Livet er smukt
Instruktør: Roberto Benigni

Er det muligt at lave en komedie, der foregår i en kz-lejr? Kritikerne er uenige – nogle siger, at denne film er smagløs fordi den nedgør mindet om Holocaust. Andre siger, den er historisk ukorrekt. Alligevel har Livet er smukt vundet priser i Cannes og i Jerusalem, men ikke fordi den er en populistisk film, der lefler for den “laveste fællesnævner”.

Det er historien om Guido (Benigni), der ankommer til en lille by i Mussolinis Italien for at bo hos sin gamle onkel. Han bliver forelsket i en lokal lærerinde, og filmens første halvdel handler om deres forhold. Benigni er en berømt klovn i Italien, og denne fysiske farce bliver smukt udført. Men humorens virkelige styrke ligger i, hvordan Guido fremstiller den fascistiske ideologi som værende ren idioti. I en scene foregiver han at være en fascistisk skoleinspektør, og viser skoleeleverne sine perfekte ører og navle – et eksempel på arisk overlegenhed. Han fortæller dem, at ‘racistiske videnskabsfolk’ har sendt ham og latterliggør ideerne om racemæssig overlegenhed. Det er bestemt en anti-fascistisk film.

Hans elskede Dora (Nicolleta Braschi) er ganske vist underdanig med store dådyrøjne hele filmen igennem, men der er også værdighed i hendes handlinger. Og det er vigtigt, for Guido charmer Dora væk fra den fascistiske bureaukrat Rudolfo. De bliver gift og får en søn, Giosué. Men Guido er jødisk og det er Dora ikke.

Anden halvdel af filmen begynder med, at Guido, Giosué og onklen hurtigt bliver hentet og bragt til en koncentrationslejr. Gennem hele deres ophold der, overbeviser Guido Giosué om, at de leger en leg med strenge regler, og hvis de leger den ordentligt, vil de vinde. Reglerne er: Ikke græde, ikke ønske at finde mor, ikke forlange mad, gemme sig når det bliver sagt, og i det hele taget gøre som man får besked på. Det skildres som et desperat forsøg fra Guidos side på at beskytte sin søn mod rædslerne og for at redde dem. Det er også hjerteknusende for barnet, og for publikum.

Men som en strategi til at håndtere nazisterne er den farlig. Når Giosué løber hen til sin far og fortæller ham, at de andre børn skal i ‘brusebad’ (gaskammeret), forlanger Guido i sin uskyld, at hans søn går med de andre børn og gør, som der bliver sagt. Det er et klart budskab om, at det, at spille efter reglerne, ikke virker. For mig var det filmens overvældende budskab.

Holocausts fulde rædsler ville ikke have passet ind her. Faktisk er den manglende evne til at fatte Holocausts virkelighed et gennemgående tema i hele filmen. Men skillelinjen mellem det uforståelige og det indbildte bliver sløret. Guido formår, som en superhelt med en usynlighedskappe, at gå gennem lejren. Han kan gemme Giosué. Han kan oven i købet tage ham med til en fascistisk banket, hvortil de ikke er inviteret. Deres overlevelse er næsten et filmisk mirakel. Vi tror ikke på det, men vi vil gerne.

Det er på samme måde i landsbyen i filmens første halvdel. Det er en idyllisk by med perfekt, elegant indretning. Scenen med parrets flugt kunne have været et maleri af Chagall! Og selvom det bliver sagt, at ‘det er hårde tider’, ser man ingen afsavn nogetsteds. Følgelig er der ingen forklaring på, hvor fascismen kommer fra. Det er ‘de vrede folk, der råber meget’ og de er der simpelthen bare. For Guido er der ingen anden måde at bekæmpe dem på end ved at udstille deres dumhed og bygge en fantasiverden omkring sin familie. Der behøver ikke være nogen historisk korrekt baggrund for alle historier, men eftersom, der ikke er nogen forståelse for, hvorfor historien udvikler sig, efterlader denne film et stort hul.

Guidos ven fortæller ham, at ifølge Schopenhauers filosofi, kan man få noget til at ske, hvis man ønsker det hårdt nok. Der er en gennemgående eventyragtig egenskab ved hele filmen, som om tro er nok til at holde folk i live. Den historiske erfaring siger noget andet.

I Italien har fascisterne vundet valg og har en vis grad af respektabilitet. I den situation har Livet er smukt sprunget alle billetsalgsrekorder for en italiensk film og gør et godt stykke arbejde i at udstille nazisterne som de afskyelige personer, de er.

Esther Neslen
Socialist Review 228