Kvindekamp ses af mange som et forældet begreb, men Nina Holm Jensen argumenterer her, at kvinder stadig bliver undertrykt, og hun belyser den historiske baggrund og udvikling af undertrykkelsen

Det er en alment accepteret sandhed blandt medier og meningsdannere, at nutidens kvinder er fuldt ligestillede med mænd, og at der ikke er brug for kvindekamp som i 70'erne. Tværtimod, hævder mange, gik rødstrømperne dengang for vidt, og opgaven for kvinder i dag er at vinde den kvindelighed tilbage, som rødstrømperne har frataget os med deres overalls og bh-afbrændinger.

Hvis man undersøger disse "sandheder", som få tør sætte spørgsmålstegn ved, afsløres de som myter.

Kvinder tjener stadig mindre end mænd. Både fordi de traditionelle kvindefag som regel også er lavtlønnede, men også indenfor de samme områder får kvinder mindre i løn end mænd. Hvor lønforskellen mellem mænd og kvinder i halvfjerdserne faldt, er den her i 90'erne i bedste fald stagneret, og inden for flere fag er tendensen, at lønforskellen øges. I 1970 tjente en ufaglært kvinde kun 79 pct. af en ufaglært mands løn. I 1980 var tallet 91 pct., men i 1992 var hun røget ned på 89 pct.

Inden for det offentlige område står det ikke bedre til. Her er tendensen også, at lønforskellen øges – især på grund af nye lønsystemer med decentral løn, resultatløn, præstationsløn osv. Lønstatistikker fra stats- og kommunalt ansatte fra 1993 viser, at tillæg til lønnen er med til at øge lønforskellene. Hvor en kommunalt ansat kvindes faste løn lå på 87 pct. af en mandlig kollegas, udgjorde hendes løn kun 85 pct. efter udbetaling af tillæg.

Det skyldes især, at ledere og mellemledere oftest er mænd. Selv indenfor typiske kvindefag ses dette, hvor tendensen næsten kan beskrives som en pyramide: mange kvinder på bunden, jo højere mod toppen, desto færre kvinder. 84 pct. af kommunalt ansatte pædagoger er kvinder, mens 61 pct. af lærerne i folkeskolen er kvinder. Men kvinder udgør kun 21 pct. af alle skoleinspektører og 16 pct. af alle rektorer.

Dette billede går igen i resten af samfundet. På trods af, at piger siden 80'erne har været i overtal på de gymnasiale uddannelser, er der kun halvt så mange kvinder som mænd, der får en akademisk uddannelse. Kun 29 pct. af Ph.D.-graderne bliver givet til kvinder, og blot 4 pct. af professorerne på de højere uddannelsesinstitutioner er kvinder.

På det private arbejdsmarked er uligheden endnu mere ekstrem. I 1992 udgjorde kvinder kun 5 pct. af toplederne. En undersøgelse fra 1993 blandt de 100 største aktieselskaber viste, at kvindelige direktionsmedlemmer kun udgjorde 1 pct. Kun i to af de 100 virksomheder optog kvinder flere end tre pladser i bestyrelsen. I begge tilfælde var bestyrelsen på 20 medlemmer eller flere.

På hjemmefronten ser det ikke meget bedre ud med ligestillingen. En undersøgelse for nylig slog fast, at det stadigt er kvinderne, der har "magten" i hjemmet. Dvs. kvinder har det primære ansvar for børn og hjem. At det er kvinden, der har dette ansvar, betyder ikke kun, at det er hende, der bruger mest tid på husarbejde og børnepasning. Det er også med til at begrænse kvinders muligheder på arbejdsmarkedet. Arbejdsgivernes krav om mere fleksibel arbejdskraft rimer meget dårligt på at være udearbejdende mor, med børn, der skal hentes og bringes, indkøb, madlavning til familien, og børn – der tillader sig at tilsidesætte alle produktionshensyn – når de bliver syge. Omvendt betyder kvinders lave løn, at det oftest vil være hendes indtægt familien bedst kan undvære, når det syge barn skal passes, og det er hende, der ikke tager overarbejde, for nogen skal jo hente ungerne i børnehaven. I 1995 var 90 pct. af de, der tog børnepasningsorlov, kvinder.

Vi er altså stadig langt fra ligestilling. Kvindekampen i 70'erne har rent faktisk givet kvinder bedre muligheder, men på mange områder går udviklingen nu i den forkerte retning.

Ikke altid undertrykkelse

Men kvindeundertrykkelsen har ikke altid eksisteret. I mange ursamfund indgik mænd og kvinder på lige fod. Selv om der fandt en arbejdsdeling sted, betød det ikke automatisk, at kvinder indtog en lavere stilling. Hendes arbejde var lige så vigtigt for stammens overlevelse som mandens. I visse samfund havde kvinder endda højere status end mænd. Omvendt havde kvinder i mange nomadesamfund en ussel plads. Det viser klart, at undertrykkelsen af kvinder ikke er givet af naturen. Kvindens stilling i et samfund hænger snævert sammen med hendes rolle i produktionen, og dermed hvordan produktionen er organiseret.

I jæger/samler-samfund, der begyndte at overgå til agerbrug, var det mændene der jagede, og kvinderne der dyrkede jorden. En naturlig udvikling fra en arbejdsdeling, hvor kvinder med børn ikke deltog i jagten, men blev ved bopladsen og samlede planter og andet spiseligt. Efterhånden som jordbruget begyndte at spille en større rolle for stammens overlevelse, da det i modsætning til jagt gav et regelmæssigt og bedre udbytte samt muliggjorde fast bosættelse, fik kvinden også en vigtig rolle. I nogle af disse samfund blev kvinden ligefrem stammens mest agtede medlem, og der er eksempler på matriarkater, dvs. samfund ledet af kvinder.

Sålænge mennesket levede af indsamlede frugter og tilfældig jagt, spillede tilgangen af arbejdskraft ingen rolle. Tværtimod blev det sværere at skaffe føde til alle, hvis stammen blev for stor. Men samfund baseret på agerbrug havde derimod brug for flere arbejdere. Blandt dem fik kvinden derfor en særskilt værdi, som den skabning, hvorfra der opstår en ny arbejdskraft, barnet, og moderskabet blev dyrket som en guddom.

I andre typer samfund, som nomadestammen, var kvinderne på grund af arbejdsdelingen, udelukket fra det afgørende arbejde, at jage, plyndre og indfange vilde dyr, og kom til at spille en birolle i økonomien. Det fostrede ideen om, at kvinden var manden underlegen, og i disse samfund var kvinden totalt retsløs og mandens slave i ægteskabet.

I langt de fleste samfund blev jordbruget efterhånden dominerende. Agerbrug muliggjorde, for første gang i menneskets historie, at producere et overskud, og dermed opstod også klassedelingen: de, der havde del i overskuddet, og de, der ikke havde. I arbejdsdelingen mellem mænd og kvinder var der en tendens til, at kvindens arbejde mere og mere blev det reproduktive (dvs. det der skal til for at holde menneskene gående og videreføre slægten: børnepasning, lave mad og tøj osv.), mens mændene mere og mere overtog landbruget.

Men eftersom det var landbruget, der skabte overskuddet, blev kvinderne pga. arbejdsdelingen isoleret fra den vigtigste produktion og dermed givet en birolle i økonomien. Dette var spiren til århundreders kvindeundertrykkelse.

Da agerbrug forudsætter, at man er fastboende, skabte dette en deling mellem dem med god og dårlig jord, altså størrelsen på det overskud man kunne skabe. Dem med god jord indtog en magtposition i samfundet og fik høvdingestatus. Denne status gav man ikke bare afkald på, og ideen om arv opstod. Derfor blev det nødvendigt at få kontrol med, hvem der var far til kvindernes børn – tidligere havde det været stort set uden betydning. Men nu etableredes familien som institution med manden som overhoved. På den måde var manden sikker på, at de børn, som kvinden fødte, var hans.

Men den feudale patriarkalske familie overlevede ikke kapitalismens gennembrud. Store folkemængder blev trukket fra landet ind til byerne som lønarbejdere under usle vilkår. Arbejdsdagen kunne snildt vare 14 timer, arbejds-forholdene var sundhedsskadelige og direkte farlige. Både mænd, kvinder og børn måtte sælge deres arbejdskraft. Resultatet var en enorm spædbørnsdødelighed og faldende levealder.

I starten af industrialiseringen, især i bomuldsindustrien, blev den billige kvindelige arbejdskraft foretrukket (en kvindes løn var ca. det halve af en mands), så det reelt blev kvinden eller endda barnet, der forsørgede familien. Disse omvæltninger betød, at de gamle familiestrukturer smuldrede totalt væk. Selvom arbejderkvinder på den måde blev løst af den traditionelle afhængighed af ægtemand eller far, var det selvsagt ikke en ønskværdig situation. Mødrebeskyttelse og fabrikslove, der særskilt dekreterede lavere arbejdstid for kvinder, barselsorlov, og endog kvinders udelukkelse fra bestemte meget sund-hedsskadelige erhverv, som fx miner, var en del af arbejderklassens krav. De borgerlige feministers parole om "ret til arbejde" faldt ikke i god jord hos de fleste arbejderkvinder, der betale dyrt for denne "ret".

Samtidigt truede de usle forhold kapitalismens fortsatte forsyning af arbejdskraft. Det truede kapitalismens fremtidsmuligheder, at der ikke fandt en reproduktion af arbejderklassen sted. Løsningen blev kernefamilien – en ny familiestruktur. De reproduktive opgaver blev lagt på kvindens skuldre – til gengæld skulle arbejdsgiveren betale manden en "familieløn", så kvinden kunne blive fritaget fra at sælge sin arbejdskraft. Dette blev dog aldrig tilfældet i de fleste arbejderfamilier. Kvinden blev nødt til, at have en form for arbejde for at familien kunne brødfødes. Men tanken om familielønnen betød, at kvindens løn holdt sig langt under mandens. Hun skulle jo bare tjene lidt "ved siden af", mens manden var hovedforsørger. Kernefamilien betød således dobbeltarbejde for kvinden: ulønnet husarbejde og lønarbejde, som vel og mærke kun blev set som et vedhæng til mandens indtægt – i den forstand røg kvinden tilbage i en birolle.

Kernefamilien er således central i kvindeundertrykkelsen under kapitalismen. Fordelene ved kernefamilien for kapitalisterne er indlysende. En samfundsmæssig socialiseret reproduktion ville koste penge – det står i modsætning til kapitalisternes ønske om profit. Senere i kapitalismens historie er flere reproduktive opgaver gjort offentlige for at lette kvinders adgang til udbytning på arbejdsmarkedet. Men kapitalismen hverken kan eller vil opgive den under-trykkende kernefamilie. Nu, hvor krisen banker på, angribes meget af den offentlige reproduktion. Kapitalismen har brug for kvinder på arbejdsmarkedet, og ideologien om kernefamilien er vigtig for at presse kvinder til at udføre flere af de reproduktive opgaver gratis i hjemmet samtidigt med lønarbejde.

Kapitalismen giver på den ene side arbejderkvinden mulighed for at opnå frigørelse, fordi den indrager hende i produktionen og gør hende økonomisk uafhængig, men samtidigt forhindrer den fuldførelsen af frigørelsen, fordi den binder hende til kernefamilien og dermed dobbeltarbejde og undertrykkende ideologi. Den russiske socialist Alexandra Kollontaj skriver om dette kapitalismens paradoks: "Hvordan kunne det være, at de kvinder, som udførte mindre værdifuldt og mindre produktivt arbejde i hjemmet indtog en mere agtet stilling i samfundets øjne end arbejderkvinden, som skabte nationalformuen? Forklaringen ligger i det forhold, at den kvinde, som gik til fabrikken kom til at tilhøre klassen af kapitalens lønslaver, og den borgerlige verden foragtede proletariatet på samme måde som det gamle Grækenlands frie medborgere foragtede sine ufrie slaver. Under kapitalens og privatejendommens herredømme højagter man ikke den, som skaber værdierne, men den som koncentrerer disse værdier i sine hænder. Man mener ikke, at det er arbejderen, som med sit arbejde skaber national formuen, men kapitalisten med sin sparsommelighed, skarp-sindighed og dygtighed. Man hædrer kun "organisatoren" af arbejdet."

Kvinders frigørelse er tæt knyttet til afskaffelsen af al udbytning.