De offentligt ansattes overenskomstforhandlinger har igen ført til rådne forlig, der tilgodeser arbejdsgiverne på bekostning af arbejderne.

Sygeplejerskene stemte den 13. april nej til deres overenskomstforlig. To tredjedele stemte nej, til trods for at formanden for Dansk Sygeplejeråd, med en enstemmig hovedbestyrelse i ryggen, kraftigt havde anbefalet et ja.

KTO-forliget, der er indgået mellem de store fagforbund for offentligt ansatte (KTO) og arbejdsgiverne (amt og kommune), danner rammerne om overenskomstforligene på hele det offentlige område.

Hovedpunkterne i KTO-forliget er, at overenskomsten bliver 3-årig, alle ansatte skal gå over på en ny lønform, 120-dagesregelen afskaffes, ansatte får 3 feriefridage. Derudover er der lavet en rammeaftale om fleksibel arbejdstid.

Socialistisk Revy vil kigge lidt nærmere på, hvad aftalerne indebærer.

Den 3-årige overenskomst betyder, at de private og de offentligt ansatte ikke får fælles overenskomstforhandlinger, til trods for at det netop var det, der var begrundelsen for, at de privat-ansatte sidste år gik med til at gå over til tre-årige overenskomstaftaler. På denne måde har arbejdsgiverne minimeret mulighederne for en overenskomstmæssig generalstrejke.

 

"Ny løn" er blevet det helt store hit hos arbejdsgiverne og fagforeningstoppen. Den nye lønform indebærer, at en stor del af lønnen er lagt ud til specielle tillæg, de såkaldte kvalifikations- og funktionstillæg. Disse tillæg skal forhandles lokalt, mellem fagforening og arbejdsgiver.

Det betyder flere ting. For det første er den nye lønform et stort skridt væk fra de kollektive, solidariske lønforhandlinger. Kampen for højere løn bliver i høj grad en individuel kamp, på bekostning af andre kollegaer. For det andet er der ikke strejkeret til de lokale forhandlinger, da de foregår i over-enskomstperioden.

Under forhandlingerne og frem til afstemningerne har der været meget snak om sygeplejerskenes store lønfremgang, efter at de gik over til "ny løn".

Hvis vi piller lidt i regnestykket, viser det sig, at store dele af lønstigningen (ca. 2-3.000 kr. pr. måned) skyldes, at de ansatte nu ikke afspadserer deres overtid, men får den udbetalt. Lønstigningen er derfor kun udtryk for, at sygeplejerskene løber stærkere og har mindre fritid.

I KTO-forliget ligger også de økonomiske rammer for aftalen, og de indebærer bl.a. at tre fjerdedele af pengene fra den såkaldte reguleringsordning skal overføres til lokale forhandlinger. Reguleringsordningen skal sikre de offentligt ansatte 80 pct. af den gennemsnitlige lønstigning på det private arbejdsmarked. Ordningen har været lige for alle, men nu bliver altså de fleste af pengene fordelt via den enkelte ansattes tillæg. For det første er det et slag mod det solidariske lønsystem, og for det andet er det at give med den ene hånd, og tage med den anden.

De tre ekstra feriefridage er ikke underlagt ferieloven, og er dermed ikke beskyttet imod inddragelse.

Der er hellere ingen garanti for, at de ligger i sammenhæng med anden ferie. Da der også ligger en rammeaftale for fleksibel arbejdstid, hvilket bl.a. indebærer afskaffelse af afspadseringsgarantien, vil det i sidste ende betyde, at det er de ansatte selv, der skal betale for de ekstra fridage i form af mere overtid og højere arbejdstempo.

Den forhadte 120-dages-regel bliver fjernet, hvilket i sig selv kunne være meget godt. Reglen indebærer, at en ansat kunne blive fyret efter 120 sygedage. Alternativet er dog ikke en pind bedre, da den enkelte arbejdsgiver nu skal lave sin egen sygdomspolitik. Det betyder, at man i princippet kan blive fyret efter én sygedag.

Ud over dette KTO-forlig ligger der også specielle aftaleforslag for de enkelte faggrupper.

I Folkeskolelærernes nuværende overenskomst er deres forberedelsestid beregnet ud fra hvor mange undervisningstimer, de har. Dette skal nu ændres, så alle lærere – uanset antal undervisningstimer – skal have den samme forberedelsestid.

Dette vil betyde forbedringer for en lille gruppe og store forringelser for de fleste. Gymnasielærernes krav til forhandlingerne blev totalt overset, og de står nu over for store forringelser af deres arbejdsvilkår. Deres forberedelsestid skal nedskæres, og loftet på max. 28 elever i klassen fjernes. Når klassekvotienten øges, forringes også kvaliteten af undervisningen.

Gymnasielærerne deltog i "Nu er det nok"-demonstrationen den 8. april både i København og Århus. Her var modstanden helt klar og kampgejsten i top.

Gymnasielærernes protester og sygeplejerskernes klare nej er vejen til forbedringer. Der er penge nok til at give både lærere, sygeplejersker og pædagoger højere løn og bedre arbejdsvilkår. Pengene skal hentes gennem at beskatte de rige og skrotte militæret.

Det er derfor vigtigt at afvise lagkagemodellen, der siger, at hvis sygeplejerskene skal få højere løn, sker det på bekostning af lærerne og sundhedssystemet. Arbejdsgiverne forsøger konstant at splitte arbejderklassen og sætte kollegaer og faggrupper op imod hinanden. Dette kan kun standses gennem at sprænge rammerne. Forhandlingslederne kan – og vil – ikke stille krav, der går ud over de på forhånd fastlagte rammer. Det kan kun ske gennem kamp fra neden.