Den seneste tids afsløringer af politiets overgreb på bl.a. prostituerede på Vesterbro har skabt fornyet debat. Poul Erik Kristensen stiller her spørgsmålet: Hvem beskytter politiet egentlig?

 

Vold, terror og chikane er en stadig større del af de danske betjentes hverdag. Det er vel at mærke ikke den vold, terror og chikane, de skulle forhindre, men den de selv udfører.

Senest er det de godt 150 betjente på Station 1 på Vesterbro i København, der er kommet i søgelyset.

Siden en ung mand døde i detentionen på Station 1 den 2. januar, er den ene skandale efter den anden rullet frem.

Mediernes søgelys på stationens ansatte har givet en del af de prostituerede, narkomaner, alkoholikere og hjemløse omkring Halmtorvet mod til, at stå frem og fortælle om de forfærdelige overgreb de har været udsat for.

Og indtil videre har omkring en snes personer fremlagt deres historie for statsadvokat Karsten Hjorth.

Klagerne er imidlertid kun toppen af isbjerget. Mange af pigerne omkring Halmtorvet er nemlig bange for at stå frem med deres anklager. De frygter konsekvenserne i et miljø, hvor politiet har mulighed for at følge dem så tæt, at livet på gaden bliver uudholdeligt for dem.

Og at de har noget at frygte, tyder meget på.

Umiddelbart efter at de første prostituerede stillede sig frem i Jyllands Posten, indledte betjentene på Station 1 en storstilet razzia på Vesterbro. For første gang i mands minde.

Også antallet af klagesager mod ansatte på Station 1 viser, der er grund til frygt. Siden 1992 har det lokale klagenævn behandlet 18 konkrete klager over betjente fra stationen på Halmtorvet.

Men afsløringerne af forholdene på Station 1 er kun det seneste eksempel på, at det danske ordenskorps blot er en bande statsanerkendte bøller.

Alene inden for de seneste ti år er deres synderegister vokset til størrelse som en telefonbog.

Politiets vold og chikane er især gået ud over folk, som har protesteret over noget, men også folk med en anden livsstil eller en anden hudfarve har fået politiets kærlighed at føle.

De nuværende afsløringer har blotlagt en lang række tragiske eksempler på ydmygelser og fortrædeligheder.

Men det mest tragiske eksempel er dog det, der førte til den unge Benjamin Schou's totale invaliditet under en brutal anholdelse foretaget af tre urobetjente på Rådhuspladsen i København nytårsaften 1992.

Men Benjamin Schou er ikke det eneste offer for politiets voldelige adfærd:

• Tolv ubevæbnede personer blev skudt ned under gadekampen mellem politi og demonstranter efter Edinburgh-afstemningen den 18. maj 1993.
• En ung indvandrer blev gennembanket af flere betjente foran en spiserestaurant i København. Uheldigvis blev episoden overværet af overborgmester Jens Kramer Mikkelsen og andre lokale politikere, som var ved at få hummersuppen galt i halsen over betjentenes fremfærd.
• Beboerne på Christiania har gentagne gange været offer for politiets luner. Tilfældige anholdelser, chikanerier, brug af politiagenter og kropsvisiteringer har gentagne gang skabt enorm vrede og voldelige konfrontationer. Og selv få meter fra den lokale børnehave har politiet ikke undladt at overdynge området med tåregas.
• Massiv brug af politihunde, knippelslag, hånende bemærkninger, voldelige anholdelser, brug af politiagenter og chikaner mod lovligt strejkende arbejdere.
• Fængsling og mishandling af to ghanesiske turister i København. En sag som fik Amnesty International til at sætte Danmark på listen over lande, der bryder menneskerettighederne.

Men heller ikke chikanen mod de prostituerede og narkomanerne omkring Istedgade og Halmtorvet er af ny dato. Og faktisk er den mindre i dag end for et par år siden, hvor politiet indledte en sand menneskejagt på Vesterbros narkomaner. Formålet var at stresse narkomaner og pushere, så de ikke turde vise sig på gaden.

Men allerede i forrige århundrede var politiet på jagt mod aktive, skæve eksistenser og folk med en anderledes livsstil, hvilket følgende citat viser.

"Glarmester Øjen fik aldrig at vide, hvorfor politiet den søndag morgen overfaldt og mishandlede ham så frygteligt. Og alle vi andre i gaden kunne ikke fatte at denne lille flinke mand havde gjort noget, der kunne berettige politiet til de frygtelige mishandlinger, de øvede imod ham. Det samme var tilfældet med Eriksen, som de dræbte, og med syersken Yrsa der ikke var nogen skøge, men en flittig arbejderske... "

"Politikorpset havde ikke noget med ret eller retfærdighed at gøre, det var simpelthen en samling brutale voldsmænd, der hensynsløst mishandlede de fattige for at tjene lønnen hos de rige..."

Citatet er fra den danske syndikalist, Christian Christensens, erindringer En rababerdreng vokser op. Citatet omhandler politiets arbejde blandt arbejdere og fattiglemmer i slutningen af forrige århundrede.

Bevidst chikane

En bevidst chikane mod folk på Vesterbro har alene til formål at sende et signal til det øvrige samfund om, at der er en grænse for, hvad man kan tillade sig inden for samfundets rammer. Politiets rolle er at forsvare den herskende klasses interesse, alene fordi statsapparatet er opbygget til at forsvare dem, der sidder i direktionslokalerne og i staten, og ikke for at håndhæve samfundets fælles interesser.

Hvis politiets rolle primært er at opklare forbrydelser, så står det meget slemt til. Politiets statistikker viser nemlig, at politiet er uhyre dårlige til den del af deres arbejde. Af de 500.000 forbrydelser, der anmeldes om året, løser politiet kun omkring en femtedel. Der til kommer at politiet skønmaler deres statistikker, da de medregner alle sager, hvor der rejses sigtelser. Det betyder, at sager, hvor sigtelserne senere bliver frafaldet, eller sager hvor den sigtede blive frifundet, figurerer som opklarede. At langt størstedelen af disse sager er smårapserier o.lign., og den grove kriminalitet udgør en forsvindende lille del, er så en anden side af sagen.

Det næste problem er, at politiet ikke er uddannet til at tackle volden. De fleste voldsofre og -mænd har mere behov for en socialrådgiver, socialpædagog, psykiater eller psykolog, end en mand med pistol og knippel.

Politiet og domstolene vil altid opfatte folk, der på den ene eller anden måde udfordrer magthavernes ret til at bestemme og fastsætte den rette moral, som ballademagere.

Og som traditionen byder har politiet og politiledelsen også denne gang været total afvisende overfor kritikken.

Vicepolitimester Ole Weikop har på det seneste været ude med en voldsom kritik af den korpsånd, som er hos politiet.

Der er et hav af eksempler på at betjente dækker over hinanden, at man på stationerne har specialister til at skrive rapporter, så betjente aldrig kan komme i fedtefadet, og at man i flere tilfælde har vendt anmeldelser over politivold til sigtelser om vold mod politiet. Og politifolk, som falder uden for den strenge korpsånd, får en hård medfart.

To gange i dette årti har betjente i København anmeldt en kollega for vold. I begge tilfælde er de pågældende blevet dømt og afskediget. Men samtidigt har det haft store konsekvenser for de kolleger, der brød korpsånden. Der blev kold luft omkring dem i kaffestuen. Og i dag er de begge væk. Ud af byen og eksporteret til provinsen som “stikkere". Den ene har desuden været nødsaget til at tage navneforandring.

Korpsånden betyder meget for betjentene. Og helt skidt bliver det, når der ligger politiske motiver bag betjentenes holden hånden over hinanden. Det beskrev en anonym betjent i Jyllands Posten 19/2: "De [betjentene] har til opgave at håndhæve lov og orden i et samfund, som i mange betjentes øjne har et alt for liberalt retssystem."

Politiet har, sammen med militæret, monopol på at bruge vold i samfundet.

Men hvorfor har staten brug for et voldsmonopol over for landets egne borgere?

En klassisk forklaring er, at vi ellers ville rive hovedet af hinanden, eller stjæle med arme og ben. Dette er et nemt argument at fyre af, og bygger på en forestilling om mennesket som værende ondt og egoistisk af natur. Men forklaringen ligger snarere i, at vi lever i et samfund, der fremelsker en sådan opførsel – hvor grådighed og ragen til sig bliver belønnet. Hvor uligheden mellem dem på toppen og dem på bunden er så stor, at en lille gruppe mennesker presses ud i kriminalitet. Narkomani og alkoholisme er her det sidste stadie i udstødningen af et sygt samfund.

Når politiet går voldsomt til værks overfor fagligt aktive, udstødte og psykisk syge får man altid det svar, at politiet blot skal opretholde lov og orden.

Årsagen skal imidlertid findes et helt andet sted. Nemlig i, at vores samfund er opdelt i klasser med modsat rettede interesser.

Loven hæver sig ikke over denne modsætning. Tværtimod er loven med til at cementere disse modsætninger.

Egentlig er der ikke nogen forskel på, om man er narkoman og alkoholiker på Vesterbro, eller om man er whiskey-junkie i Hellerup. Den eneste forskel er, at narkomanerne og alkoholikerne på Vesterbro er udstødte af samfundet, mens Hellerup-borgerne er en del af landets magtelite.

Den reelle grund til, at staten har brug for et voldsapparat er netop, at der er forskel på de rettigheder, den enkelte dansker har.

I Danmark er det en lille magtklike på omring 200 personer, der har den egentlige magt i samfundet. Det er den gruppe, der går igen i de store offentlige og private koncerners bestyrelser og direktioner.

Det er den gruppe, der lægger de økonomiske rammer for de beslutninger, som politikerne kan tage i folketinget og i kommunalbestyrelserne.

Samfundets reelle magthavere er nemlig ikke valgt af befolkningen.

Omvendt er langt den største del af den danske befolkning tvunget til at sælge deres arbejdskraft for at overleve.

Og de kan kun få indflydelse, hvis de sammen med andre stiller krav, og er villige til at kæmpe for dem. Det er først og fremmest for at slå disse aktiviteter ned, at staten har et voldskorps, fordi kamp og aktivitet kan true den lille magtklikes rettigheder. PET's overvågning af fagligt aktive og den danske venstrefløj er et af de tydeligste eksempler vi har på dette. Ingen skal forsøge at stille spørgsmålstegn ved magtelitens positioner.

Men der skal heller ikke sås tvivl om politiets status. Etaten mener nemlig selv, at den udfører sine opgaver til punkt og prikke. Politiet tåler simpelthen ikke kritik. I det øjeblik befolkningen tvivler på politiets – og militærets – rolle, så sætter det store spørgsmålstegn ved den nuværende magtfordeling.

Politiets rolle er ikke at beskytte den almindelige borgers interesser, men at opretholde den ro, der sikrer de riges monopol på magten og goderne i samfundet. Med våben i hånd og uden for demokratisk kontrol er de magthavernes perfekte redskab i undertrykkelsen af arbejderklassen.