Natos bombning af Serbien og Kosova har med brutal tydelighed vist, hvad krig drejer sig om. Det er ikke "kirurgiske" bombninger af militære mål, men lemlæstelse og drab på tusindvis af mennesker, mens endnu flere drives på flugt.

Natos krigsførelse skal angiveligt hjælpe kosova-albanerne. Men i virkeligheden har interventionen gjort ondt værre.

Det er netop albanerne i Kosova som er hårdest ramt af bomberne.

Vestens krig gør det samtidigt mere sandsynligt med en endnu større krig, som trækker andre stater på Balkan med. De amerikanske kamphelikopteres baser i Albanien – det land som huser flest flygtninge – er et skridt i den retning.

Natos krig er en magtdemonstration på flere planer.

Den cementerer, at USA og Nato kan føre krig udenom FN´s sikkerhedsråd, og dermed uden at de øvrige stormagter har accepteret det.

USA vil vise magt

Krigen er altså USAs signal til Rusland og Kina om, at de skal anerkende amerikanernes dominans.

Serbien har traditionelt været Ruslands allierede. Så krigen skal også vise de russiske magthavere, at vesten kan gribe ind i russiske indflydelsessfærer, når det passer dem.

Samtidig skal små magthavere over hele verden forstå, at en evt. alliance med Rusland ikke yder beskyttelse mod USA.

Internt i den vestlige alliance styrker krigen USAs position. Amerikansk militærs massive dominans udstiller EUs militære svaghed, som også betyder, at USA politisk fører det store ord i alliancen.

USA og deres vestlige allierede vil have cementeret deres position som verdens førende magter – og deres ret til at bruge de midler, som de mener er nødvendige for at fastholde den position. For på verdensplan kæmper magthaverne om markeder og indflydelsessfærer.

Nato-landene hævder, at de skal bruge positionen som verdens politibetjent til at knæsætte dyder som menneskerettigheder, demokrati og frihed.

Men intet er mere forkert.

USA og Nato er i dag verden største og bedst organiserede terror-organisation.

USA har gennem sin støtte til diktatorer som Pinochet i Chile, Suharto i Indonesien, støtte til contraerne i Nicaragua tydeligt vist, at menneskerettigheder og demokrati er dem inderlig ligegyldig, når deres militære og økonomiske interesser er truet.

England, Spanien og Tyrkiet, alle Nato-lande, har gennem en årrække ført krige mod dele af deres egen befolkning, nemlig katolikkerne i Nordirland, kurderne i Tyrkiet og baskerne i Spanien.

Hertil kommer, at der rundt omkring i verden findes et hav af borgerkrige, som Nato-landene ikke interesserer sig det fjerneste for.

Nato-landene er derfor de værst tænkelige til at sikre demokrati i Kosova – og resten af Balkan.

Smadrer oppositionen

Milosevic-regimets ekstreme undertrykkelse af kosova-albanerne kan kun stoppes, ved at almindelige serbere gør oprør.

Et af problemerne med Natos bombardementer er, at den sidste rest af demokratisk og anti-nationalistisk opposition i Serbien er forsvundet.

Serberne har ofte tidligere gået på gaden i protest mod krigen i eks-Jugoslavien og for demokrati. I 1986 var mere end 700.000 serbere på gaden for at kræve demokrati.

Ikke alene har Nato-bomberne svækket oppositionen til Milosevic – de har også givet yderligere liv til de mest nationalistiske strømninger i såvel Serbien som Albanien.

Oprør eneste vej

Demokrati og et opgør med nationalismen kommer ikke udefra. Det kræver et folkeligt oprør, som fejer Milosevic's regime til side.

Man vil påstå, at det er det rene utopi.

Men historien viser, at det alene er et oprør, som involverer almindelige arbejdere og studerende, der kan sikre demokrati.

Regimerne i Østeuropa, apartheid-styret i Sydafrika og Marcos på Filippinerne blev alle væltet gennem demonstrationer og oprør. Og senest er det Suharto-styret i Indonesien, der blev smidt på møddingen af ganske almindelige mennesker.

Oprørene har ikke løst landenes sociale problemer – det kræver en socialistisk revolution, hvor arbejderne overtager kontrollen med samfundet og styrer det nedefra. Men oprørerne viste hvilke sociale kræfter, der kan skabe grundlæggende forandringer i et samfund – også i socialistisk retning.

En socialistisk omvætning, hvor almindelige mennesker på Balkan står sammen på tværs af etniske skel og sætter magthaverne på porten, er det eneste som for altid kan begrave det nationalistiske monster, som har hærget på Balkan de sidste ti år.