Stillet over for billedet af hundredetusinde flygtninge, der udmattede, udsultede og skræmte når frem til Makedoniens og Albaniens grænser fra Kosova provinsen i Serbien, har medierne ikke andre forklaringer at falde tilbage på end "urgammelt had".

Og det er da også rigtigt, at Kosova provinsen (Kosovo på serbisk) af såvel serbere som albanere betragtes som deres kulturs vugge. Alligevel har serbere og albanere levet side om side i hundredevis af år.

Et blik på et kort over Balkan giver en ide om, hvorfor dette er tilfældet.

Kosova udgør en stødpudezone mellem Serbien på den ene side og Albanien og Makedonien på den anden. Hvor Serbien er allieret med Grækenland, er Albanien allieret med Tyrkiet – den anden regionale stormagt, der ligger i en evig konkurrence om kontrollen over området med Grækenland.

En anden nok så vigtig grund til at denne, den fattigste region i det tidligere Jugoslavien, er så vigtig for Serbien, er provinsens naturrigdomme: 50 pct. af alle kendte nikkelaflejringer, 48 pct. af bly og zink, 47 pct. af magnesium og andre mineraler i det tidligere Jugoslavien findes i Kosova.

 

Bag det historiske røgslør, de nationalistiske ledere lægger ud, gemmer der sig altså hårde økonomiske og strategiske realiteter.

Samtidig er Balkan et af de steder i verden, der er mest mærket af imperialismen. Ved århundredskiftet var hele Balkan domineret af det ottomanske imperium (med centrum i Tyrkiet) og det østrig-ungarske, med Rusland, Italien og datidens to "supermagter", Storbritannien og Frankrig, lurende i kulissen.

I sidste halvdel af 1800-tallet, hvor borgerlige revolutioner bølgede hen over Europa, begyndte nationalismen hos de forskellige undertrykte folkeslag på Balkan at røre på sig. Kravet var national selvbestemmelse. Midlerne var opstand.

En stor opstand i Bosnien-Hercegovina i 1875 fik Østrig-Ungarn til at presse sine ottomanske allierede til at gå med til nogle reformer, for at undgå en russisk invasion.

Krigen med Rusland kom nu to år efter, i 1877-78. I ly af den krig sendte de serbiske og montenegrinske lokale selvstyrer invasionstropper ind i Kosova. Året inden havde den nye hersker over det ottomanske imperium, sultan Abdul Hamid, forsøgt at stive det vaklende ottomanske imperium af ved at fremstille det som forsvareren af muslimske værdier. Helt konkret betød det, at de muslimske albanere blev favoriseret over de kristne serbere.

Det var første gang, serberne og albanerne kom i egentlig konflikt med hinanden. Allerede dengang var konflikten fremprovokeret af de store imperialistiske magter og disses forsøg på at kontrollere området. Indtil da havde de to folkeslag levet side om side.

 

Den albanske nationalisme vågnede faktisk senere end for de andre folkeslag på Balkan, nemlig i 1878, i Kosova i øvrigt.

Den albanske nationalisme var først og fremmest et svar på imperialisternes forsøg på at opdele de albansk befolkede områder.

Rusland havde vundet krigen med det ottomanske imperium i 1878 og havde gennemtrumfet en hård fred, der aftvang tyrkerne store landområder.

De konservativt-muslimske albanske storbønder reagerede ved at danne Prizrenforbundet, hvis formål var at samle albanerne under storbøndernes herredømme.

Det ottomanske imperium, der i forvejen var rystet, vaklede, hvilket skræmte de vestlige stormagter, Storbritannien, Frankrig og Bismarcks Tyskland. De frygtede, at det ottomanske imperiums forfald skulle give Rusland for stor indflydelse på Balkan og derfor også for vejen til Asien. De tvang derfor en ny "fred" ned over hovedet, ikke kun på det ottomanske og det russiske imperium, men også på befolkningen på Balkan.

Grænserne blev trukket på ny på en stor konference i Berlin. Alle albansk befolkede områder kom atter under det ottomanske imperiums kontrol.

 

Op gennem 1880erne er der flere opstande på Balkan. Samtidig begynder stormagterne at indgå nye alliancer med og mod hinanden.

Frankrig havde erobret store dele af Nordafrika, hvilket havde tvunget Italien til at gå i alliance med Østrig-Ungarn og Tyskland for at forhindre, at Frankrig og Rusland skulle få kontrol over Balkan. Men den slags alliancer, indgået af grådighed og frygt for ikke at få del i rovet, er ikke særligt stabile.

Mens Østrig-Ungarn håbede på, at Albanien ville blive et selvstyrende område under dets kontrol, hvis og når det ottomanske imperium faldt sammen, havde Italien andre planer. De italienske herskere ønskede at kontrollere Albanien for at kompensere for tabet af indflydelse i Nordafrika. I 1908 erobrede Østrig-Ungarn Bosnien-Hercegovina for at forhindre, at serberne gjrode det før dem, hvorved de ville have fået direkte adgang til Adriaterhavet.

Det øgede blot spændingerne på Balkan og mellem stormagterne yderligere, og i 1912 udbrød den første Balkankrig.

Den var meget kort, men blev fulgt af den anden Balkankrig året efter, der nærmest kan ses som startskuddet til 1. verdenskrig i 1914. Som følge af deres nederlag i 1. verdenskrig, bryder både det østrig-ungarske og det ottomanske imperium sammen.

Stormagter deler rovet mellem sig, enten ved direkte at annektere landområder eller ved at oprette "selvstyrende" stater, der reelt er marionetstater for en af stormagterne.

Stormagterne, især Italien, opretter et "uafhængigt" Albanien, der dog kun kommer til at rumme omkring halvdelen af de etniske albanere.

Resten bliver spredt i det, der nu kommer til at hedde Serbernes, Kroaternes og Slovenernes Kongedømme (dvs. Jugoslavien), Makedonien og Grækenland. Kosova er nu en del af Serbien, og serberne indleder en aggressiv kolonialiseringsproces.

Op til anden verdenskrig bliver Albanien erobret af Italien, og ideen om et Storalbanien indeholdende alle etniske albanere bruges af de fascistiske regimer i Italien og Tyskland til at sikre sig opbakning blandt albanerne.

Mange albanere kæmper derfor på de tysk-italienske besættelsestroppers side på Balkan. Der er også mange albanere blandt modstandsfolkene, især blandt kommunisterne.

 

Den jugoslaviske militsleder Tito bekender sig til det gamle bolsjevikkiske princip om nationernes ret til selvbestemmelse og sikrer sig dermed opbakning fra albanerne.

Lige så snart han kommer til magten, glemmer han dog alt om principperne og går i stedet med på Stalins plan om et forenet Jugoslavien og Albanien.

Det får Albanien og Jugoslavien til at bryde med hinanden, og senere bryder de begge to med Sovjetblokken, men der er hele tiden spændingerne mellem de to lande, hvorfor Kosova bliver en vigtig stødpudezone for styret i Beograd.

Folkelige oprør tvinger Tito til i slutningen af 60erne at indrømme Kosova en større grad af selvstyre, men området forbliver uudviklet. Det albanske flertal i provinsen udgør et af Europas fattigste folk.

Kosova er Jugoslaviens tættest befolkede område, hvis befolkning tilmed er den hurtigst voksende i hele Europa. Det, sammen med den store fattigdom, leder flere gange til oprør og strejkebølger.