Vestens krig gør det mere sandsynligt med en endnu større krig, som trækker andre stater på Balkan med.

Krigen øger spændingerne mellem stormagterne. Rusland betragter Natos angreb på serberne som en ydmygelse, specielt lige efter at Ruslands tidligere allierede Polen, Ungarn og Tjekkiet er kommet med i Nato.

Krigen er USAs signal til Rusland og Kina om at de må anerkende USAs dominans. Derfor øger krigen chancerne for nye konflikter andre steder i verden, også mellem verdens største lande.

Kina og Rusland har truet med at nægte at underskrive aftaler, som skal begrænse brugen og antallet af atomvåben.

På Balkan vil krigen opmuntre andre nationalistledere.

Albanerne er spredt over seks stater – Albanien, Kosovo, Montenegro, Serbien, Grækenland og Makedonien. De udgør en femtedel af Makedoniens to millioner indbyggere, og de har gennem længere tid krævet at blive en del af Albanien.

En spredning af krigen vil hurtigt trække de to største magter i området – Grækenland og Tyrkiet – ind i kamphandlingerne.

Når man tænker på, at netop de to lande har været på randen af krig flere gange og begge har et kæmpe militærapparat, viser det tydeligt, hvilken krudttønde Balkan er.

Faktisk har Tyrkiet den største hær i Nato, næst efter USA.

 

Luk grænserne op

Længe før, Nato startede krigen mod Serbien, lød det fra de internationale nød-hjælpsorganisationer: "Krig mod Serbien vil føre til enorme flygtningestrømme".

Selv CIA hviskede Madeleine Albright det i ørerne. Alligevel startede hun og de andre Nato-udenrigsministre krigen uden at forberede en flygtninge- og nødhjælpsindsats.

Mistanken melder sig derfor, at Nato-alliancen har spekuleret i, at massive strømme af nødlidende flygtninge ville være et effektivt redskab til at skabe opbakning til deres krig på Balkan.

Derfor er det hykleri, når Nyrup & Co. bruger flygtningenes katastrofale vilkår, som argument for, at de har ret til at være Verdens Politibetjent.

Hykleriet fortsætter, når EU-landene slås om hvor få flygtninge, de kan slippe med at tage, og hvor mange, de kan betale Albanien til at tage.

Hykleri er det også, når Thorkild Simonsen i lovgivningen gør alle mulige krumspring for at hindre de kosova-albanske flygtninge i at blive, hvis de skulle ønske det.

Nyrups hykleri når kvalmende højder, når man tænker på, at han for små 2 år siden hyrede en ny indenrigsminister, som kunne sikre, at flygtningelovgivningen blev kraftigt skærpet – så meget at den i dag er direkte diskriminerende. Det var Danmark, som gik i spidsen med at indføre visumpligt for flygtninge. Visumpligt for folk, der flygter fra krig og sult – grotesk!!!.

Hvis de bekymrer sig for flygtningene, hvorfor er der så ikke åbnet visumkontorer i flygt-ningelejrene?

Nyrup og Thorkild Simonsen må åbne grænserne for alle de flygtninge, der vil ind, og de skal have asyl straks.

 

Nato ønsker verdensmagten

Nato fører ikke krig i Kosova af humanitære årsager, men for at sikre alliancens og USAs dominans på verdensplan.

Den første konsekvens af Natos krig var, at nødhjælpsorganisationerne måtte forlade Kosava, mens det næste resultat var, at stort set hele Kosovas albanske befolkning blev fordrevet. Forudsigelige konsekvenser, som kritikere af Nato-krigen påpegede, inden den gik i gang. Alliancens hårde kerne vidste også, hvad de gjorde. Fx har det amerikanske forsvarsministeriums talsmand, Kevin Bacon, fortalt, at "I Pentagon, i denne bygning, blev vi ikke overraskede over, hvad Milosevic har gjort".

Nato-landenes påståede omsorg for kosova-albanerne er da også ganske ny. Vesten har ikke kun set passivt til, men aktivt støttet, at Serbien undertrykte befolkningen i provinsen. Så sent som ved Rambouillet-aftalen blev albanerne presset til ikke at kræve selvstændighed. Albanere, som er flygtet fra det serbiske regime, er regelmæssigt blevet udvist fra de vestlige lande.

Alligevel er det sjældent, at talsmænd for Nato-landene giver andre forklaringer på krigen end propaganda om humanitære åsager. Men det sker, at de kommer sandheden lidt nærmere, som da den amerikanske regerings særlige Jugoslavien-udsending, Richard Holbrook, forklarede, at krigen handler om "Natos troværdighed." Krigen i Kosova har flere formål, som alle handler om magtfordelingen blandt stormagterne i den ny såkaldte verdensorden.

Krigen cementerer, at den såkaldte forsvarsalliance, Nato, kan angribe andre lande uden om FN, dvs. uden at Rusland og Kina har accepteret det.

Serbien har tæt forbindelse til Rusland, og krigen skal lære magthavere over hele verden, at en alliance med Rusland ikke yder nogen beskyttelse mod USA og Nato. Samtidig lærer de russiske maghavere, at vesten vil blande sig i Ruslands indflydelsessfære, når det passer dem.

Kosova-krigen skal også understrege, at USA fører det store ord over for de europæiske allierede. EUs militære svaghed er blevet udstillet, fx da Tysklands plan om et 24-timers bombestop hurtigt blev skudt ned af USA.

USAs magthavere har siden Murens fald arbejdet for at udvide landets militære råderum. På verdensplan handler kapitalismen om kontrol med markeder og interessessfærer. Om nødvendigt skal de forsvare den amerikanske kapitalismes interesser med våbenmagt over alt på kloden, og derfor vil landets magthavere udnytte USAs position som verdens eneste supermagt. Det skal, i hvert fald delvis, ske gennem et offensivt Nato under USAs ledelse. Det bliver også kaldt "Natos nye rolle".

Golfkrigen i 1991 var det hidtidige højdepunkt i en proces, som skal fastslå de amerikanske magthaveres overherredømme på verdensplan. Krigen i Kosovo er et kynisk næste punkt på den dagsorden.

 

Natos hykleri

De serbiske styrker står bag barbariske handlinger og drab. Og det er næppe muligt at forestille sig de grusomheder, som kosovo-albanerne er blevet udsat for de seneste år.

Nato-politikerne sammenligner serbernes undertrykkelse og udryddelser med nazisternes massakrering af jøderne under anden verdenskrig. Det er forkert.

Etnisk udrensning af kosova-albanere er ikke et element i en politisk ideologi. Den herskende klasse i Jugoslavien udfører nedslagtningerne som et led i kampen om territorier og magtherredømme.

Drabene i Kosovo kan derimod sammenlignes med det antal ofre, som vi kender fra andre borgerkrige rundt om i verden. Borgerkrige som Nato-landene intet gør for at stoppe, eller som de selv er direkte involveret i.

Det gælder borgerkrigene i Algeriet, Angola, Rwanda, Burundi, Sri Lanka, Colombia – listen er næsten uendelig lang.

Men også inden for Nato-landene er der borgerkrige.

Således er engelske Tony Blair, der er en af de værste høge over for serberne, premierminister i et land, der gennem en lang årrække har ført en hård undertrykkelse og diskrimination af en del af sine borgere, nemlig katolikkerne i Nordirland.

Tyrkiet har dræbt mange flere i de kurdiske områder, end Serbien har gjort i Kosovo. Tyrkiske oppositionelle regner med, at 27.000 kurdere er dræbt i Tyrkiets beskidte krig.

Men Vesten, inklusiv Danmark, bevæbner fortsat Tyrkiet. De er reelt ligeglade med Tyrkiets behandling af kurderne og bidrog aktivt til kidnapningen af kurderlederen Abdullah Öcalan.

Hvis magthaverne i Vesten var konsekvente og virkelig var optaget af at forsvare menneskerettighederne, burde de for længst være gået i krig mod Tyrkiet. Men serberne er ikke en allieret, derfor bomber Nato-alliancen nu løs over det meste af Balkan.

Hidtil har kosovo-albanerne været udsat for en tragedie, men med bombardementet har det udviklet sig til en katastofe.

Sådan er det hver gang USA – med eller uden deres allierede – er kommet med deres militære isenkram.

I Irak har det kostet omkring 60.000 mennesker livet. Hertil kommer øget fattigdom og dårligere sundhedstilstand hos de dårligst stillede irakkere. En af de eneste, der ikke har mærket til de amerikanske bomber, er landets diktator Saddam Hussein. Han er til gengæld blevet styrket under bombardementet.

Også i Somalia endte det i blodbad, da amerikanske marinesoldater i slutningen af krigen blev landsat i nærheden af hovedstaden Mogadishu.

Præsident Bush's forsøg på at stoppe borgerkrigen kostede flere tusinde livet. Det endelige tal er aldrig gjort op, men uafhængige kilder opgør tabene til mange tusinde.

Så sent som sidste år blev en gruppe belgiske soldater dømt for at have tortureret og myrdet civile somaliere, herunder børn. Og da amerikanske soldater i december 1989 gik ind i Panama for at arrestere landets leder, Manuel Noriega, blev omkring 7.000 dræbt.

Hertil kommer den lange række af diktatorer og miliærjuntaer, der har kunnet fastholde deres magt alene med støtte fra USA og Nato. Blandt disse er Pinochet i Chile, Suharto i Indonesien og Marcos på Filippinerne.

 

 

UCK – fra fjende til ven

UCK, Kosovas befrielseshær, er opstået som et svar på den serbiske undertrykkelse i Kosova, hvor 90 pct. er etniske albanere, og på vestens passivitet over for undertrykkelsen.

I 1989 spillede Milosovic det nationalistiske kort i Kosova og red på en bølge af serbisk nationalisme, som bragte ham til magten. Kosova mistede sit selvstyre, alle offentligt ansatte albanere blev fyret, og skolernes læseplaner blev ændret. Først reagerede albanerne med fredelig modstand. De valgte et undergrundsparlament og opbyggede egne skoler og sundhedsvæsen.

De demonstrerede i gaderne, protester som regelmæssigt blev slået hårdt ned af serbiske sikkerhedsstyrker. Albanernes moderate leder Ruguvan appellerede lige så regelmæssigt til Vesten om hjælp, men Nato-landene mente, at Kosova-albanerne truede stabiliteten på Balkan og reagerede med ophøjet ligegyldighed.

Dayton-aftalen, som USA i 1995 gennemtvang i Bosnien, cementerede den deling af området som Milosevic og Kroatiens Trudjman aftalte under Bosnien-krigen. Aftalen ignorerede problemerne i Kosova, Rugovans moderate appel-linie mistede opbakning, og UCK blev oprettet.

Før Rambouillet-aftalen stemplede Nato UCK som terrorister. Desværre satser UCK alligevel på, at Nato nu vil løse kosova-albanernes problemer.

Det betyder, at UCK nu formelt har opgivet sit eget erklærede mål og har lagt Kosova-albanernes skæbne i hænderne på de Nato-lande, som de sidste 10 år har været helt ligeglade med undertrykkelsen i Kosova.