo i den albanske stat.

Selv om grænserne siden er blevet ændret, på grund af nye krige og erobringer, fastslår Dayton aftalen, der afsluttede krigen i eks-Jugoslavien i begyndelsen af 90erne, at Kosova skal forblive en del af Serbien. Og det selvom albanerne udgør 90 pct. af befolkningen i provinsen, der indtil Milosevic kom til magten havde en udstrakt grad af selvstyre.

Det er ikke underligt, at en sådan undertrykkelse giver anledning til en voksende nationalisme. Det er heller ikke underligt, at den nationalisme bliver til væbnet kamp. Derfor vil den fredsplan, som alt nu tyder på USA får held med at gennemtrumfe, ikke forhindre borgerkrig i Kosova. For aftalen cementerer blot, at Kosova er en serbisk provins, om end den atter skal have øget selvstyre. Men derudover er aftalen med til at fastholde, at det er en nationalistisk konflikt og ikke en imperialistisk. Aftalen vil ikke forhindre serberne i at undertrykke albanerne, hvilket sikkert vil ske igen, da Milosevic og den serbiske herskende klasse har brug for syndebukke til at aflede protesterne mod deres regime.

I bedste fald er aftalen derfor blot en stakket frist.

Frank Antonsen